05-09-2006 - 12:02
Skrevet af byggeplads
Så er der spændende nyt om Mingler:
JP/Politikens Hus er blevet medejer af Mingler A/S. Fremover vil Mingler således være ejet 50% af JP/Politikens Hus. I forbindelse med overtagelsen skyder JP/Politiken kapital ind i Mingler A/S. Midlerne skal bruges til de kommende års udvikling af Mingler, markedsføring og løn til Minglers team. Efter 20 måneder uden løn er det sidste efterhånden tiltrængt ;-)
Vi har i et stykke tid tænkt på at finde en samarbejdspartner, som både kunne sikre det økonomiske fundament for vores ambitiøse udviklingsplaner og som samtidig kunne tilføre selskabet faglig og professionel sparring.
Med JP/Politiken har vi fundet den perfekte partner. Derfor var det en nem beslutning for os at sige ja tak til et tilbud om at gå sammen om at udvikle Nordens førende online sociale netværk.
Minglers navn, logo og koncept forbliver uændret, og det vil naturligvis stadig være gratis at være medlem. Der bliver således ikke tale om nogen synlige forandringer på sitet.
Dog vil én ting blive forbedret: Mingler får et mere professionelt annoncesalg med færre men bedre annoncer. Det vil medføre, at vi de kommende måneder fjerner en del unødvendige annoncer – herunder alle Google-annoncer. Vi har i dag allerede fjernet annoncen, som var integreret i profilteksten på profilforsiderne. Flere forsvinder den kommende tid.
Du vil også opleve, at vi kommer til at kunne udvikle nye funktioner hurtigere, da vi nu har fået et økonomisk råderum, der gør det muligt at opbygge en lille udviklingsafdeling med tre fastansatte. Målet er at skabe en endnu bedre oplevelse på Mingler.
Nyheden bliver givet videre til pressen om nogle timer. Men det var vigtigt for os, at du hører denne nyhed fra Mingler og ikke gennem andre medier.
Jeg har oprettet
en ny gruppe, hvor du i den kommende uge kan diskutere denne spændende udvikling. Jeg vil forsøge at opholde mig i gruppen en stor del af tiden, så alle kan få svar på deres spørgsmål.
04-09-2006 - 00:59
Skrevet af byggeplads
Vi var vist flere der fik kaffen galt i halsen her til aften, da TV-Avisen på DR1 kl 21 valgte at bringe Minglers logo i et kort glimt i forbindelse med historien om Arto og børnelokkerne. Det skete samtidig med at man viste 10-15 andre logoer fra danske communities.
For en god ordens skyld skal jeg lige understrege, at Mingler heldigvis ikke har noget at gøre med den historie ;-)