Skrevet af bitten

  Har i nogle forslag til hvad jeg skal gøre med alle mine problemer?
 Hej til jer.

Jeg har det skidt for tiden og hver dag er en daglig kamp for mig.Ligger helst i sengen hele dagen hvis jeg kan og passer ikke min skole. Jeg vil lige fortælle at jeg lider af periodisk depression,generaliseret angst og emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse.Altså borderline.
 Jeg føler mig deprimeret over at jeg ikke magter det jeg burde.Jeg kan bare ikke stå op af den forbandede seng og hvis jeg endelig kommer op så kan jeg finde på at ligge mig derind igen senere og så resten af dagen måske hvis ikke noget tvinger mig op.Det hjælper ikke at jeg slår vækkeuret til.Den slukker jeg bare og bliver liggende.Mine bostøtter har også prøvet at ringe til mig og be mig om at stå op.Men det hjælper ikke.Efter samtalen ligger jeg mig ned igen.Nogle gange slukker jeg min telefon så de ikke kan ringe mig op.Jeg vil undgå kontakt.
 Idag aftalte jeg med min far at han skulle forsøge at komme op og få mig op af sengen og i skole.Min far kom kl.8 men inden kl.8 gik der panik i mig.Jeg ringede til min mor og bildte hende ind at min time i skolen var aflyst og sagde at min far ikke skulle komme men der var han allerede kørt.Så kom min far kl.8 og jeg bildte ham ind at timen var aflyst og ville have ham ud af døren så hurtigt som muligt.Han sagde at han lige ville se til min bil men jeg gik helt i panik og sagde at det behøvede han ikke og at han bare skulle skynde sig hjem.
Og hvorfor havde jeg så så travlt med at få ham til at køre? Jo fordi så kunne jeg komme ind og putte mig i sengen igen.Og det gjorde jeg så og lagde der hele dagen.
 Jeg har oplevet at jeg ofte kan finde på at lyve  over for folk når jeg har det skidt og der er noget jeg ikke kan magte.Jeg er ikke opdraget til at lyve og gør det også kun fordi jeg ikke kan sige sandheden når jeg har det skidt af en eller anden grund.Jeg tror jeg så er bange for at blive presset til det jeg ikke tør og det bryder jeg mig ikke om.
 Men i de sidste mange uger er der også sket det at jeg har mistet appetitten og lysten til mad.Jeg har fået at vide at det kan skyldes det antidepressive medicin men kan bare ikke helt forstå det for jeg får kun 225 mg efexor og så er jeg kommet af med det antipsykotiske der gjorde at jeg kunne spise altid og også sent om aftenen.Men i de sidste mange uger har jeg faktisk intet spist og når jeg endelig spiser er det meget lidt.Jeg skal tvinge mig til at spise og jeg får ikke lyst til maden når jeg kigger på det selvom det kan være lækker mad.
Men jeg kan selvfølgelig godt mærke at jeg er sulten men jeg ignorerer sulten og sidder bare og sulter mig selv selvom der henne på bordet ligger en pære eller at der er noget nem mad i køleskabet.Når jeg ligger i sengen hele dagen så er jeg selvfølgelig sulten men nægter at gå ud og spise.Jeg kan ikke rigtig finde ud af om det er fordi jeg ikke orker eller om det bevist er fordi jeg straffer mig selv.Jeg har tabt mig fra 87 kg til 80 kg på 4-5 uger.
Jeg har aldrig nogensinde før i mit liv oplevet at miste appetitten i så længe.Jeg har før i mit liv været svært deprimeret og halv psykotisk.Men har ikke mistet appetitten sådan særligt.ihvertfald ikke så jeg har tabt mig så meget.Og jeg har ikke sådan nægtet mig selv mad eller følt jeg sultede mig selv.Nu bor jeg jo også alene og så er det nemt at lade være med at spise.Før boede jeg jo hjemme og forældrene lavede maden.Og selv da jeg boede alene et andet sted og havde det skidt og lagde meget i sengen kunne jeg godt overkomme og spise mad men havde jo heller ikke mistet appetitten.Men var jo også dengang på Risperdal der er antipsykotisk medicin og det blev man jo sulten på.
  Nu tænker i nok at jeg da kan få mine bostøtter til at hjælpe mig.Men faktisk mener jeg at de har noget af skylden for at jeg har fået det skidt.For jeg begyndte jo at få det skidt fordi jeg havde for mange fag i skolen og da jeg først erkendte det efter det hele ramlede for mig var det en lettelse.Men jeg havde det på det tidspunkt så skidt at jeg måtte sygemelde mig.Det hele blev ikke bedre af at min bostøtte en dag sagde til mig:Jeg tror aldrig du vil kunne magte en videregående uddannelse når du ikke engang kan magte Vuc og får støtte i matematik og kemi.Når man går på en videregående uddannelse er det fuldtid og man kan ingen støtte få". Den bemærkning ramte mig som en spand kold vand i hovedet.Skal man stemples som psykisk syg? Skal man ikke tro på ordet recovery? Kan man ikke lære at blive bedre til at tackle livets udfordringer? I øvrigt vil jeg lige oplyse jer om at jeg begyndte på pædagoguddannelsen i 2006 men sprang fra efter 3 dage fordi der var 47 mennesker i min klasse og så mange mennesker i en klasse gav mig angst.Så var jeg på en hyttetur med min klasse i et par dage og jeg synes den var særdeles rædselsfuld.Der var nogle fra min klasse der optrådte særdeles dominerende og skabte sig helt vildt og om aftenen endte det hele i druk og høj larmende musik.Og man skulle være så social med vildt fremmede mennesker med alle mulige sociale selskabslege hvor man udstillede sig selv.Efter den tur tænkte jeg.Som pædagog skal du vist være meget social og jeg tænkte på de 3½  år sammen med de 47 mennesker i min klasse og jeg sprang fra.Der gik nogle dage og jeg var lidt ked af det men da jeg først indså at børn larmer og er vilde og rigtig mange børn gør mig stresset og det er ikke godt for min psyke.Jeg har arbejdet 2½ år i institution så ja jeg kender til det at passe børn.Men dengang havde jeg det også bedre.Så fik jeg tanken at jeg ville begynde på VUC for at færdiggøre min HF.Det virkede som en fornuftig plan og nu er jeg jo halvfærdig.Nå men tilbage til min bostøtte.Jeg synes hendes vurdering af mig er latterlig og jeg synes ikke hun har ret til at sidde og sige hvad jeg kan og ikke kan.Hun siger det nok i den bedste mening for at jeg skal undgå nederlag.Men i mine øjne er det største nederlag i verden ikke at prøve ting man har sat sig for og de drømme man har.Der er da mange andre ting i mit liv jeg har prøvet og som jeg måtte sande ikke var noget for mig som jeg måtte opgive men det har da ikke været noget nederlag.bare en erkendelse.F.eks kan jeg fortælle at jeg elsker ældre mennesker og at jeg godt kan lide at pleje dem og hjælpe dem.Men jeg kan ikke skifte en lorte ble på et ældre menneske eller pille lort ud af røven på dem hvis de har forstoppelse(undskyld sproget) Jeg får kvalme.Derfor opgav jeg at blive hjemmehjælper men har da både kørt i hjemmeplejen og arbejdet på plejehjem.Og psykisk har jeg det også svært med at arbejde med døende mennesker eller meget svært syge mennesker der ofte er på plejehjem.Da jeg kørte i hjemmeplejen var der ingen personlig hygiejne der skulle ordnes og jeg elskede arbejdet.Men har det været et nederlag at måtte indse at man ikke kunne blive hjemmehjælper pga det med den personlige hygiejne.Nej det synes jeg ikke.FOr jeg var dygtig mens jeg arbejdede der og de ældre mennesker elskede mig.Ældre mennesker holder meget af mig ligesom børn de gør.
 Nå men jeg vil ikke have at folk siger til mig hvad jeg ikke kan og hvad jeg kan og slet ikke min bostøtte der ikke kender mig nok til at udtale sig om det.Jeg har kun haft hende i ½ år og hun kender ikke hele mit liv og min fortid.
 Følte bare jeg blev stemplet som psykisk syg.Nå men altså jeg begyndte at ligge meget i sengen og jeg får jo kun bostøtte 2 gange i ugen.Jeg begyndte at fornemme at jeg godt kunne bruge lidt mere hjælp nu hvor jeg havde det skidt men det kan man jo ikke umiddelbart få for det skal bevilliges gennem kommunen og det tager sin tid.Når mine bostøtter var her var der ikke tid nok til både at snakke og ordne praktiske ting.Så var der en dag hvor min bostøtte slet ikke kom for hun havde en fridag men der kom ikke andre i stedet for hende.Det vil altså sige at jeg faktisk lå flere dage i sengen uden mad og drikke for allerede dengang var min appetit jo forsvundet.Jeg tror det var ugen efter en fredag at jeg ringede til min kæreste og sagde at jeg altså godt kunne bruge noget mere hjælp og mine bostøtter vidste jo godt at jeg var deprimeret men med 2½ times støtte om ugen er det svært at hjælpe folk.Og man kan jo ikke være der hele dagen og sørge for at folk får noget at spise når de ikke kan spise af dem selv.Min kæreste ringede til min bostøtte og sagde at jeg havde brug for mere hjælp.Hun affærdigede ham bare og sagde at jeg jo ikke var så god til at give udtryk for mine følelser. Hun skulle hen til mig den dag og da hun kom hen til mig var hun tydeligvis irriteret og sur og snakkede om at vi havde samarbejdsvanskeligheder.Jeg blev helt paf.Jeg synes faktisk ikke at jeg havde gjort hende noget.Min kæreste havde bare bedt hende om hjælp.Siden da er det bare gået ned ad bakke.Den anden kontaktperson jeg har har jeg haft besøg af og hende kan jeg ikke lide.Jeg har aldrig kunnet lide hende og har heller ikke haft hende til kontaktperson i ret længe.Jeg har bare tænkt at jeg nok må blive nød til at holde hende ud.Men hun har sådan en underlig måde at kommentere det jeg siger på og det irriterer mig grænseløs.Så en dag sagde den anden kontaktperson jeg har at grunden til at jeg havde fået det skidt var fordi jeg var kommet af med det antipsykotisk medicin.Okay tænkte jeg.Hun er risperdal-tilhænger.og jeg må indrømme at jeg ikke kan fordrage folk der sværger til antipsykotisk medicin.Jeg har fået at vide af min psykiater at jeg ikke skal have antipsykotisk medicin og ham stoler jeg på.Måske skal andre have antipsykotisk medicin men jeg mener det bliver brugt for meget og ofte i for store doser til folk.Nå men det er bare min mening.Så sagde jeg til hende at det ikke var derfor jeg var blevet syg og at jeg stolede på min psykiater.Og så kritiserede jeg psykiateren henne i værestedet der også har prøvet at prakke mere risperdal i mig dengang jeg var på det og nægte mig at komme til en psykolog selvom jeg udtrykkelig bad om at jeg gerne ville have terapi.Det fik jeg bare ikke.Nu blev min bostøtte hvis lettere fornærmet for psykiateren er jo en af hendes kollegaer og hun mener vist at værestedet hvor hun arbejder er et fantastisk sted og at de ihvertfald ikke gør noget forkert der.Men jeg er holdt op med at komme der fordi de ryger og det kan jeg ikke holde ud.
 Nå men så gik hun og så en dag kom begge mine bostøtter til et statusmøde med mig og jeg tænkte at nu ville jeg fortælle dem begge om hvad jeg følte med hensyn til alt det de havde sagt af ting i den seneste tid jeg var blevet ked af.Og nu måtte de da forstå at jeg skulle have noget mere hjælp fordi jeg også havde forsøgt at blive indlagt på psykiatrisk afdeling 2 gange men var blevet afvist.Jeg fortalte dem nøje hvor galt det stod til at jeg lå i sengen hele dagen og ikke kunne spise noget og havde tabt mig.Men der var ingen kommentar til det.Så spurgte de mig:Hvad vil du have vi skal hjælpe dig med? Jeg svarede indkøb og få lavet noget mad og at komme op af sengen.Jeg spurgte dem om de ikke kunne komme hen og få mig op af sengen men det svarede de nej til for de kørte først ud 8.45 og jeg sagde de skulle komme kl.8 hvis det var.Så sagde de at de kunne ringe til mig kl.8.Jeg sagde at det havde min mor også nogle gange gjort når jeg havde svært ved at stå op men at det ikke hjalp.Så sagde de bare:Nu er vi jo ikke din mor" Nej tænkte jeg men det var en ide der var dømt til at mislykkes for jeg ved godt med mig selv at har jeg svært ved at komme op om morgenen kan hverken vækkeur eller telefonopkald få mig ud af sengen.Nå men det nyttede jo ikke at diskutere med dem.Så jeg gik med på ideen og sagde at så kunne jeg jo også se om jeg magtede at komme i skole.Så blev min trælse kontaktperson rigtig sur for hun mente at mit eneste mål skulle være at komme ud af sengen og komme op og så kunne skolen vente.Så sagde jeg.Det er meget muligt du mener det men hvem skal hjælpe mig med alle de lektier jeg bliver bagefter i?Så sagde hun bare den samme sætning igen på en hård og fast dominerende måde og jeg sagde det samme igen og sådan diskuterede vi frem og tilbage mens den anden kontaktperson bare holdt sin kæft.Vi kom ingen vegne og jeg stoppede min argumentation men var blevet meget vred over hendes dikterende facon.Så sagde jeg at der var noget andet jeg ville snakke med dem om men det havde de ikke tid til for nu skulle de gå og der havde de været ved mig 1 time og jeg havde ikke fået støtte om mandagen.så faktisk manglede jeg 1½ times støtte den uge.Så gik de og jeg sad brændt inde med det jeg skulle have sagt om det de havde generet mig med.1 time går hurtigt når der er meget man skal sige.Næste uge begyndte og de ringede til mig kl.8 om morgenen.Første morgen hørte jeg ikke telefonen fordi den var på vibrator og jeg var faldet i dyb søvn fordi jeg havde fået noget godt sovemedicin.Jeg tog den derfor ikke men vågnede senere men de havde kun ringet til mig kl. 8.Næste dag slukkede jeg telefonen inden kl.8 fordi jeg ikke ønskede kontakt.Næste dag ringede de igen kl.8 og jeg tog den men da hun spurgte om jeg var kommet op løj jeg.Jeg lå jo stadig i sengen.Det var hende den trælse kontaktperson jeg ikke kan li og jeg tror faktisk ikke jeg turde sige sandheden fordi hun virkede så hård og dikterende den dag vi diskuterede.Jeg var bange for at hun ville blive gal eller diktere mig op.Resten af dagen blev jeg liggende i sengen og stod først op om aftenen.Næste dag Slukkede jeg igen min telefon og sov videre.Da jeg senere tændte den sms´ede min kontaktperson mig og sagde at hun ikke kunne få fat i mig.Jeg svarede ærligt at jeg ikke havde haft det godt og slukkede telefonen fordi jeg ikke ønskede kontakt.Så skrev jeg en lang appelerende sms til hende hvor jeg fortalte hende at jeg havde brug for mere hjælp og at jeg sultede mig selv enten for at straffe mig så jeg kunne dø eller pga min lave appetit.Jeg fortalte hende at jeg ikke kunne stå op om morgenen men lå i sengen hele dagen og at jeg ikke havde disciplin nok til at gå tidligt i seng om aftenen fordi det var der jeg havde det bedst og hvem ønsker at afbryde glæden?Det er ihvertfald svært.Jeg håbedet at sms´en ville få hendes øjne op.Så slukkede jeg telefonen og tvang mig selv i bad og tvang mig selv til at spise og kørte så ind på skolen og snakkede med en studievejleder og forklarede ham at jeg var syg og ikke rask endnu.Da jeg fortalte ham om mine psykiske sygdomme forstod han det ikke og snakkede bare om at jeg ikke kunne tåle at komme under pres og så fjernede vi 2 fag fra mit skema så jeg nu kun har 4.Han sagde at han synes jeg skulle begynde at gå i skole igen så jeg ikke kom op som selvstuderende.Jeg følte mig lidt presset men ville jo inderst inde også gerne så jeg tog til matematik.Mine medstuderende blev rigtig glade for at se mig og jeg fik knus af en og fandt ud af at jeg ikke var så langt bagefter.Jeg besluttede mig for at nu skulle jeg gå i skole hver eneste dag.Efter timen var jeg rigtig glad.Jeg havde været i skole en time og ikke lagt under dynen og det havde været en succes selvom jeg synes det var træls at min studievejleder ikke forstod at jeg faktisk ikke var rask.Jeg tog hen til min kæreste og var rigtig glad.Så tændte jeg telefonen og ventede at få en besked på min appel fra min kontaktperson.Der var også en besked hvor der stod: Hej Bente: Vores aftale var at vi i denne uge skulle ringe til dig hver dag kl.8 for at få dig ud af sengen.Hvad vil du have vi skal hjælpe dig med?KH........Så blev jeg ked af det og glæden forsvandt.Kunne de for fanden ikke forstå at jeg ikke kunne komme op ved deres telefonopkald fordi jeg nu havde vænnet mig til den forbandede seng i så mange uger og var afhængig af den som en narkoman efter stoffer.Desuden hvis jeg så endelig kunne stå op.Havde jeg ikke noget at stå op til.Hvis jeg ikke måtte tage i skole og bare skulle gå hjemme.Jeg duer ikke til at gå hjemme og det har jeg aldrig gjort.Jeg ved at de ville sige hvis de vidste at jeg havde været i skole at det var dumt for det var jeg for syg til.Den dag var ødelagt og jeg fik en trykken i hovedet som jeg ikke havde haft i mange år lige siden dengang jeg var svært deprimeret og halv psykotisk.Jeg tog hjem til min kærestes forældre og spiste aftensmad som i øvrigt var lækker mad men jeg kunne ikke spise ret meget og spiste uendeligt langsomt.Bagefter kørte jeg hjem til mig selv.Så ringede jeg til min psykiater.Ham kan man få fat i på næsten alle tider af døgnet og alle dage så flink er han at han tager sin telefon.Jeg sagde til ham hvordan det stod til.Han sagde at det var pga angst jeg blev liggende i sengen og at jeg skulle stå op og mærke angsten og finde ud af hvad der gjorde mig angst og møde den for ellers kunne vi ikke behandle den senere i terapi.Jeg sagde at jeg ikke spiste men han beroligede mig med at appetitten ville komme igen.Jeg sagde at jeg havde været i skole og han spurgte om jeg var parat til det.Jeg sagde at det vidste jeg ikke men at det havde været en god oplevelse.SÅ sagde han at hvis det var en god oplevelse skulle jeg tage derhen og så kunne jeg altid tage nogle sygedage indimellem.Jeg tænkte det duer ikke for ellers bliver jeg selvstuderende men jeg kunne mærke at han havde travlt og fik ikke sagt mere.
 Så kom vi til torsdag og jeg lå i min seng og bostøtten ringede og jeg tog den og igen løj jeg for jeg var ikke en skid oppe.Men jeg følte at de var imod mig nu og egentlig i bund og grund var ligeglade med mig så måske jeg ville få skældud hvis jeg sagde sandheden.SÅ lagde jeg mig ned bagefter og sov og vågnede ved at det ringede på døren.Det var mine forældre der kom med madvarer til mig.De havde handlet ind.Jeg blev glad for at de kom og så fortalte jeg dem at jeg var utilfreds med mine bostøtter.Min far tog straks derhen og klagede og sagde at de skulle komme kl.8 og få mig ud af sengen.Så sagde de at det kunne de godt og det havde de jo sagt nej til overfor mig.Min far sagde at der var meget personale derhenne.Jeg kom ikke i skole den dag men formåede at blive oppe.Så fik jeg en sms fra min kontaktperson hvornår hun ville komme fredag.Altså den fredag jeg begynder med foroven som var i går.Jeg regnede med at hun ville komme ved middagstid som hun plejede men nu havde hun lige pludselig rykket det til halv ti.Jeg sagde at jeg ikke kunne der for jeg skulle i skole hvis jeg kunne klare det og spurgte om hun ikke kunne komme senere.Men det kunne hun ikke.Tak for det tænkte jeg.De har aldrig nogensinde kunnet bytte med en bruger og der er da nok mange der sidder hjemme og ikke laver noget de godt kunne bytte med hvis de ville.Og jeg var da fleksibel for min kontaktperson en dag hvor hun spurgte mig om jeg ikke kunne komme før til aftalen.Ja og nu sidder jeg oppe natten til lørdag og kan ikke sove.Gik ellers i seng ved midnatstid men har ikke kunnet falde i søvn.Jeg har trykken i hovedet igen.Har igen faktisk ikke spist noget hele dagen på nær en pære og noget youghurt,Jeg har grædt overfor min kæreste og nu er vi derude hvor vi vil sætte os ned og skrive en klage til min bostøtte og lederen af værestedet.De sidste mange uger har været så kaotiske og så ensomme.Til trods for at jeg bor 100m fra værestedet og de sikkert har vidst at jeg lå i sengen og ikke fik noget at spise er der ingen af de ansatte derhenne fra der har været og se til mig.Og de praler ellers sådan med at de har fået flere brugere til værestedet men jeg føler servicen er blevet ringere.For der er jo ikke flere ansat.Jeg ved at de altid har en elev derhenne og hun laver ikke så meget andet end at sidde sammen med de syge ved bordet og ryge.Hvorfor sender de ikke hende hen og ser til mig.Jeg føler at jeg er blevet forsømt og stemplet og bare betragtet som en vanskelig person.Jeg føler de har ignoreret mine behov og stemningen ved det statusmøde var egentlig lidt trykket og kold.De har kun ringet en gang til mig hver morgen og ikke i løbet af dagen.og jeg har altså også haft min mobil tændt.Mine forældre ringede til værestedet en aften og sagde at jeg havde det skidt.Den ansatte der var på vagt var alene og kunne ikke forlade værestedet.Men kunne hun ikke lige have ringet til mig og tage en snak med mig?Mine forældre har også ringet til værestedet om dagen men der er det altid brugerne der tager telefonen og nogle af dem er så syge at hvis de ikke kan finde en personale så kan de ikke finde ud af at tage imod en besked.Og det har mine forældre prøvet flere gange.Jeg er træt af det værested der profilerer til udadtil at have check på tingene.Engang var jeg utilfreds med en anden kontaktperson jeg havde der også havde ladet sine frustrationer over problemer med kommunen gå ud over mig.Jeg gik til lederen og klagede over hende men hun beklagede bare hændelsen og holdt tydeligvis hånden over den ansatte.Det er den eneste gang i de 2 år jeg har været tilknyttet værestedet at jeg har klaget over noget.Jeg har haft 6 kontaktpersoner i de 2 år og 3 af dem har jeg været glade for.Der har ikke været noget at klage over ved dem og jeg har haft god kemi med dem og vi har samarbejdet godt.Sidste sommer fik jeg en kontaktperson der blev min absolutte favorit.Hun var ikke uddannet til at arbejde med mennesker men havde haft en blomsterforretning og var uddanet blomsterdekoratør og nu havde hun så fået det her job i værestedet imens hun læste til socialrådgiver og var desuden alenemor til to børn på 8 og 13 år.Jeg kom til at holde rigtig meget af hende.Hun var en ildsjæl og brændte for at arbejde med mennesker kunne man mærke.Hun var altid positiv og havde gode løsninger på alt.Hun roste en og fik banket mit selvværd op hvis jeg var lidt nede.Når man kom i værestedet og hun var der var hun også sprudlende og spurgte ivrigt til hvordan min dag havde været i skolen.I februar i år tog jeg til Australien med min kæreste i 3 uger og da jeg kom hjem fik jeg at vide at hun var blevet fyret uden hun selv havde vidst hvorfor.Det var kommet som en chok for hende.Jeg nåede ikke at sige farvel til hende.Jeg tænker af og til på hende når jeg er trist og jeg kan huske hende for det varme væsen hun var og hendes smil og positive humør.Det var ligesom om hun var død da hun ikke kom her mere.Og jeg havde kun haft hende til kontaktperson i 7 måneder.Det er sjældent jeg får sådanne forhold til mine kontaktpersoner.Faktisk har jeg aldrig haft det sådan til en kontaktperson men til en psykiater for 10 år siden.og hende nåede jeg da at have i 1½ år.Alle de ansatte der arbejder henne i cafeen nu med deres uddannelser til social og sundhedsassistenter og sygeplejersker og pædagoger og hvad der ellers er.Ikke engang halvdelen af dem duer til at arbejde med mennesker.Jeg har mødt næsten alle ud af de 25 der arbejder der og har snakket med dem og hørt deres holdninger til forskellige ting.Jeg vil sige at mindst 10 af dem kunne man godt sortere fra.Jeg har en veludviklet intuition for mennesker.og tager sjældent fejl.Når man har været i det psykiatriske system i 10 år lærer man hurtig at spotte de dygtige og de talentløse.Kunsten at arbejde med mennesker er en evne du har i dig.Ikke noget du kan uddanne dig til er min mening og erfaring.

 Knus fra Bente

australien rejse erindringer. kærlighed kæreste parforhold venskab angst erindringer deprimeret sag tid. veninder underlivssmerter bagning

03-11-2007 - 05:39:
Syg.Nogle gode råd til mig?