Svigermor havde fødselsdag i går!
Det skulle fejres og hun havde inviteret hele familien ud at spise, så vi kunne hygge os sammen. Mine forventninger var egentligt helt neutrale og jeg havde slet ikke gjort mig nogen forventninger om seancen, før vi mødte op. Et lille minus på forhånd var en nagende, snigende hovedpine, som startede allerede på arbejdet om formiddagen og varede ved hele eftermiddagen. "Nå pyt, 2 Panodiler burde kunne klare det" tænkte jeg og så afsted mod restauranten. Hovedpinen klarede op på vejen derhen.

Selvom klokken kun var 17.30 var der rimeligt godt fyldt op i restauranten. Masser af baggrundsstøj i baggrunden....masser af larm ved vores bord; Udover svigerforældrene, jeg selv og min kæreste, deltog også min svoger, hans kæreste og 3 børn hvoraf de 2 ældste er hans og så det lille nye fælles snart 2-årige vidunderbarn, der ALTID har alles øjne rettet mod sig og som man allerede nu kan begynde at frygte for, om hun nogensinde vil kunne sidde stille i bare 1 minut ;-) Konstant bliver hun svinget rundt i luften, prikket til, drillet, nusset, krammet....kort sagt en afhængigheds-skabende opmærksomhed, der i høj grad medvirker til at forstærke hendes opfattelse af verden med sig selv som det helt store centrum. Hun er ganske sød og bedårende, men jeg orker ganske enkelt ikke udelukkende at hengive mig til at falde i svime over barnet hele tiden og smile så stift til hende at jeg får helt ondt i kinderne til sidst. Da der er voksne til stede, burde det også kunne lade sig gøre at tale sammen om andet end hende, ikke?!

Seneste nye ”trick” som de 2 storebrødre har lært hende er slåskampe for sjov, hvilket så har den effekt at hun slår for at komme i kontakt med én. Det vil jeg da ikke have! Men hvor er det svært at sige noget til det med hele svigerfamiliens øjne rettet mod sig (for alles øjne følger jo barnet!). Min instinktive reaktion var at sige ”Nej, Det vil jeg ikke have” og så vise hende at man kunne ae ens kind i stedet for at slå. Et slet skjult gisp breder sig rundt om bordet....sagde hun dog barnet imod???

Nå, det var et sidespor, det nager mig og jeg irriteres over det stort set hver gang svigerfamilien er samlet. Endnu et irritationsmoment er mine svigerforældres konstante hakken på hinanden: ”Du gjorde...., Du sagde.....Du kan aldrig....Du er altid......Tsk tsk tsk....osv”. Aldrig et kærligt ord eller bare den mindste smule positiv omtale af eller til hinanden. Det er som om al den negativitet dræner al positiv energi fra alt levende (eller måske bare fra mig?!) indenfor en radius af 10 meter; det er SÅ trættende at høre på!.

Hovedpinen vender tilbage med fornyet kraft. Jeg bliver tavs, orker egentligt ikke rigtigt deltage i nogle af de korte samtaler med omdrejningspunkter såsom fx: Bedårende-Barn-Laver-Sjovt-Ansigt, som vi alle skal grine af, så jeg koncentrerer mig om at spise, hvilket jeg gør i en sådan grad at jeg så oveni får en voldsom kvalme....Jeg spiste virkeligt meget; maden var fantastisk.....men jeg overdrev måske en smule og spiste lige op til kanten af mavesækken....så jeg måtte forlade selskabet og gå ud og kaste op! Adrk, rimeligt klamt, men sikkert nødvendigt, for jeg var bogstaveligt talt ved at revne af al den mad ;-)

Men da jeg så kommer tilbage til bordet får jeg det da virkeligt dårligt. Fysisk har jeg det som om mit hoved er pakket ind i vat, jeg bliver helt fjern og har svært ved at koncentrere mig om, hvad der foregår ved bordet (der er bare SÅ meget larm overalt nu!). Jeg bliver med et totalt udmattet og træt og har bare mest lyst til at lægge mig ind over bordet og sove (hvilket selvfølgelig ville være ekstremt uhøfligt, så det lader jeg være med!).

Jeg vil bare gerne hjem! Jeg gider virkeligt ikke at være der mere!....Men jeg bliver siddende med stenansigt og lukker mere og mere af for omgivelserne. Så sætter bekymringerne ind og jeg begynder at tænke på, om jeg er ved at blive rigtig syg eller om det bare er noget psykosomatisk ”pjat”?

Jeg begynder nok også at skælde lidt ud på mig selv indvendigt over, at jeg da ikke lige kan mande mig op og tage en maske på så længe det varer, bare indtil seancen er ovre. Og så bliver jeg skræmt over at jeg slet ikke kan mærke nogen positivitet i mig selv og frygter selvfølgelig straks at jeg måske igen er ved at nærme mig stressgrænsen eller være endnu; få et angstanfald? Utallige bekymringer i alle retninger, mens jeg sidder der ved bordet......Får det da aldrig ende? Jeg bliver mere og mere træt....

2½ time senere er jeg hjemme. Jeg smider mig på sofaen og går ud som et lys efter bare 3 minutter. Vågner alt for tidligt og undrer mig nu over hvad det egentligt var der skete?

Hvad tror du? Hypokondri eller sviger-familieallergi? Eller bare helt almindelig feminin overanalysering? Jeg modtager meget gerne tolkninger af ovenstående som hjælp til forhåbentligt fremtidig undgåelse og/eller nutidig beroligelse ;-)