Efterladte efter selvmord står alene med deres sorg

For tre år siden tog Tine Sjørups mand sit eget liv. I månederne efter følte hun sig helt alene i verden - indtil hun fandt styrken

Aldrig nogensinde havde huset føltes så tomt og så tavst. Eneste lyd, der kunne fornemmes i bygningen, var stueurets sekundviser, der taktfast markerede hver lille ny bevægelse. Tik tak, tik tak. Tre skikkelser sad nu alene tilbage i stuens sofa. Efterladt.

Sådan husker Tine Sjørup lillejuleaften 2006. Dagen forinden havde hun lagt sin mand i graven, efter han havde hængt sig i hjemmet i Vejle Allested på Fyn. Nu sad hun alene tilbage med sine to børn på tre og fem år.

»Jeg tænkte bare: Hold da op, sådan her ser resten af mit liv ud. Jeg skal sidde mutters alene og holde mine to børn kørende, mens resten af verden går sin gang uden for mit vindue,« fortæller Tine Sjørup.

Ingen der bankede på
Den dag efter begravelsen var der ingen, der ringede ¿  og ingen bankede på deres dør.

»Det var underligt. Der var tale om en eller anden form for misforstået hensyntagen. Og endnu værre var det næsten, at folk stoppede op ude foran vores hus og kiggede ind. Jeg forestillede mig, hvordan de stod og snakkede om, at derinde sidder ¿hende med ham manden¿. Vi var som aber i et bur hele julen,« fortæller Tine Sjørup.

Men også når hun en sjælden gang bevægede sig ud af huset, mærkede hun folks ændrede adfærd.  

»Jeg følte mig virkelig som en spedalsk. Når jeg mødte folk på gaden, trak de over på det modsatte fortov. Og i Brugsen var det som om, at alle kiggede ned i jorden og gik den anden vej, når de så mig. Jeg blev nærmest gjort til en slags zombie,« lyder det fra Tine Sjørup.

Mange af de nære venner og familien havde også svært ved at tackle situationen. For det er vanskeligt for de nærmeste at forstå de tanker, en efterladt roder med.

»Jeg følte skyld og havde faktisk ikke brug for, at alle sagde til mig, at jeg endelig ikke måtte bebrejde mig selv.

Jeg ønskede faktisk mere at blive anerkendt for mine følelser. At blive hjulpet på mine præmisser. Samtidig ved jeg selvfølgelig, at de mente det godt. Men det betyder bare, at man kommer til at føle sig ensom med sine tanker langt hen ad vejen,« fortæller Tine Sjørup.

Akut behov for hjælp
Efter mandens selvmord stod hun derfor og havde akut behov for at få hjælp fra andre kanter til at komme gennem krisen. Men der var ikke megen hjælp at hente fra offentlige instanser.

»Jeg fik stukket nogle numre i hånden, og så kunne jeg så selv ringe rundt. Men tit fik jeg bare beskeden: 'Uha, det er vist ikke det rigtige sted, du har fået fat på'. Det er altså frustrerende at sidde i dyb, dyb sorg, og så skal man selv ud og opsøge hjælpen.«

Men med sin fightervilje lykkedes det Tine Sjørup at komme i kontakt med netværket Nefos, hvor hun fik mulighed for at drøfte sin situation med erfarne folk inden for selvmordsområdet.

Samtidig besluttede hun sig for at åbne op for omverdenen i det lille lokalsamfund. Ved at skrive et udførligt brev til forældrene i børnenes klasse om mandens selvmord, formåede hun at afmystificere hele selvmordet.

Motionslokale i baghuset
Derudover åbnede hun sit hjem ved at indrette et motionslokale i det baghus, hvor hendes mand havde hængt sig.

»Jamen, jeg tænkte bare, at jeg ikke skulle sidde muret inde herhjemme med min sorg. Så jeg forvandlede et sted, hvor noget tragisk var sket, til et sted, hvor noget godt finder sted. Så nu kommer mange af byens folk hjem til mig,« siger Tine Sjørup, der nu ikke kunne forestille sig at bo noget andet sted i verden end i Vejle Allested.

Og i dag priser hun sig lykkelig for, at hun fandt styrken til at kæmpe sig vej ud af krisen.
»Jeg tænker da bare: Puha, at jeg formåede at være handlekraftig, for hvordan skulle det ellers have gået mig? Havde jeg ikke selv taget initiativ, så havde jeg nok stadig siddet muret inde i mit eget hjem.«


De efterladte savner hurtig hjælp efter selvmord

Hver dag er der i gennemsnit to danskere, som begår selvmord. Og hver gang et menneske tager sit eget liv, sidder der fem personer tilbage, som er meget berørt af hændelsen.

Det betyder, at mere end 3.500 danskere årligt skal kæmpe med de kvaler, som et selvmord blandt nære venner eller familie udløser.

Alt for ofte aner omgivelserne ikke, hvordan de skal håndtere den ubegribelige sorg, som de efterladte står tilbage med. Desværre er der ikke megen hjælp at hente i det offentlige system. Ifølge Livslinien, der er landets største organisation for rådgivning af selvmordstruede, pårørende og efterladte, er hjælpen til de efterladte langt fra tilstrækkelig og hurtig nok.

»Tit er der ventetid på tilbuddene. Det er ikke sikkert, at man kan få tid ved den rette psykolog lige med det samme. Og behandlingstilbuddene varierer meget fra område til område. Vi må konstatere, at der ikke eksisterer nogen systematiske behandlingstilbud, og at det tit fungerer ret vilkårligt og mangelfuldt,« siger bestyrelsesformand i Livslinien Morten Thomsen.

Det er ikke kun en ubegribelig sorg, de efterladte risikerer. Skyldfølelsen og savnet af den afdøde kan suge livskraft ud af de pårørende, så de selv udvikler depressioner og selvmordstanker.

En svensk undersøgelse har vist, at selvmord koster det svenske samfund 5,5 milliarder kroner om året i tabt arbejdsfortjeneste og øget brug af sundhedsydelser.

Indsats er god forretning
Derfor mener Morten Thomsen fra Livslinien, at det er samfundsøkonomisk 'gak gak', at der ikke afsættes flere ressourcer til forebyggende indsatser og behandlingstilbud til efterladte.

»Rent menneskeligt kan der ikke herske tvivl om, at det er det rigtige at gøre, men samtidig er det en rigtig god forretning, der mindst vil spare et tocifret millionbeløb årligt,« siger han.

Ansvaret for behandling af efterladte efter selvmord ligger under den socialpsykiatriske indsats i regionerne. Elene Fleischer har i mange år forsket i efterladtes behov efter selvmord, og arbejder i dag hos Center For Selvmordsforebyggelse i Region Nordjylland.

Hun efterlyser 'akut-teams', der kan yde de efterladte støtte og rådgivning  efter et selvmord. 

»Enhederne skal bestå af ressourcestærke efterladte, der ved, hvad man som forladt har brug for, og professionelle behandlere. Tager man hånd om den efterladte familie med det samme, vil man begrænse senere depression og sygdom hos de pårørende, og på den måde spare samfundet for mange penge på sigt,« siger hun.

I Social- og Psykiatriudvalget i Danske Regioner er man  klar over problemet.

»Vi er godt klar over problemets omfang. Der er ingen tvivl om, at man som efterladt har akut behov for hjælp her og nu, og det behov kan vi desværre ikke altid imødekomme,« siger udvalgsformand Bent Normann Olsen (S).

12 millioner om året
Ifølge udvalgsformanden skal ansvaret fordeles ligeligt mellem Sundhedsministeriet, Socialministeriet og regionerne. Fra Sundhedsministeriet oplyses det, at de regionale centre for selvmordsforebyggelse tilføres 12 millioner kroner årligt som led i de nyligt afsluttede satspuljeforhandlinger. Men selv hvis der kom flere penge på bordet, ville det næppe komme de efterladte til gode.

»Det bærende i den her indsats er at forhindre, at skaden sker, så hvis jeg havde flere penge at fordele, ville jeg til enhver tid prioritere den forebyggende indsats,« understreger Bent Normann Olsen.