22-11-2005 - 18:37
Skrevet af alchemy
97 sider. Det fylder vores projekt. David skrev det færdigt; jeg redigerede; det er nu sendt til supervisoren. Han vælter i ord og alt for lange sætninger; jeg skal forestille at skrive psykologi-essay og deltage i en musikteoretisk eksamen på fredag. Tro på det.
Weekenden forsvandt fra øjnene af mig. Jeg arkiverer følgende på min blog, selvom jeg ved alle læsere har læst det i forvejen:
Jeg står på Kbh Hovedbanegård og fryser ad helvede til. Jeg ringer til Walter; han håner mig. Jeg ringer til Ismail; han gør sit bedste, men må i sidste ende erkende, at han ikke er i stand til at kommandere et fartøj. Jeg ringer til Donut; han har intet fornuftigt at sige, udover hans sympati for min situation. Jeg ringer til Mette; hun kan fortælle mig, at jeg heldigvis kun skal vente 40 mins på et tog. Mens jeg står og hører iPod og tror, jeg er ved at blive sindssyg, dukker Bjørn op i mit synsfelt, vaklende og vokalt usammenhængende, hvilket kun giver brændstof til min tvivl på verdens sammenhæng. Bjørn kan dog meddele, at han var i Holbæk og, af grunde han ikke engang selv helt har styr på, er endt i København og har faktisk stået og ventet på det samme tog som jeg i halvanden time, men vi har først set hinanden disse sidste fem minutter. Fra min side kræver denne mirakuløse genforening selvfølgelig at jeg hælder en sjus vodka i min næsten-færdigt-drukkede juice-karton, hvilket jeg ivrigt konsummerer på vejen hjem mens Bjørn blunder på en facon jeg bedst kan beskrive som ´fortrydende´. Men historien skal kun blive mærkeligere, når vi når til Trekroner station og render ind i Camilla — ja, her mener vi BorgTu´s Camilla — som også har deltaget i et eller andet uinteressant fnisgumsnisk, og søger en anden form for transport hjem til brakmarken end hendes to ben. (Min originale plan var at lufte min iPod, bide kulden i mig og bare tage gåturen fra Roskilde St., men Bjørn gik så langt som at love at betale taxa´en hjem ....) så det gjorde han, nu hvor parentes ikke længere er nødvendig, bortset fra at jeg lige gav ham 20 kr. for good measure ... og prøvede at lokke ham til at drikke en night-cap med mig, men det var han særdeles uvillig til. (Plus, Kate lavede sirene-sang indefra madressen.) Jeg kan dog huske at jeg stoppede Bjørn op just da vi nåede til boligblokken og mumlede, "Er det ikke utroligt, at vi endelig er nået så langt?", som om vi var nået til ende for en Sisyfos-agtig færd ...
Ellers: fødselsdag hos min mor; drak vin. No surprise. Nu: pizza med Mette. Good times.
