29-08-2011 - 13:32
Skrevet af alis
Denne tekst er om den behandling, der engang befriede mig fra 18 års angst og tvangstanker. Da Ocd er en gruppe af psykiske lidelser, der har været hastigt voksende i de senere år, så er det vigtigt at fortælle, at Ocd kan helbredes, og at vise et eksempel på hvordan.
Der findes en journal over det forløb, jeg gennemgik, som er skrevet af en autoriseret psykiater, så det kan ikke være bedre. Hvad jeg fortæller kan dokumenteres, hvis man har adgang til journalen.
Dette bliver min oplevelse af, da jeg var midt i tyverne, at komme fri af så begrænsende mentale lænker som tvangstanker er. At få åbnet vinduerne ud til livet.
“Hvem er denne burde?” - det var et af de spørgsmål jeg fik stillet nogle gange i behandlingsforløbet, når jeg fortalte hvad jeg godt vidste, jeg burde føle. Jeg havde hele mit liv fået at vide, hvad jeg burde føle. Jeg burde være taknemmelig, jeg burde være glad og gøre hvad jeg fik besked på og med glæde, for alle ville mig kun det bedste o.s.v. o.s.v.
Men jeg havde det ikke godt. Jeg var angst og deprimeret og kunne ikke finde livslyst. Det havde jeg nogle forfærdelige skyldsfølelser over. Jeg gjorde de ting, jeg skulle, alligevel selvom jeg var angst og deprimeret.
“Hvem var denne burde?”
I første omgang var det min familie, siden blev det indarbejdede sociale normer og mig selv. Det var min opdragelse. Jeg havde et hav af regler om hvad man bør føle og kunne, og en selvdisciplin, der siger spar to. Man skulle bare sætte sin viljestyrke ind, så kunne alt lykkes, og hvis ikke var det fordi man ikke havde viljen til det. Det havde jeg fået at vide den ene gang efter den anden.
Det var det, der blev løst op for. Flere timers samtale om ugen gennem flere år, og forud havde jeg sendt et brev på flere sider. Min psykiater havde forinden hver samtale streget ind, hvad han mente vi burde tale om. Målet var ikke at lære mig, hvad jeg burde føle og tænke, men at finde ud af hvad jeg faktisk følte og mente.
Jeg havde endnu et redskab til at finde min egen identitet ud over at skrive. Jeg tegnede og malede. At arbejde med billeder og farver blev en måde at udtrykke mig på intuitivt og uden tanker og ord.
På et tidspunkt gjorde min psykiater mig opmærksom på, at jeg spillede roller. Det gjorde jeg også, og ikke for at være uærlig, men for at være andre mennesker tilpas. Jeg var den tjekkede, indadvendte pige, der nogle få år tidligere havde taget den højeste realeksamen på skolen det år.
Vi aftalte at jeg skulle holde op med at spille roller og i stedet udtrykke mig selv. Det lyder nemt, men så skulle man prøve det!! Hvordan skulle jeg kunne være mig selv, når jeg ikke vidste hvem jeg var.
Jeg måtte konstatere, at når jeg holdt op med at spille en rolle, så faldt jeg ind i en ny i stedet. Så forstod jeg hvor tætspundet det mønster af tvangstanker var, som jeg holdt mig selv undertrykt og kontrolleret med.
Det tog flere år, og samtidig med at jeg turde begynde at leve og føle det, jeg følte, forsvandt tvangstankerne. Der var ikke brug for dem længere. Hele mønstret gik langsomt, men sikkert, i opløsning.
Nu skulle man tro, at min familie ville være glad, for jeg havde haft det så dårligt at det ikke lader sig beskrive. Men min mor var bestemt ikke glad. Hun mistede mere og mere kontrollen, hun ville ikke medvirke i et behandlingsforløb medmindre det var hende, der bestemte, og hun kæmpede for at få min psykiater fyrret.
Hospitalet havde indstillet mig til revalideringshjælp, men min mor sagde nej. Hun ringede til den arbejdskonsulent, der skulle være med at vurdere, og fik forpurret ansøgning om revalidering, og jeg fik afslag. I stedet blev jeg tvunget ud i et nyt nederlag i kontorfaget - en uddannelse min mor i sin tid havde valgt til mig - det slog så hårdt at jeg heller ikke længere kunne holde sammen på et ikke alt for harmonisk ægteskab.
Mit ægteskab røg. Det lykkedes trods min mors modstand at få mig optaget som revalident til en uddannelse som beskæftigelsesvejleder, og jeg kom til at arbejde i ergoterapier med at hjælpe ældre, handicappede og syge mennesker med at udfolde sig med kreative aktiviteter. Væve, male, sy, hækle knytte … jeg havde været på skole og havde lært mange forskellige teknikker.
Ved hjælp af kreative aktiviteter kunne jeg komme i kontakt med mange forskellige klienter og endog senile mennesker med afasi (talebesvær efter hjerneblødning o.a.) Jeg kunne tegne de mønstre, de ville bruge og blande de farver, de ønskede at male duge og andet med. De skulle bare vise mig, hvad de ville have.
Jeg nåede at få 8 aktive år uden selvkontrollerende tvangstanker.
Men min mor kæmpede fortsat, også efter at jeg var blevet rask, for at få slået det hele i stykker og få kontrol over mit liv igen, og til sidst lykkedes det hende. Hun havde allerede fået afbrudt min kontakt med familien, spillede derefter retssystemet ud imod mig ved skilsmissen, og derefter psykiatrien da jeg blev indlagt for anden gang et nyt sted, denne gang med en depression.
Det er over 30 år siden, og de sidste mere end 10 år har jeg levet indespærret i min lejlighed, som jeg ikke tør at forlade.
Grunden er at min lejlighed er det eneste jeg har at holde mig til og min eneste mulighed for at overleve og redde min forstand. Når jeg prøver at forlade den, kommer der svære angstanfald så snart jeg åbner døren, som forhindrer mig i at gå ud. Tanker om at hvis jeg forlader min lejlighed, så er den væk når jeg kommer tilbage, og så er jeg fortabt.
Den sorte skole inden for psykiatrien, som er langt den største, har den samme holdning som min mor til hvordan man helbreder følelsesmæssige problemer. Man knækker rygraden på folk og knækker deres vilje, og så tvinger man dem til at føle det, de får besked på, og appellerer til skyldsfølelser hvis de ikke adlyder og kontrollerer sig selv efter behandlernes ønsker.
 Tags: ocd, angst, befrielse, behandling der virkede, selvkontrol, autoritetet
29-08-2011 - 13:56
Skrevet af marsterleon
Alis jeg har prøvet noget af det samme, men med rigtige gode venner og systemets hjælp har jeg jo fået et liv og selv om ting ikke altid er let syntes jeg at det liv jeg har er et godt liv, men mangler lige det sidste så er jeg klar til at indtage Danmark og måske komme forbi dig og sige hej (hvis du skulle have lyst til besøg) jeg skal "bare" lige banke nogle fobier væk :o)
En angstbehandling, der virkede!!
29-08-2011 - 15:27
Skrevet af storfornuften
Hej Alis
Endnu et gennemarbejdet og vedkommende indlæg. Det lyser ud af dit indlæg, at du har fået vendt tingene og sat dem i et vedkommende indlæg.
- Der er mange ting, som vi skal have orden på og nogen gange er det mere enkelt end vi tror, men vi kan simpelthen ikke se det før end, at nogen hjælper os med og vende nogen sten. - dit indlæg hjælper nogen mennesker til, at vende nogen sten efter min mening.
Jeg håber du får fundet vinklen, hvor du får styr på den hovededør og opdager, at livet får tilført noget positivt og værdifuldt ved og komme ud på den anden side af den dør.:-)
En angstbehandling, der virkede!!
29-08-2011 - 17:32
Skrevet af -888-
Meget flotte billeder i dine blogs, godt gået!
Tak for din beretning og du vil dele den.
Dejligt du siger din mening, Alis.
|
|
2012
Maj, 2012 (2)
April, 2012 (3)
Marts, 2012 (10)
Februar, 2012 (6)
2011
Oktober, 2011 (1)
September, 2011 (7)
August, 2011 (4)
Juli, 2011 (1)
Juni, 2011 (2)
April, 2011 (2)
Februar, 2011 (2)
Januar, 2011 (2)
2010
December, 2010 (4)
November, 2010 (2)
Oktober, 2010 (3)
August, 2010 (2)
Juli, 2010 (1)
Juni, 2010 (1)
2009
Juni, 2009 (1)
2008
December, 2008 (1)
August, 2008 (1)
Juni, 2008 (3)
Maj, 2008 (3)
April, 2008 (3)
Marts, 2008 (6)
Februar, 2008 (4)
Januar, 2008 (3)
2007
December, 2007 (3)
November, 2007 (2)
Oktober, 2007 (3)
September, 2007 (1)
August, 2007 (3)
Juli, 2007 (4)
Juni, 2007 (3)
Maj, 2007 (1)
April, 2007 (1)
Marts, 2007 (7)
Februar, 2007 (1)
Januar, 2007 (1)
2006
December, 2006 (3)
Oktober, 2006 (3)
September, 2006 (1)
August, 2006 (1)
Juli, 2006 (2)
|
