12-09-2011 - 10:50
Skrevet af alis
Det var planlagt at man udstødte de psykisk sårbare fra fællesskabet. Vi har ikke selv valgt isolationen og udstødelse, vi har samme behov som andre mennesker for kontakt. Selvfølgelig!Men psykisk sårbare er i vejen i et liberalt samfund, hvor der generelt ikke er plads til følelsesmæssige hensyn. Det mærker mange andre også.Kontakt, det havde jeg tidligere. For godt 10 år siden. Jeg havde mange venner, som tog hensyn til at jeg i bestemte situationer får angstanfald, og hensyn til at jeg må undgå de situationer, der fremkalder angst, er en forudsætning for at jeg kan være sammen med andre mennesker. Jeg gik til foredrag og på kurser, besøgte mine venner, gik i motionscenter et par gange om ugen, besøgte min søn og hans familie en gang om måneden og blev et par dage. Jeg havde noget at gøre hele tiden og hver dag, og noget at stå op til, og jeg var for anden gang i mit liv på vej til at blive fri af angst. Jeg havde mange planer om hvad jeg så ville bruge den nye frihed til. De færreste kan vist forestille mig hvor jeg glædede mig til jeg endelig skulle begynde at leve!Det illustreres og kan ses af dette billede Men så kom der socialpsykiatri her i kommunen, og det hele blev stoppet. Vi havde et dagcenter her i kommunen for alle pensionister, og vi var alle aldersgrupper fra 23 år til over 90 år. Det fungerede fint, og var en så stor succes at der ind imellem var i fare for at blive overfyldt i 2 etager.Jeg er uddannet til at arbejde med handicappede og ældre mennesker, og til at omgåes dem.Det var ved min kontakt med dagcentret, jeg for anden gang var igang med at overvinde angst og få frigjort en mængde energi til at blive aktiv. Jeg gennemførte også at skrive en hel bog, som står på biblioteket. Det var en præstation, fordi jeg samtidig måtte lære at bruge et teksbehandlingsprogram, men jeg gennemførte det på et år.Ligesom jeg, så var der en del andre mennesker med følelsesmæssige problemer, der kom sig og kom igang med livet igen. Det dagcenter og dets klienter og personale udrettede noget som psykiatrien ikke kan udrette, og opnåede resultatater i bemærkelsesværdig grad. Det var en god ide at blande alle aldersgrupper og alle former for handicap, men det krævede at der var det nødvendige personale.Det var et problem for kommunen!Processen med at nedbryde forholdene i det dagcenter, kan læses på denne hjemmeside .Resultatet var at vi var en hel del, der blev skubbet ud i mørket. Jeg mistede hele mit sociale netværk og min familie, og lever indespærret i min lejlighed uden kontakt med andre mennesker, hvilket jeg har gjort i mere end 10 år nu. Jeg får svære angstanfald når jeg prøver at forlade min lejlighed, fordi den er det sidste, jeg har at holde mig til. Mit hjem og de ting, jeg kan foretage mig her, er min eneste mulighed for at overleve. Hvis jeg mister kontrollen over alle smerterne p.g.a. alt det, jeg har mistet, vil psykiatrien smadre hjernen på mig. Både socialpsykiatri og kommune så resultaterne med det samme, og de var nemme at forudse, men man var ligeglade. Jeg så hvordan andre psykisk handicappede faldt sammen og flere af dem overlevede næppe. Min hjemmeside om en skæbne, der provokerer så meget angst. En skæbne, der ikke kan afsluttes.
 Tags: besparelser, ocd, angst, livskvalitet, isolation, politik, udstødelse
12-09-2011 - 12:51
Skrevet af storfornuften
Total flot billede.
- Angst er en svær størrelse for mange mennesker og den angst man selv måtte føle har man tit en måde og reagere overfor nemlig ved at ignorere den.
For mange mennesker er det et problem, hvad man skal stille op med irrationel opførsel, der er forårsaget af angst. På samme måde som den angste selv tit ikke ved, hvad vedkommende skal stille.
Der er ingen tvivl om, at der med enkle midler kan sættes ind overfor angst. Værested og uddannelse er løsninger.
Der er håb om, at hele området tages op til revision efter valget.
Udstødelse var planlagt!
12-09-2011 - 15:24
Skrevet af alis
Storfornuften - Ja, det er svært at forstå tilsyneladende irrationel angst. Jeg kom i det dagcenter for alle pensionister i kommuneni omkring 15 år, og vi havde for længst fundet ud af det. Med Ocd er det nogenlunde nemt, da vi selv har helt tjek på hvad vi skal undgå, og kan meddele det.
Lidt ligesom mennesker med fobisk angst også ved hvilke situationer, de skal undgå.
Det var nemt at forudse konsekvenserne af at udstøde mennesker med følelsesmæssige problemer fra dagcentet, og alligevel gjorde man det.
|
|
2012
Maj, 2012 (2)
April, 2012 (3)
Marts, 2012 (10)
Februar, 2012 (6)
2011
Oktober, 2011 (1)
September, 2011 (7)
August, 2011 (4)
Juli, 2011 (1)
Juni, 2011 (2)
April, 2011 (2)
Februar, 2011 (2)
Januar, 2011 (2)
2010
December, 2010 (4)
November, 2010 (2)
Oktober, 2010 (3)
August, 2010 (2)
Juli, 2010 (1)
Juni, 2010 (1)
2009
Juni, 2009 (1)
2008
December, 2008 (1)
August, 2008 (1)
Juni, 2008 (3)
Maj, 2008 (3)
April, 2008 (3)
Marts, 2008 (6)
Februar, 2008 (4)
Januar, 2008 (3)
2007
December, 2007 (3)
November, 2007 (2)
Oktober, 2007 (3)
September, 2007 (1)
August, 2007 (3)
Juli, 2007 (4)
Juni, 2007 (3)
Maj, 2007 (1)
April, 2007 (1)
Marts, 2007 (7)
Februar, 2007 (1)
Januar, 2007 (1)
2006
December, 2006 (3)
Oktober, 2006 (3)
September, 2006 (1)
August, 2006 (1)
Juli, 2006 (2)
|
