07-11-2006 - 23:12
Skrevet af ha ha hanne
Hvorfor ler vi?
(fra psykologisk opslagsbog Rhodos, 1975. 1058 ord)
Den bedste teori om latter går ud på, at vi ler, når vi bliver en lille smule bange eller forskrækkede, og når vi samtidig godt ved at der ikke er noget at være rigtig bange for.
Umiddelbart lyder det mærkeligt. Vi hører en god vittighed ved et selskab og griner øjeblikkeligt og hjerteligt. I oplever da ingen frygt, angst eller forskrækkelse, inden vi griner, vil de fleste vel sige. Hertil svarer teorien, at der er, fordi latterreaktionen lynhurtigt udvisker angsten, så den slet ikke når at blive bevidst. Det er nu to ting der er mærkelige. For det første, at en vittighed skulle medfører en lille smule angstreaktion, og for det andet at en latterreaktion skulle kunne udslette eller dæmpe en angstreaktion i situationer hvor vi ved at der ikke er nogen grund til angst. Lad os tage det i denne rækkefølge. Altså for det første: hvorfor bliver vi lidt bange når vi hører en vittighed?
Når man ser på vittigheder fra et psykologisk synspunkt, finder man at de har et vist fællespræg. De rummer altid et vist overraskelsesmoment i form af en uventet eller usædvanlig kombination af ting, personer, begivenheder osv.
Til enhver oplevelse af velkendte fænomener svarer der et bestemt aktivitetsmønster i hjernens celler. Disse aktivitetsmønstre er ordnet på en måde, der svarer til, hvordan tingene normalt hænger sammen i den ydre verden. Når der fremkaldes en usædvanlig kombination af aktivitetsmønstre, kommet der så at sige uorden i hjernen; der opstår en slags konflikt mellem de tilvante sammenhænge i den nye usædvanlige sammenhæng, vi præsenteres for.
Forskellige erfaringer tyder på at en sådan konflikt i hjernens aktivitet har en tendens til at fremkalde angstreaktion. Og det er formodentlig netop det der sker, når vi præsenteres for det overraskende indhold i en vittighed.
Teorien om at en usædvanlig kombination af velkendte ting kan fremkalde angst, støtter sig bl.a. til iagttagelser over det dyr der ligner mennesket mest, nemlig chimpansen. En chimpanse blev passet af to dyrepassere med hver sin karakteristiske beklædning. Chimpansen var helt fortrolig med disse dyrepassere og løb dem glad i møde, hver gang den så dem; men en dag havde den ene dyrepasser en anden uniform på, ved synet af denne usædvanlige kombination af person og beklædning blev aben ude af sig selv af angst.
Det er formodentlig det samme der sker, om end i lang svagere grad, der sker når vi præsenteres for det overraskende indhold i en vittighed.
Men menneskers hjerne er så langt større end chimpansens, at vi samtidig med den lille angstreaktion kan indse, at der ikke er noget at være bange for, og det er her latteren kommer ind som den ekstra reaktion, der så at sige udsletter angsten.
Men hvordan kan det være, at latter kan modvirke eller slette en lille angst reaktion?
For at kunne forstå dette, må vi gå tilbage gennem tiderne og se på menneskets udvikling. Engang for flere millioner år siden var det højest udviklede dyr en fredelig abeart, der holdt til i skovene og levede af planter og frugter. De var fredelige fordi de ikke behøvede at kæmpe for føden. Men på grund af ændrede klimatiske forhold blev det en overgang sværere for disse aber at opretholde livet i skovene, nogen af dem drog efterhånden ud på sletterne og begyndte at ernærer sig ved jagt og kamp, altså i retning af rovdyrenes levevis. For at kunne klare sig i dette hårdere liv måtte disse aber, som er vores fjerne forfædre, holde sammen og kæmpe i flokke. Det er formodentlig især i denne periode, at forløberen til vore dages harmløse latter er opstået. For at holde sammen på flokken måtte aberne nemlig frembringe en karakteristisk lyd, en slags ”vi holder sammen signal”, og man kan antage, at disse lydsignaler endvidere fik til formål at dæmpe eller udslette en eventuel frygt hos flokkens medlemmer, så alle kunne kæmpe for fuld kraft.
Disse lyde, som vi nu kalder latter, selv om de engang givetvis har lydt helt anderledes, har således haft det dobbelte formål at skabe sammenhold mellem flokkens medlemmer, og bortjage frygt. Da disse flokke af menneskeaber sikkert kæmpede mod hinanden, kan man endvidere antage, at latteren fik en tredje funktion. Den af de to kæmpende flokke, der var mindst angst for modparten, havde lettere ved at dæmpe deres frygt og kunne derfor frembringe flest latterlyde. Dermed kunne latteren for den anden gruppe med mere angst blive et udtryk for den højtleendes gruppes overlegenhed, og de kunne flygte, inden det kom til kamp. Med denne ”bortjagende virkning af latteren hos den stærkeste gruppe kunne der spares tab af artsmedlemmer i en unødvendig kamp. Samtidig med at systemet sikrede, at den stærkeste flok fik føden, hvis det var det, de skulle slås om, og dermed de bedste chancer for at overleve.
Latteren fik således tre funktioner: at mindske angst, at skabe sammenhold i ens egen flok og at skræmme den fjendtlige flok væk.
Det ser stærkt ud til, at latteren hos vor tids mennesker har de samme tre funktioner. Jeg har allerede omtalt, hvorledes man kan antage, at en vittighed fremkalder en svag angst, og man kan nu blot tilføje den omtalte teori om, at latteren tjener til at udslette svag angst. At latter for det andet kan have en betydning i retning af at skabe sammenhold mellem mennesker ses af, at vi er langt mere tilbøjelige til at le når vi er sammen med mennesker, vi syntes om, end når vi er alene. JA, undertiden griner vi måske ved et selskab mere for at styrke det indbyrdes sammenhold, end fordi vi egentlig syntes det var så morsomt, det der blev sagt. At grine med nogen skaber altså sammenhold. Når vi griner ad nogen, er vi inde på latterens tredje og kedeligste funktion: Den at demonstrere sin egen overlegenhed og bortjage andre. Der er så få ting, der er så nedgørende og i åndelig forstand ”bortjagende” som det at blive grinet ad af nogen, man ikke kender eller ikke kan lide. En fransk forfatter har meget rammende sagt at det er latterliggørelsen, der dræber. Det er formodentlig den tredje funktion af latteren, der er på færde, når vi kan komme til at le af nogen der kommer uheldigt af sted, f.eks., glider i en bananskal. Denne latter kan sikkert opfattes som en instinktiv reaktion, der demonstrerer ens egen overlegenhed og den andens svaghed.
Jeg vil gerne udfordre denne teori.
Jeg tror at vi alle sammen hænger sammen og at vi har en oplevelse af at vi ikke er adskilt. Derfor når nogen glider i en bananskræl bliver vi rigtig nok først forskrækkede fordi der sker noget uventet altså noget vi ikke havde forudset og vi holder vejret et øjeblik, der opstår en anspændthed i vores mellemgulv, mens vi holder åndedrættet tilbage. Så snart vi oplever at der ikke er sket et dødsfald kan vi le og løsne op for den anspændte tilstand i musklerne.
Vi ler måske også for at give den faldne mulighed for at lade sig smitte af latteren og le med og dermed fjerne sig fra de eventuelle smerter (latter øger produktionen af Endorfin som er smertestillende)der er forbundet med faldet.
Som mennesker er vi i stand til at leve os ind i andre og identificerer os med hinanden. Hvis en fra gruppen falder i en bananskræl indser man hurtigt at det kunne have været mig , men det var det ikke, og derfor ler man fordi man et øjeblik får oplevelsen af selv at ligge der og straks efter oplever at det gør man jo ikke og så ler man af lettelse.
Latteren er et middel til hurtigt at komme i kontakt med sine følelser det er i kontakten med sine følelser man bedst finder ud af hvad der kunne være brug for i sådan en situation. Det er også en måde at få svar på hvor slemt den faldne er kommet til skade, hvis han ikke ler med, kan det skyldes at han er skadet på en måde der bekymrer ham.. det er maget svært at le hvis man er optaget af noget alvorligt som feks overlevelse…. Men hvis det bare gjorde ondt og der kun er sket skade på ens billede af sig selv som en der har kontrol over sit liv så er det måske ikke rigtigt alvorligt for andet end hans image.(hvad andre tænker og tror om ham)
Jeg tør også godt at påstå at man ikke kan le og skabe adrenalin nok til en kamp.
Latter er muskelafslappende og hvis latter er blevet brugt til at skræmme en fjende med må det være med formål at få fjenden til at overgive sig til den smittende latter eller få dem til at føle sympati. Jeg tror latter er blevet brugt til at signalere at; se jeg har tænder (angrebsvåben) Nu vil det vise sig om mødet er en indbydelse til kamp eller venskab og det er sandsynligvis mængden af føde og gruppens stressniveau der bestemmer hvad indbydelsen skal være. Et kampråb Ahhhhhh!!! bliver hakket i stykker til ha ha ha .og betyder; at du kan le tilbage med samme styrke og signalere at vi er ligeværdige og samtidig tage imod en invitation til venskab. for at signalere vi er ligeværdige du kan slutte dig til os og blive en del af gruppen. Jeg tror at de har leet for at styrke sammenholdet og at de har brugt mere aggressive kamp lyde til at skræmme fjenden med.
Når en flok har mødt en anden har de måske leet for at høre om de var velkommen her hvis latteren bliver gengældt vil det betyde ja her er mad nok vi er fredelige ja vi savner nyt liv i flokken, i er velkommen. Latterens har så haft en beroligende virkning og udslettet følelsen af at være fremmed.
Tilføjelser til teorien
Kvinder er blevet spurgt om hvilke egenskaber de sætter højest hos deres mænd og 70% af kvinderne har sagt humoristisk sans…… at han får mig til at le.
Kan det være vigtigt for artens beståen at Han kan få hende til at le og dermed slappe af så hun føler tryghed og dermed undgår stress og derfor lettere bliver drægtig???
Lad mig endelig høre dine kommentarer til dette lange lange nørdede indlæg
