Virksomheder sjusker med arbejdsmiljøet

Efter 20 år med Arbejdspladsvurderingen har virksomheder stadig svært ved at få lavet én. Samfundet mister milliarder, mener eksperter

Hvordan undgår man, at en medarbejder ligger søvnløs, fordi han ikke tror, han præsterer nok? Hvordan sørger man for, at en medarbejder undgår rygskader, når der skal løftes tunge kasser?

Svarene bør stå i virksomhedernes såkaldte Arbejdspladsvurdering (APV), der lidt firkantet sagt er en plan, alle landets virksomheder skal lave, for bedst muligt at sikre medarbejdernes fysiske og psykiske ve og vel.

Men ofte må Arbejdstilsynet lede forgæves efter planen, når de besøger virksomheder.  I første halvår i år gennemførte Arbejdstilsynet cirka 37.000 screeninger, hvor APV'en specifikt blev undersøgt. 26 procent af virksomhederne havde enten slet ikke udarbejdet en APV, eller også opfyldte den ikke de obligatoriske krav.
Sidste år havde 24 procent rod i deres APV. Tallene bekymrer LO-sekretær Ejner Holst.

»De aktuelle tal viser desværre, at virksomhederne ikke er blevet mere opmærksomme på sunde arbejdsforhold og sikkerhed i egne rækker. Det er ikke godt nok - også set i lyset af, at vi har rundet 20 årsdagen for indførelse af obligatorisk risikovurdering på arbejdspladserne.«

Mindre firmaer sjusker
Bo Netterstrøm, der er en af landets førende stressforskere, kalder virksomhederne for slendrianer.
»Det er ikke for kønt. Ligesom en virksomhed planlægger regnskaber og produktion, så bør den også have en plan for arbejdsmiljøet. Der er desværre overvejende mange mindre virksomheder, der synes, det er noget pjat og siger, det klarer vi nok.«

Gør de så det?
»Nej, det tror jeg ikke, de gør.«

En ny EU-rapport viser, at der er en støt stigning i antallet af stressramte i Danmark. Og en anden undersøgelse viser at 6.000 danskere hvert år må trække stikket til arbejdsmarkedet på grund af psykiske lidelser - og melde sig ind i klubben af førtidspensionister.

Ifølge Bo Netterstrøm er APV¿en vigtig for arbejdsmiljøet, fordi den tvinger virksomheden til at tage stilling til tingene.  

»Virksomheden skal finde ud af, hvorvidt den har et problem og så prøve at identificere det. Og endelig skal virksomheden vurdere, hvordan den vil løse det, så der kommer en handlingsplan.«

En milliardregning
Ejner Holst vurderer, at den årlige regning for et dårligt arbejdsmiljø, herunder sygefravær og arbejdsulykker, er på 64 milliarder kroner.

Selv om man i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) også følger grundigt med i stressudviklingen, mener man slet ikke, at den alene kan tilskrives virksomhederne.

»En psykisk lidelse er meget kompleks og berører både, hvordan du selv er, dine hjemlige forhold og arbejdspladsen. At det alene skulle være en lidelse, som skyldes arbejdslivet, er et postulat, der ikke har hold i virkeligheden,« siger Thomas Philbert Nielsen, underdirektør i DA.

Han langer desuden hårdt ud efter APV'en.  

»Den siger ikke noget om, hvordan  arbejdsmiljøet er i virksomheden. APV'en har udviklet sig i retning af at blive et kontrolsystem frem for at handle om det lokale arbejde med miljøet i virksomheden, der var hele udgangspunktet. Det kan gøre mig bekymret,«

Krise kan bremse APV
Hans Hvenegaard, der er specialist i organisationspsykologi og indehaver af Team Arbejdsliv, peger på den økonomiske krise som en mulig årsag til, at arbejdsmiljøplanerne halter.

»Hvis vi ser tilbage på de seneste 15 år, har der været meget fokus på human ressource. Men man kan frygte her under krisen, hvor det er lettere for virksomhederne at finde arbejdskraft, at arbejdsmiljøet kan få en opbremsning.«

FAKTA - arbejdspladsvurdering (APV)

• Formålet er, at virksomhederne får systematik ind i deres arbejde med arbejdsmiljøet. APV'en skal indeholde følgende elementer: Kortlægning af problemer, prioritering, handlingsplan for løsning samt opfølgning. APV'en skal indeholde sygefravær, der kan skyldes arbejdsmiljø. APV'en skal være tilgængelig for medarbejderne.
• Her går det galt: Der er en overvægt af især små virksomheder, der ikke får lavet en APV, der opfylder kravene. De findes især i  bygge- og anlægsbranchen, butikker, en gros, restauranter og barer, transport af gods, transport af passagerer, døgninstitutioner og hjemmepleje.

Kilde: Arbejdstilsynet