Det er så her jeg påtænker at placere tanker om stort og småt, om hverdag og fest, om verden og livet. Hvor er det da herligt. Ingen ved hvem jeg er, ingen kender mig....så jeg kan skrive lige hvad jeg vil ;-)
11-06-2008 - 04:44
Skrevet af esoterisk
Svigermor havde fødselsdag i går!
Det skulle fejres og hun havde inviteret hele familien ud at spise, så vi kunne hygge os sammen. Mine forventninger var egentligt helt neutrale og jeg havde slet ikke gjort mig nogen forventninger om seancen, før vi mødte op. Et lille minus på forhånd var en nagende, snigende hovedpine, som startede allerede på arbejdet om formiddagen og varede ved hele eftermiddagen. "Nå pyt, 2 Panodiler burde kunne klare det" tænkte jeg og så afsted mod restauranten. Hovedpinen klarede op på vejen derhen.
Selvom klokken kun var 17.30 var der rimeligt godt fyldt op i restauranten. Masser af baggrundsstøj i baggrunden....masser af larm ved vores bord; Udover svigerforældrene, jeg selv og min kæreste, deltog også min svoger, hans kæreste og 3 børn hvoraf de 2 ældste er hans og så det lille nye fælles snart 2-årige vidunderbarn, der ALTID har alles øjne rettet mod sig og som man allerede nu kan begynde at frygte for, om hun nogensinde vil kunne sidde stille i bare 1 minut ;-) Konstant bliver hun svinget rundt i luften, prikket til, drillet, nusset, krammet....kort sagt en afhængigheds-skabende opmærksomhed, der i høj grad medvirker til at forstærke hendes opfattelse af verden med sig selv som det helt store centrum. Hun er ganske sød og bedårende, men jeg orker ganske enkelt ikke udelukkende at hengive mig til at falde i svime over barnet hele tiden og smile så stift til hende at jeg får helt ondt i kinderne til sidst. Da der er voksne til stede, burde det også kunne lade sig gøre at tale sammen om andet end hende, ikke?!
Seneste nye ”trick” som de 2 storebrødre har lært hende er slåskampe for sjov, hvilket så har den effekt at hun slår for at komme i kontakt med én. Det vil jeg da ikke have! Men hvor er det svært at sige noget til det med hele svigerfamiliens øjne rettet mod sig (for alles øjne følger jo barnet!). Min instinktive reaktion var at sige ”Nej, Det vil jeg ikke have” og så vise hende at man kunne ae ens kind i stedet for at slå. Et slet skjult gisp breder sig rundt om bordet....sagde hun dog barnet imod???
Nå, det var et sidespor, det nager mig og jeg irriteres over det stort set hver gang svigerfamilien er samlet. Endnu et irritationsmoment er mine svigerforældres konstante hakken på hinanden: ”Du gjorde...., Du sagde.....Du kan aldrig....Du er altid......Tsk tsk tsk....osv”. Aldrig et kærligt ord eller bare den mindste smule positiv omtale af eller til hinanden. Det er som om al den negativitet dræner al positiv energi fra alt levende (eller måske bare fra mig?!) indenfor en radius af 10 meter; det er SÅ trættende at høre på!.
Hovedpinen vender tilbage med fornyet kraft. Jeg bliver tavs, orker egentligt ikke rigtigt deltage i nogle af de korte samtaler med omdrejningspunkter såsom fx: Bedårende-Barn-Laver-Sjovt-Ansigt, som vi alle skal grine af, så jeg koncentrerer mig om at spise, hvilket jeg gør i en sådan grad at jeg så oveni får en voldsom kvalme....Jeg spiste virkeligt meget; maden var fantastisk.....men jeg overdrev måske en smule og spiste lige op til kanten af mavesækken....så jeg måtte forlade selskabet og gå ud og kaste op! Adrk, rimeligt klamt, men sikkert nødvendigt, for jeg var bogstaveligt talt ved at revne af al den mad ;-)
Men da jeg så kommer tilbage til bordet får jeg det da virkeligt dårligt. Fysisk har jeg det som om mit hoved er pakket ind i vat, jeg bliver helt fjern og har svært ved at koncentrere mig om, hvad der foregår ved bordet (der er bare SÅ meget larm overalt nu!). Jeg bliver med et totalt udmattet og træt og har bare mest lyst til at lægge mig ind over bordet og sove (hvilket selvfølgelig ville være ekstremt uhøfligt, så det lader jeg være med!).
Jeg vil bare gerne hjem! Jeg gider virkeligt ikke at være der mere!....Men jeg bliver siddende med stenansigt og lukker mere og mere af for omgivelserne. Så sætter bekymringerne ind og jeg begynder at tænke på, om jeg er ved at blive rigtig syg eller om det bare er noget psykosomatisk ”pjat”?
Jeg begynder nok også at skælde lidt ud på mig selv indvendigt over, at jeg da ikke lige kan mande mig op og tage en maske på så længe det varer, bare indtil seancen er ovre. Og så bliver jeg skræmt over at jeg slet ikke kan mærke nogen positivitet i mig selv og frygter selvfølgelig straks at jeg måske igen er ved at nærme mig stressgrænsen eller være endnu; få et angstanfald? Utallige bekymringer i alle retninger, mens jeg sidder der ved bordet......Får det da aldrig ende? Jeg bliver mere og mere træt....
2½ time senere er jeg hjemme. Jeg smider mig på sofaen og går ud som et lys efter bare 3 minutter. Vågner alt for tidligt og undrer mig nu over hvad det egentligt var der skete?
Hvad tror du? Hypokondri eller sviger-familieallergi? Eller bare helt almindelig feminin overanalysering? Jeg modtager meget gerne tolkninger af ovenstående som hjælp til forhåbentligt fremtidig undgåelse og/eller nutidig beroligelse ;-)
 Tags: fødselsdag, negativitet, hypokondri, positivitet, hovedpine, stress, svigerfamilie
11-06-2008 - 06:10
Skrevet af dragonmama
Godmorgen esoterisk...
Jeg smilte lidt, da jeg læste din blog! Ikke af dig, men af mine egne minder :o).
Jeg tror bestemt ikke det er et nyt angstanfald, men snarere at du slet ikke var oppe på dupperne til en fest! Hovedpinen nagede lidt og underbevidst nok også lidt angsten/irritationen for festen i forhold til det lille "englebarn", svigerforældrenes hakken på hinanden og al larmen!
Jeg synes det var flot at du holdt facaden!!! Man skal vælge sine slåskampe med omhu, og denne "kamp" vil du ikke få noget som helst ud af at vinde.
Jeg tror så godt at du må vise dine meninger i forhold til barnet og ikke "køre med toget" i det forhold. Det er jo helt ude i tovene den måde de er over for hende! Nu mens hun er 2 år er hun jo åh så sød, MEN når en 6-årig kommer og slår én for opmærksomhed, så får hun jo at vide "DET må du så sandelig ikke, man slår ikke!!!". Og det er sgu synd og samtidig med har de selv lært hende det. Så hvis jeg var dig ville jeg klart sige fra over for barnet, men uden at prøve på at belære de andre, bare så du selv viser karakter.
Go' dag til dig...
Dragon_Mama
Hypokondri eller svigerfamilie-allergi?
11-06-2008 - 10:12
Skrevet af zatlas
Er overbevist om svigerfamilie allergi burde være en legal sygemeldnings grund!!
I min svigerfamilie er det enda mig/os der er ene indehavere af de små vidundere som alles øjne er rettet imod. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at snakke sammen som voksne hvis de er inden for hørevide. Nu ved jeg jo godt de er hamrende vidunderlige, men jeg ved også er de blvie bare en smule voerkørte efter et par timer som centrum, gerne supleret med et par kilo sukker og når de bliver det er det pludselig mig ( ikke os) der slet ikke har opdraget dem til at være sammen med voksne uden at kravle op og ned af væggene.
Så jeg kan vælge imellem at være den onde hele dagen og f.eks sende dem ud og lege inden aftensmad, frem for foran tv`et ved endnu en ny dvd film med slik, jeps, jeg er verdens ondeste mor. Eller være den udulige der ikke kan opdrage børn. Af hensyn til mine unger vælger jeg første nævnte, med den bonus jeg så også slipper væk ind imellem :-)
Og jo, der er en mand/far inde i billedet, men han mister evnen til at handle som far når hans mor er på samme matrikel.
Nu har jeg samme svigerfamilie på 11 år og har haft en mindre åbenbaring det sidste års tid, jeg kan ikke ændre hverken dem, eller hvordan min mand er sammen med dem, kun hvordan jeg jeg reagere på at være sammen med dem, djeligt åbenlyst, men jeg er ikke lige så kvik på det punkt ;-)
Uanset hvad vil jeg gøre et eller andet forkert, så kan ligeså godt bare gøre det jeg trives bedst med og så nyde de gange hvor det går gnidningsfrit, for det sker............ en gang imellem.
Du holdte ud, uden at gå på kompromi med dig selv og lade dig være boksepude for en 2 årig.
Alternetivt må du tage rygning op, så du har en undskylning for at gå ud for dig selv hver ½ time?? ;-p
Ann
Hypokondri eller svigerfamilie-allergi?
13-06-2008 - 01:01
Skrevet af esoterisk
Hej Dragonmama og Zatlas
Tusind tak for jeres kommentarer!
Dragonmama: Det du skrev, var lige hvad der skulle til for at berolige mig: ”Nåeh ja, jeg var da selvfølgelig bare ikke lige på dupperne den dag! Jeg er sikkert helt normal” ;-) Tak for det!
Zatlas: Rygning dyrker jeg allerede og jeg smuttede da også ivrigt udenfor restauranten flere gange for at stå i blæsten og nyde røgen ;-) Jeg er langsomt ved at vænne mig til tanken om at jeg ikke kan ændre på min svigerfamilie.....men for hulen da, hvor er det svært – øvelse gør forhåbentligt mester!!!
Hypokondri eller svigerfamilie-allergi?
10-08-2009 - 19:11
Skrevet af sveskinden
Det lyder lidt som stress og så tror jeg også på at vi kvinder kan få det fysisk dårligt ved at tænke negative tanker..
Jeg kan i hvertfald sagtens fremprovokere en lille sygdom eller visse symptomer, ved at tænke på det.. Det er noget underlgt noget. Hvis det dog bare også gik den anden vej. At man kunne få det fysisk godt, ved bare at tænke positivt.. Der skal nu lidt mere til.. Øv. I øvrigt god og hjælpende blog du har skrevet. Tak for det.
01-04-2008 - 22:23
Skrevet af esoterisk
på mit nye job!
Tasken er pakket, tøjet er lagt frem, jeg har endeligt været oppe på min gamle arbejdsplads og har fået sagt ordentligt farvel til mine kolleger......Såååå nu kan jeg vist ikke gøre mere for at blive klar til i morgen.
Jeg er spændt på at starte, ikke særligt nervøs endnu, men kan da godt mærke en enkelt flaksende sommerfugl i maven ;-)
Jeg har nu været sygemeldt i 2 mdr. pga. arbejdsrelateret stress og en depression som følge deraf, så jeg er ret langt nede i gear efterhånden, men så længe jeg bare tager 1 skridt af gangen falder jeg vel ikke så nemt?
Da der ikke var udsigt til realistiske forbedringer eller ændringer af arbejdsforholdene på min gamle arbejdsplads, valgte jeg efter mange alvorlige overvejelser at sige jobbet op. Det der gjorde at jeg turde tage den endelige beslutning var primært at jeg blev kontaktet af en anden afdeling, der var meget interesserede i at få mig som medarbejder og som opfordrede mig til at søge en nyopslået stilling hos dem.....og jeg fik det sgi!
Det bliver en stor udfordring for mig ikke at falde i de samme fælder på ny, som jeg gjorde i mit nu afsluttede job. Jeg påtog mig ansvaret for opgaver og problemer som jeg egentligt ikke skulle bekymre mig om, men som nærmere hørte til på ledelsesplan. Jeg havde et krav til mig selv om at jeg SKULLE være færdig med ALT hver dag - ingen bunker måtte ligge til næste dag. Jeg arbejdede over og over og over for at nå de mange opgaver, der i virkeligheden var normeret til mere en 1 persons arbejde. For mig var/er det ikke nok kun at yde 100%.......og så kom stressen pludseligt på banen og ændrede alt.
Men i morgen er det den første dag på mit nye job, nye muligheder...... Nu bliver livet bedre ;-)
Tags: jobskifte, stress, forandringer, arbejde
01-04-2008 - 22:29
Skrevet af udmeldt
Hej Esoterisk
Pøj pøj med det nye job, det skal nå gå alt sammen.
Jeg har også været i en situation med kun arbejde og gjorde det samme som dig.
Mange hilsener fra halvkraft
28-03-2008 - 01:01
Tags: venskab, positivitet, humor
27-03-2008 - 13:02
Skrevet af esoterisk
Det menneske, der beskrives i det følgende i denne fortælling vil konsekvent blive omtalt som ”svinet” – det er ikke ment som en fornærmelse mod det elskelige dyr grisen, men er det navn jeg om mine søstre bruger om ham. I dag ville han jo nok blive kaldt en pædofil?! Jeg drømte mig en foruroligende drøm i nat.....Jeg drømte om det svin min mor af for mig ukendte årsager valgte at forlade min far for, da jeg var 12 år gammel. Jeg selv og mine 2 lillesøstre flyttede med og svinet boede i samme hus som os i de efterfølgende 10 år. I drømmen er jeg pludseligt tilbage i vores hus. Svinet er der også og jeg forstår ikke hvorfor han har fået lov til at flytte ind igen. Svinet tager mig med ind i soveværelset og omfavner mig ”Kom nu her” siger han ”Det er helt i orden”. Jeg kan mærke min egen væmmelse og kvalme. Samtidigt føles det som om jeg bliver omklamret af en blækspruttes arme og jeg kan ikke røre mig. Jeg vrider mig løs og skriger ”NEJ! NEJ, aldrig mere” og så skyder jeg svinet med et gevær (Hvor kom det lige fra?) Jeg skyder svinet 3 gange og mærker glæden over at han er død. En stor lettelse! Men så kommer jeg i tanke om at jeg jo ikke vil i fængsel, selvom jeg har begået en forbrydelse, så jeg forsøger at ringe 112 på min mobil (Mobiler fandtes vist slet ikke dengang). Jeg forsøger adskillige gange, men kan ikke ramme de rigtige tal 119, 221, 102 osv. Selvom jeg kan se tallene på telefonen, så kan jeg ikke ramme dem og ringe op. I mellemtiden er der gået så lang tid at svinet er kommet til live igen – han var ellers død! ”Hvordan kan jeg så stoppe det?” tænker jeg og er dybt skuffet over at der pludseligt står folk rundt om ham og hjælper ham op. Skuffelse, men alligevel også en smule glæde over at jeg i det mindste slog ham ihjel 1 gang...... Det er ellers længe siden at jeg har givet plads til svinet i mine tanker og det føles klamt at blive mindet om ham i mine drømme! Så vidt jeg husker foregik der aldrig noget fuldbyrdet. Min hukommelse spiller mig ind imellem et puds, for jeg har heldigvis fortrængt en hel del detaljer. Jeg husker dog tydeligt at vågne op ved berøringen af mine bryster eller med åben natskjorte, at han i en fuldblods brandert direkte foreslog mig at jeg skulle have sex med ham, at han altid tilfældigvis skulle ud på badeværelset (nøgen), når jeg eller mine søstre var i bad. Det var et meget lille badeværelse og svinet var temmelig overvægtig. Det var SÅ klamt at man så ikke kunne undgå at komme til at røre ved ham, når man forsøgte at smyge sig ud af helvedet. De lumre kommentarer, dén måde almindelig tale blev seksualiseret – jeg kunne slet ikke holde ud at befinde mig i samme rum som svinet, men det var jo svært at undgå altid. Jeg kunne fysisk mærke at han hvis han befandt sig i samme rum som mig, selvom det var flere meter væk. Jeg blev indelukket, selvdestruktiv og begyndte at skære i mig selv. Det første selvmordsforsøg som 15-årig, der jo mest af alt var et råb om hjælp.....Men jeg fik ingen hjælp. Tværtimod! Det svin har forårsaget så mange traumer hos mig. Netop som min krop begyndte at udvikle sig, et barn der langsomt begynder at forvandle sig til en voksen og så splintredes hele min verden fordi det svin ikke kunne kontrollere sin egen seksualitet! Jeg er sgu glad for at jeg skød svinet!
Tags: ondskab, traumer, drøm
27-03-2008 - 03:57
Skrevet af esoterisk
På trods af tidligere blogs fra sidste år hvori jeg nævner et forestående brud mellem mig og min kæreste, så er vi alligevel sammen endnu. Jeg vil jo ikke bare sådan give op......men boy oh boy, hvor kan det da være svært at få sådan et parforhold til at hænge sammen! Problemerne er ikke løst, men ignoreres bare i længere perioder ad gangen.
Kommunikationen mellem os er bare SÅ dårlig i tiden.....det har den været længe, men det er alligevel blevet værre end nogensinde før. Det gør det jo så heller ikke bedre at jeg i 2 mdr. har været sygemeldt pga. arbejdsrelateret stress og en deraf udløst depression. I de seneste dage vil jeg tro at vi sammenlagt har talt sammen i højest 5 minutter pr. dag; Vi siger måske lige et par korte kommentarer til hinanden når han kommer hjem fra arbejde og så er der ellers tavshed resten af aftenen, hvor den ene af os ser tv i stuen, mens den anden sidder ved pc'en - og så skifter vi rum ind imellem........Det er som om vi er totalt fremmede for hinanden!
Det er faktisk sådan at jeg slet ikke "tør" eller har lyst til at sige noget til ham af frygt for at blive afvist - og i min tilstand skal der så ubeskriveligt lidt til før jeg føler mig afvist. Så hellere beholde alle de forvirrende tanker inde i mit eget hoved!
Til hans forsvar skal det lige nævnes, at det sikkert ikke er særligt nemt at leve sammen med mig lige nu og han har været meget tålmodig, men jeg mangler bare et lille bitte tegn på seriøs interesse i stedet for lettelse over at det endnu en dag er lykkedes ham at smyge sig udenom at tale med mig, for Oh ve og skræk, tænk nu hvis talen faldt på noget med følelser?! Jeg kan nærmest se skrækken i hans øjne, hvis jeg begynder at tale om mine følelser og endnu værre bliver det da hvis jeg ikke hurtigt holder op igen ;-) Det gør jeg jo så som regel så snart jeg kan mærke den manglende interesse (i form af afbrydelser og pludselige emneskift: "Har du tjekket om der kommer nogle gode film i aften?" lige midt i at jeg fortæller om et eventuelt angstanfald eller bare noget jeg har oplevet i løbet af dagen).
Jeg gør mig SÅ mange spekulationer omkring hvornår man (læs: Jeg) skal tage beslutningen om enten at vælge dette parforhold fuldt ud eller starte et nyt liv uden ham. Det er bare så svært og så forvirrende, for er mine bekymringer i virkeligheden reelle eller fremkaldt/forårsaget af min nuværende tilstand? Jeg kan godt se det fornuftige i at jeg venter med at tage nogen drastiske beslutninger indtil jeg er blevet lidt mere mig selv igen....
Jeg mangler svar på så mange ting.......En knudemand med en deprimeret kæreste.....Det er nu altså hårde odds ;-)
Jeg er for træt til at skrive mere.......
Tags: knudemand, kommunikation, bekymringer, depression, følelser, parforhold
27-03-2008 - 07:16
Skrevet af dragonmama
Puha det er en svær situation, du er kommet i! Dette at skulle skille tingene fra hinanden. Hvad er skidt og hvad er kanel? Jeg tror det er yderst vigtigt, at du finder en måde, hvorpå du kan få din knudemand til virkelig at lytte! Min afdøde mand var bestemt også en knudemand, og hvis jeg indimellem tog nogle ting op, som virkelig gik mig på, så kunne jeg se i hans øjne at han ligesom "forsvandt". Og tog jeg det så op nogle uger senere, så havde jeg da aldrig sagt sådan, det kunne han da ikke huske!!! Og "mente du virkelig det"... Så det er bare SÅ vigtigt, at du finder en måde hvorpå du virkelig får ham til at lytte!!! Evt. en mægler, én der kan sætte sig imellem jer og hjælpe med kommunikationen!
Jeg ved nu - efter at min mand er død - at han var en utrolig god mand! Elskelig, ansvarlig, glad og elskede sin familie over alt på jorden! Så jeg fortryder virkelig, at jeg ikke fik ham til at lytte for alvor!!! Var han ikke død, var vi på et tidspunkt blevet skilt! Og set i bakspejlet ville det have været forfærdeligt... også fordi vi stort set lige fra dag 1 virkelig har elsket hinanden på trods af fejl og mangler på begge sider.
Så kan du på nogen måder - på et tidspunkt du finder ok - få ham til at sætte sig ned og virkelig virkelig LYTTE, så har jeres forhold måske en chance...
Knus og tanker
Dragon_Mama
Følelsesnak med en knudemand...
27-03-2008 - 12:44
Skrevet af udmeldt
Har du prøvet, at lade din kæreste læse dine blogs?
Selvom det lyder upersonligt og fremmedgjort i et tæt forhold, kan løsningen måske være, at du skriver, de tanker og følelser du tumler med. Han kan så give sig tid til i ro og mag at svare dig, skrive sine tanker og følelser ned.
Kærlig hilsen
Annette
25-03-2008 - 03:11
Skrevet af esoterisk
Utroligt så meget lort livet kan byde på ind imellem!!! I en lind strøm flyder angst, stress, desillusioner, sorg uden årsag og vrede rundt indeni mig......
Aj, jeg ved det godt; Lykken findes også.....Jeg husker jo med glæde de små særlige øjeblikke, hvor jeg har tænkt "Dét her øjeblik, lige netop denne følelse skal jeg huske" og så gemmer jeg det indeni til mørkere tider, hvor en lille lykke-dosis vil gøre underværker.
Nu er det de mørkere tider og på trods af medicinering, terapi og kompetent lægehjælp så kan det kun gå for langsomt med at finde lyset og vejen til de små glædelige øjeblikke frem igen! For de forsvinder jo! Alle de små gode og lykkelige sekvenser af livet, som jeg havde gemt væk til tider som denne er pist væk, forsvundet fra mit indre.....Jeg synker bare længere og længere ned i apatien og håbløsheden. I perioder overmandes jeg endda uundgåeligt af den mest nedværdigende selvmedlidenhed. Det gør så ubeskriveligt ondt lige der hvor sjælen befinder sig..... Det ER sgu da også uretfærdigt at jeg kun kan mærke den, når det gør ondt - måske er min sjæl allergisk overfor lykken?
.....Og det er så svært at forklare mine omgivelser hvor uudholdelig denne tilstand er! Jeg længes efter den evige hvile, men håber stadigt på at jeg snart vil kunne føle lykken igen!
Depression - dit navn er helvede!
Tags: livet, helvede, depression
25-03-2008 - 04:05
Skrevet af udmeldt
Her gik jeg ellers og troede at det var når det gjorde ondt, man ikke kunne mærke sjælen...
;-)
27-01-2008 - 00:48
Skrevet af esoterisk
Så er den her igen; min allerværste og mest ødelæggende indre fjende: Angsten. Ovenpå en særdeles følelsesladet (og -skadet) måned i parforholdet samt 4 ekstremt krævende og stressfyldte måneder på jobbet er angsten nu vendt godt og grundigt tilbage....Tænk, jeg havde faktisk glemt alt om den, nu er det gået så godt i så lang tid, så jeg troede jeg var sluppet af med bæstet for altid! Konstant hjertebanken, som om en meget stor hånd holder hele min brystkasse i et jerngreb, mens den klemmer livet og lykken ud af mig. Har svært ved at trække vejret, jeg er bange, men beroliger mig selv med at jeg jo selvfølgelig ikke er ved at dø lige her og nu - jeg er jo for ung til hjertestop ;-) Men hvor det dog brænder og snører sig sammen indeni!!! Det allerværste er næsten at jeg ikke får noget svar, når jeg spørger: Hvorfor? Hvad er det jeg er bange for? Er der overhovedet noget at være bange for? Hvad er det jeg skal ændre for at få det bedre? Jeg lytter.....og mærker efter................................................................Nej,der kommer simpelthen ikke nogen respons på nogen af mine mange spørgsmål indefra! Jeg er desperat for at finde en løsning....Er endda begyndt at overveje noget så irrationelt som hypnose.... Jeg må have noget hjælp...Men argh! Jeg har så svært ved at acceptere at skulle se mig selv som en person, der ikke kan klare mine problemer selv!!! ........................................................................................................................... HJÆLP!
Tags: angst, indre fjende, angstanfald
27-01-2008 - 06:27
Skrevet af udmeldt
Hej
Ja det er træls når det er sådan
Kender det godt.
mona
Den forbandede angst
27-01-2008 - 07:39
Skrevet af udmeldt
Det er ikke en skam at have angst, det er en skam ikke at gøre noget ved det..
Hvorfor ikke tage imod hjælp, var det et brækket ben, ville du så ikke opsøge lægen/hospitalet.
Skynd dig at tage imod den hjælp der er- du skal da ikke gå og ødelægge dine dage mere end nødvendigt......(-.
Jeg ønsker dig god bedring- og skynd dig så at få en aftale med en prof. behandler, så du kan blive lettet, glad og uden angst mere. Livet er for kort til, at gå med den energi-dræber...!
De bedste hilsener
Niske
Den forbandede angst
27-01-2008 - 09:56
Skrevet af udmeldt
Hejsa....jeg har sendt dig en mail.
Susan
Den forbandede angst
15-02-2008 - 14:35
Skrevet af udmeldt
Hej Esoterisk jeg kender det med angst den kommer snigende hver dag og jeg er ved at gå ud af mit gode skind, der er en pause når jeg sover, men jeg er begyndt at skrive ned hvad der sker og hvad jeg tænker når angsten er der det hjælper nogle gange. Det værste er når det er så vidt at jeg ikke kan styre den. Jeg prøver også at foretage mig noget, bage, gå ture, men jeg flygter fra den konstant, jeg kan simpelthen ikke have den. Hvis jeg er heldig er nogle af mine bekendtskaber flinke til at lytte når jeg snakker om den. Jeg føeler mig hårdt ramt men der må da være andre der har det ligesom mig.
Den forbandede angst
13-07-2008 - 19:07
Skrevet af bema-linda
Ved ik', om hypnose er irrationelt... Det synes jeg i hvert fald ik' - og slet ikke, hvis det virker for dig... vil bare være træls, hvis man ofrer pengene på noget, der ikke virker, men så har man da i hvert fald prøvet det.
Ps. Jeg har hørt dårlige rygter om Jean Felix i Århus, om at det ikke rigtigt virker, og jeg prøvede det hos ham i sidste uge - selvom jeg tror, jeg har sværere ved at komme i hypnose end en del andre, så var der ikke noget med visualisering eller noget hos ham, og det varede kun ca. 10-15 min. (altså selve hypnosen), hvor det varer flere kvarter hos en del andre... så lad være med at give op, hvis den første hypnotisør ikke virker ;) - hvis du vælger at prøve det :) Har hørt mange gode resultater fra forskellige folk, så synes da, det ville være et forsøg eller to værd? :)
Knus Belinda
04-01-2008 - 01:19
Skrevet af esoterisk
I sådan en sen nattetime, hvor søvnløsheden trænger sig på efter den nyligt overståede og alt for lange juleferie, der fuldstændigt har vendt op og ned på dag og nat, kort tid før sovepillen nedsynkes, dukker undrende åbenlyse tanker op på kanten af navlepilleriets afgrund...Søvnmangel eller uimodsigelige indlysende facts? Vælg selv ;-) Det står pludseligt lysende klart for mig, hvad der for mig er det allermest irriterende karaktertræk ved en mand - ikke alle mænd selvfølgelig, ingen generalisering! Det følgende er udelukkende baseret på personlige iagttagelser gennem tiderne: Vaghed! En uddybende forklaring af denne vaghed: Mænd der ikke tør at sige sandheden. Mænd som siger dét, de tror kvinden gerne vil høre og som en følge deraf går og smålyver overfor sig selv og efterfølgende bebrejder kvinden at hun ”tvinger ham” til at lave om på sig selv. Mænd der undlader at fortælle om ting, fordi han vil ”skåne” kvinden og undgå hendes vrede, velvidende inderst inde om at det faktisk er denne undladelse, der med garanti vil fremkalde den altoverskyggende vrede. Mænd som gør alt hvad kvinden forlanger, selvom han egentligt hellere ville noget andet. Mænd som ikke tør at sige nej, men som føjer kvinden for husfredens skyld. Mænd der ikke tør at tage et opgør, så man kan få renset luften. Mænd som stivner ved at høre ordet følelser og som vil gå langt for at undgå at bringe dette emne på bane.... Jeg mister simpelthen respekten for sådan en mand! Han er svag i mine øjne! Et par illustrerende eksempler, grebet ud af den sorte natteluft: ”Honey, er der noget i vejen?” spørger kvinden. ”Nej!” vrisser han, og fortsætter den ulidelige tavshed ved bare at klappe i, samtidigt med at han udsender alle tænkelige signaler om at der ER noget i vejen og at han bare er skidesur over noget. ”Honey, ser du porno lige så snart jeg er ude af døren og du er alene hjemme?” spørger hun. ”Nej selvfølgelig ikke” lyver han og surfer ind på de lumre sider ligeså snart hun forlader hjemmet. ”Honey, onanerer du aldrig?” spørger hun nysgerrigt. ”Nej da, hvorfor skulle jeg dog det, jeg har jo dig” lyver han med røde ører, uvidende om at man kan se lige igennem løgnen. Osv. osv. osv....... ....Og lige så stille begynde Honey-pigen også at lyve. Atmosfæren mellem dem er tyk af løgn og uærlighed om selv de mindste ting. Hvorfor skulle hun dog også behandle ham med nogen respekt? Han behandler jo ikke sit eget selv respektfuldt, så hun mistænker selvfølgeligt at der må være en grund til dette i og med at han (måske ubevidst?) med sin opførsel udsender signalet om at han ikke fortjener den! Mand dig dog op, mand! Stå ved dig selv og lad være med at lyve! Føj mig kun hvis du samtidigt kan være tro mod dig selv! Hvorfor tør (nogle) mænd ikke at stå ved sig selv? Findes der overhovedet nogen ærlige mænd, der kan modbevise mine tanker om emnet?
Tags: svaghed, uærlighed, respekt, løgn
29-07-2007 - 02:21
Skrevet af esoterisk
Det lader ikke til at søvnen vil komme til mig i nat og der er ellers så rigeligt den skal hjælpe mig med at udviske fra min hukommelse og hjerne inden jeg vågner igen...
Hvem har flyttet rundt med tasterne på mit tastatur??? ....Ahhhh, okay, så har den første pille altså haft en lille effekt: Lidt svimmelhed og jeg har vist ikke helt styr på finmotorikken længere...sjdufuo vovov UPS, ja se selv ;-)
MUST CONCENTRATE!!! Nu skriver jeg laaaaangso m m e r e
Jeg er sgu bare så ked af det, så vred og så rasende at jeg gerne vil stoppe mine tanker momentant øjeblikkeligt. Jo, for de bliver sgu mere og mere uforståelige og skræmmende jo længere tid jeg er vågen. Fri mig nu fra vågenheden, lille pille!
Desværre sker der faktisk det modsatte af sovepillens egentlige virkning, hvis ikke man forholder sig roligt lige efter at have taget den....Dér gik det nok galt og nu er jeg nærmest blevet overfrisk, om end noget sløret.
Hvad kan jeg gøre nu? Tage en pille mere? Nej, der står jo på pakken at man netop IKKE skal tage mere end den ene. Så tænker jeg at der må noget stærkere til....Et supplement måske?
I skabet har jeg enkelte left-over pills fra min operation sidste år: Morfin og Kodein
Tør jeg det? Falder jeg så i søvn? Vågner jeg igen i morgen - for det er da med i min planlægning. Jeg er desperat her, da jeg virkelig ikke vil være vågen længere. Mine egne tanker gør mig faktisk lidt nervøs og jeg kan egentligt ikke forstå at jeg overhovedet overvejer dette....Men jeg holder bare ikke tankerne ud længere!
Så jeg vælger ......zzzzzzzzZZZzzzZZZZZzzzzzZZZZzzz
Dont worry! Forfatteren til dette indlæg er hverken rablende sindssyg, hønefuld eller stofmisbruger - bare ramt af lovetrouble. Da det er sent om natten kan den slags godt udvikle sig til vidtløftige undergravende tanker som ovenfor ;-)
Alt er bedre efter en god nats søvn!!!! I morgen vender alting nok næsten rigtigt igen...Indtil vreden vender tilbage til mig!
Godnat ;-)
Tags: søvnbesvær, vrede, kærlighedsproblemer
29-07-2007 - 03:08
Skrevet af udmeldt
Åh, din stakkel! Jeg føler med dig og håber, at hjertet snart falder til ro.
Vrede, søvnbesvær og så nattens løsning...
29-07-2007 - 16:41
Skrevet af jht
kender sgi godt natte tanker.....
kh hector
Vrede, søvnbesvær og så nattens løsning...
18-09-2007 - 13:20
Skrevet af Anonym
Hej. Ved ikke om du er interesseret, men vi laver i øjeblikket et program om kærestesorg. Har du ikke lyst til at ringe til Easyfilm på 3344 7400 og spørge efter Ditte! Er der andre med svær kærestesorg der læser dette, er i også velkomne til at ringe.
04-07-2007 - 01:38
Skrevet af esoterisk
Så gik det vist ikke længere. Jeg har i aften taget den beslutning min kæreste var for vægelsindet til at tage. Vi har skændtes 2 dage i træk og ingen af os gider det mere, så nu er det slut. Øv! Inderst inde havde jeg nok forventet eller i det mindste håbet på bare en lille smule protest, da jeg sagde ”Ok, så tager jeg beslutningen for dig; fra nu af er vi ikke kærester længere”......... Tavshed......Ikke et ord kom der fra ham....og så gik han ind for at tjekke arbejdsmails..... Jeg er mærkeligt nok ikke særligt ked af det lige nu...Eller også fortrænger jeg det. Tror det ligger gemt nede bag frygten for singlelivet og ensomheden. Nu ryger alle vennerne og svigerfamilien jo også. Og hvor skal jeg bo? Hvornår skal jeg flytte? Yderst ubelejligt, når jeg skal skrive min eksamensopgave om 4 uger! Jeg er mere vred end ked af det lige nu. Måske tror jeg ikke rigtigt på at det kan være slut? Kunne han da for fanden ikke bare have taget sig sammen og give mig et ordentligt svar?! Lige nu ser jeg tilbage på vores forhold som noget der er til at lukke op og skide i! 5½ års spild af mit liv! Men det må være vreden, der taler, for der har jo også været gode stunder! Sagen er den at jeg gerne vil have et barn. Ikke nødvendigvis i morgen eller i næste måned, men bare engang inden mine æggeledere går til de evige barnløse mødre-marker pga. alder. Jeg er 36 år. Gennem det sidste års tid har jeg ind imellem luftet tanken overfor min kæreste og har selvfølgelig spurgt ham, om det var noget han ville. Svarene var meget forskellige alt efter hvornår spørgsmålet blev stillet. Et klart ”JA!” Et mere vagt ”tjaaaah, måske” eller ”Nej, det er ikke noget jeg har overvejet” og tilbage til ”Hvis jeg skal have børn, skal det selvfølgelig være med dig”. I perioder har den øresønderrivende tikken af mit biologiske ur meldt sig på banen gennem det år der nu er gået siden jeg opdagede at jeg havde trangen i mig. Her i weekenden var hele familien (og den nu kommende svigerfamilie) samlet. Masser af søde og bedårende små englebørn – Dét kan jeg da ikke stå for og jeg bliver igen alt for bevidst om det brændende ønske jeg har om selv at forsøge at få chancen for at blive mor. Dét fortalte jeg min kæreste i går og denne gang var der absolut ingen begejstring at spore hos den i mine øjne potentielle far. Nej, der er vigtigere ting i livet for ham. Stort, langvarigt, opslidende skænderi, der ender med at jeg går i seng med en sovepille (jf. tidligere nævnt søvnbesvær) uden at sige godnat. Jeg går ud som et lys og vågner alt for tidligt her til morgen. Ked af det i samme øjeblik mine søvnige øjne åbner sig. På vej til jobbet er jeg pludseligt ved at give mig til at græde, mavekramper, dundrende hovedpine....Jeg vender om og melder mig syg. Jeg orker ikke at skulle lade som om alt er ok på jobbet i dag! Svagt, det ved jeg godt, men for at dulme den dårlige samvittighed så får jeg faktisk en voldsom diarré senere på dagen, så rent pjæk var det ikke ;-) Ringer til min søster og taler med hende i 1½ time. Rart at få lidt andre øjne på situationen. Tager til den planlagte tid hos psykologen (var sidste gang i dag, desværre – lånet er opbrugt). Endnu mere rart at få et par gode tips fra hende til at se lidt lysere på det hele. Mødes med kæresten i byen, da han får fri fra arbejde. Lægger ud med en joke og stemningen er god. Da vi kommer hjem er stemningen stadigt god og jeg spørger så om vi lige kan tale sammen om dagen i går på en ny måde, bare i 15 minutter. Jo, jo og så vi taler stille og roligt. MEN jeg kan bare stadigt ikke få noget svar på om han vil have et barn sammen med mig. Han vil hverken svare ja eller nej, så det bliver et måske-måske ikke. Hvad kan jeg gøre med det svar? Jeg bliver bare endnu mere forvirret. Jeg burde have vidst at 15 minutter ikke var nok og jeg overtræder ”diskussionreglerne” og fortsætter ud af en uheldigt tangent. Jeg ved det godt, men jeg er ikke til at stoppe og jeg sidder helt fast i at jeg bare ikke kan vriste noget konkret svar ud af ham. Jeg forstår ikke at han ikke vil tage en beslutning! Til sidst er vi bare på præcis samme sted som i går og det ender i tavshed og meget sure miner igen. Så er det at jeg siger.....ja, kommentaren om beslutningen øverst oppe......Og nu er det så slut. I morgen tager han af sted på kursus i 2 dage. Hvad fanden skal jeg nu? Lynhurtigt finde et andet sted at bo? Håbe på at jeg kan nå at etablere en velfungerende internetforbindelse før eksamensskrivningen? Åh, det er fandme ubelejligt med sådan et brud! Det vil passe mig skide dårligt med en kærestesorgs-despression, når jeg nu skal yde mit allerbedste til den eksamen. Er jeg i en eller anden form for chok? Det undrer mig ærligt talt at jeg lige nu bekymrer mig mere om eksamen end om det forliste parforhold! Kunne han da for helvede ikke bare sige klart og tydeligt om han vil have et barn eller ej? Jeg ved sgu ikke....Jeg er nok for naiv, at håbe på at det her kan reddes! Nu har jeg sagt ordene og dem kan jeg jo ikke tage tilbage. Måske bliver det en lettelse – det har eddermame været hårdt at befinde sig i det her parforhold i meget lang tid – ikke kun for mig. Men hvor er det dog svært. Det er som om jeg har trukket gulvtæppet væk under mig selv......Skulle nok bare have holdt min kæft! Håb.....Mon det eksisterer? Kærligheden har i hvert fald trange kår!
Tags: kærlighed, knuste drømme, skænderi, parforhold, vægelsind
04-07-2007 - 04:00
Skrevet af Chr.w
Hej
Som astrolog er der et par ting i jeres forhold der skinder igennem.
Nu er det jo kun dit ord, men ved i det hele taget at kærlighed i et parforhold er at give helt og uforbeholdent. Hvis i ikke er i stand til det så er forholet dødsdømt på forhånd.
Et parforhold er ikke bare et sted man er, og så kommer der ristede dueunger flyvende, og det enste man behøver er at åbne munden.
Det kræver mod og ansvar at ville et parforhold. For dig er parforholdet jo forbi, som du selv skriver karieren betyder mere end parforholdet.
I kunne prøve en midlertidig seperation i tre mdr. Kan det holde til det, så er der lidt at bygge på.
Du kunne også spørge dig selv, hov jeg er ved at nå panik alderen hvis jeg vil have afkom, og undgå at blive mormor til mit eget afkom.
Mvh.
Farvel til parforholdet....Øv!
04-07-2007 - 08:10
Skrevet af esoterisk
Hmm....Jeg er ikke helt sikker på om du har læst hele smøren - jeg skriver bestemt ikke at "karrieren betyder mere end parforholdet" nogen steder. Mine bekymringer angående den kommende eksamen går nu mere på om det overhovedet er muligt for mig at samle mig om dén opgave, hvis jeg er knust af kærestesorg og savn samtidigt ;-)
Astrolog? Men du kender jo ikke hverken min eller min kærestes stjernetegn, så hvordan kan noget skinne igennem en astrologisk synsvinkel?
Tak for din kommentar dog.....Jeg forstår bare ikke helt, hvad du mener?!
Farvel til parforholdet....Øv!
04-07-2007 - 09:28
Skrevet af udmeldt
Først og fremmeste: Jeg forstår overhovedet heller ikke den første kommentar.
Dernæst: Kære Esoterisk,
Det er den helt rigtigt beslutning. Han kan ikke finde ud af at sige, at han ikke vil have børn. Og tænk hvis I nu fik børn, og han gik rundt og var en af de der fædre, som egentlig ikke havde lyst til at være far. Meget hårdt for børnene og moderen (trust me! - jeg er glad for at mine forældre blev skildt).
Det som du skal nu, er at fokusere på dig selv, din eksamen, og give dig selv lov til at være ulykkelig og ked af det. Det kommer nok til at vælte lidt rundt i mellem hinanden (har selv lige været igennem et brud og får stadig triste flash backs).
Gør det så nemt for dig selv som muligt - kan du ikke flytte hjem til din mor eller søster eller veninde/ven i en periode indtil du får dit eget nye? Bare med allermest nødvendige til dig selv og din eksamen?
Jeg håber virkelig for dig, at alt kommer til at gå godt!
Kærlig hilsen og gode vibes fra Klara
Farvel til parforholdet....Øv!
24-07-2007 - 03:33
Skrevet af esoterisk
Goddag igen
....Vi fortsætter lidt endnu......Det store brud er afblæst indtil videre, men ligger og ulmer her i ferien.....Ved ikke hvad det ender med, men gør mig mange tanker før en endelig beslutning....
Farvel til parforholdet....Øv!
29-07-2007 - 16:47
Skrevet af jht
Hej håber du lander på begge ben.....lige gyldigt hvilket et af dem du lander på.
Uden at gøre mig klog på dit forhold, så tænker jeg om ikke mange andre ting spiller ind i den konflikt, og at
det barn du ønsker så går hen og får fokus, da det jo er temmelig konkret.
kh hector
ps. De skide sovepiller....hvilke bruger du....
Farvel til parforholdet....Øv!
29-07-2007 - 16:57
Skrevet af esoterisk
Hej hector
Jeg står stadigt vaklende, men håber da at lande på i hvert fald et af benene på et tidspunkt ;-)
Jo, selvfølgelig er denne her "børnekonflikt" kun et af symptomerne - der er adskillige andre aspekter i vores forhold, der gør det svært at få det til at fungere. Min kæreste er af den holdning at alt kan ties ihjel.....hvilket har den effekt på mig, at jeg efterhånden har valgt den helt anden grøft, hvor alting tales ihjel. Vi mødes stort set aldrig på midten....
Tak for din kommentar:-)
P.S. Sonata - har en nedbrydningstid i kroppen på max 4 timer, så ingen sløvhed dagen efter.
Farvel til parforholdet....Øv!
10-08-2009 - 19:14
Skrevet af sveskinden
Puha.... Kan se mig selv så mange steder her.. Det er ikke sjovt. Lad os håbe at vi klarer det hele-
|
|
|
