lazyclips blog

Sletning

lazyclip (24timer) — Wed, 16 May 2012 14:01:21 +0200

– Nu gider jeg snart ikke mere! Jeg er træ;t af det hele. Al det snik-snak giver mig fingerklø;e, jeg trykker sgu på; knappen og sletter det hele; mine grupper, min blog, billederne, vennerne, og min profil…

Så;dan er der jæ;vnligt en bruger der tæ;nker her på; vores community site. Og så; bliver der slettet med hå;rd hå;nd, må;ske ikke det hele, men i hvert fald bliver der luget ud, ryddet op… Trå;de, kommentarer, fotos, whatever.

Og hver gang undrer jeg mig. Det er jo digitalt selvmord, og det efterlader uvæ;gerligt nogle tomrum, ligesom nå;r nogen hæ;nger sig ude i den virkelige verden. Heldigvis kan man her på; 24.dk altid fortryde og starte på; en frisk, og begynde forfra – men jeg fatter ikke, hvorfor man i fø;rste omgang ikke bare nø;jes med at logge af, i stedet for definitivt at delete.

Forleden blev sitets stø;rste debatgruppe slettet. Avisklubben som Daniella havde banket op til langt over tusind medlemmer, var overdraget til Ann, og hun blev træ;t af det hele. Tæ;nkte som beskrevet i starten af denne blog, og gav sig til at slette.

Men inden da ringede hun til mig for at få; Daniellas telefonnummer. Hvad de har snakket om, ved jeg ikke, men i hvert fald var Anns behov for at slette kommet som fø;lge af et krav fra Support om at 24.dk skulle væ;re familievenligt. Der var tilsyneladende nogle annoncø;rer som havde klaget over nø;genfotos og sex i private grupper.

Det var en and, for selvfø;lgelig er private grupper lukkede for ikke-medlemmer, og usynlige for annoncø;rer. Men for Ann var det drå;ben…

Hertil kom, at Avisklubben var faldet lidt af på; den. Det var ikke som i dens velmagtsdage, hvor gruppen blev fulgt af mange journalister og i Go’Morgen Danmark fremhæ;vet som landets mest interessante debatforum på; internettet.

Jeg tilbø;d at kø;re Avisklubben videre, men nej. Slettes skulle den, selv om mange bakkede op om mit redningsforsø;g. For gruppen var halvdø;d, alt for meget fortid. Og nu er den så; helt væ;k…

Men hvorfor al det deleteri?! Avisklubben generede jo ikke nogen, og da slet ikke Ann, som kort efter simpelthen slettede hele sin profil. Som I nok fornemmer, er jeg helt generelt imod sletning, bå;de i den digitale og i den virkelige verden. Nå;r man er træ;t af det hele, synes jeg ikke man skal delete – man skal bare lukke ned og væ;re stand-by</a>.

Okay, jeg har skam selv slettet ting på; en computer. Masser af ting endda; Spø;gelser, meteorer og fjendtlige rumskibe, i Pacman, Malstroem og Space Invader. Dem har jeg ligefrem destrueret.

Men ellers er jeg generelt imod sletning. Man ved aldrig, hvad man engang vil fortryde, man har smidt ud. Avisklubben kunne have væ;ret et arkiv over, hvad vi mente og diskuterede engang, og blogs fortæ;ller noget om, hvad der for knapt tre å;r siden</a> har fanget interessen og med hvilken slags ord. Alle kan blive klogere på; historien.

Hvis altså; den ikke er slettet! ;

Foto</a>: Edwin Wong, Hong Kong

Edderflot

lazyclip (24timer) — Mon, 14 May 2012 12:26:51 +0200

Edderkopper er dybt interessante, og jeg kan klart anbefale den ny udstilling om de fascinerende skabninger på; Zoologisk Museum.

Der er masser at fortæ;lle om de spindende ottebenede fyre, som ikke bare er små; og hedder Peter.

Vidste du for eksempel at edderkopper kan væ;re helt vildt farverige? Se bare de fine billeder i slø;jfe på; museets hjemmeside</a>.

På; udstillingen kan du se en colombiansk krabbeedderkop</a>, der er kommet til Danmark i en klase bananer fra SuperBest i Hø;rsholm.

Du kan også; se verdens stø;rste edderkop, som hedder Goliat. Zoologisk Museum udstiller omkring 80 forskellige levende edderkopper, så;gar en der lever det meste af sit liv under vand i en dykkerklokke den selv har spundet.

Mest begejstret er jeg dog for udstillingens sjal, som er væ;vet med silketrå;de fra madagassiske edderkopper af slæ;gten Genus Nephila.

Hvor silkeormen leverer rå;materialet fint rullet sammen i kukoner, er det anderledes vanskeligt at udvinde edderkoppespindssilke. Til sjalet er der brugt 41.000 edderkopper. De er hver isæ;r blevet fixeret en tid, og er så; blevet fodret i den ene ende, mens deres trå;d langsomt er blevet trukket ud ved spindevorterne i den anden ende.

Der er det fantastiske ved spindelvæ;vstrå;den, at den er ti gange stæ;rkere end stå;lwire, hvis man forestiller sig den i samme tykkelse. Det er altså; ikke helt skæ;vt, nå;r vi i den klassiske bø;rnesang</a> synger om den ene elefant efter den anden der marcherer hen ad edderkoppens fine spind. Det kan det teoretisk set godt holde til.

Og se hvor smukt det er. Sjalet er rent naturmateriale. Det er ikke indfarvet. Det du ser, er ligeså; æ;gte gyldent som gedigent guld.

Man malker en hulens masse spindelvæ;vsingeniø;rer, som hver isæ;r bliver holdt fast en halv times tid inden de atter slippes fri i naturen på; Madagaskar. De små; sø;de væ;sener behø;ver ikke lade livet.

Du skal ikke væ;re bange, er udgangsbø;nnen til de besø;gende. Overlad du trygt din araknofobi til jordens milliarder af fluer.

Foto</a>: Frank Ellis Photography: Nicholas Godley og Simon Peers</a> gyldne sjal

Stor succes

lazyclip (24timer) — Thu, 10 May 2012 16:18:08 +0200

I sø;ndags skete det, som jeg og min kæ;reste havde forberedt over flere må;neder. Min sø;n Jeremy blev konfirmeret i Sct. Matthæ;us Kirke på; Vesterbro, med efterfø;lgende fest i Fæ;lleshuset her seks oner syd for Rå;dhuspladsen.

Vi gå;r stadig rundt og smiler over, så; godt det gik. Eneste lille kiks å;benbarede sig, da alle skulle sæ;tte sig til bords. Jeg havde lavet fine små; bordkort, men der var ikke noget med Thomas på; til min lillebror. Fnis – det var ikke meningen, men den slags kan jo ske, nå;r man som mig fø;rst laver bordplan i sidste ø;jeblik og skal holde rede på; 34 navne, heraf hele to thomasser. Men lynhurtigt blev endnu et sæ;t tallerkener, glas, bestik og smukt foldet blå; stofserviet bragt til veje.

Bordkortene var printet med et lille motiv, som Jeremy selv har fremstillet. Dengang vi var i Rom</a>, havde jeg kø;bt et dyrt sø;lvkors til ham, som han har gå;et med lige siden. Og sø;nnike havde taget et closeup af korset og selv redigeret og farvelagt i Photoshop. Lige til at nappe på; Facebook</a>.

Maden var fantastisk. Jeg er ikke selv den store kender udi gastronomien, men nå;r gæ;sterne igen og igen gå;r op til buffet’en efter mere, så; siger det jo alt. Jeg behø;ver ikke sæ;tte ord på; – og meget af det hed også; noget, jeg har svæ;rt ved at stave til, f.eks. carpaccio</a> og parfait.

Min ven, og Inco-kortindehaver, Henrik havde ledsaget kæ;resten på; de vigtige indkø;bsture. Han er selv en haj i et kø;kken, og min kæ;reste har helt sikkert nydt at kø;be ind sammen med é;n hun kunne diskutere rå;varer og madlavning med. Det er en af mine mangler: Jeg er ikke så; bevendt til den slags, kan stort set kun koge tevand og bage sandkage</a>.

Min kæ;restes sø;ster Rie er derimod mere end ferm ved et komfur, og hun havde medbragt sine egne kø;kkenknive fra Sverige for at bistå; ved den store festmiddag. Resultatet var helt i top, meget bedre end hvad professionelle cateringfolk nogensinde ville kunne levere udefra i flamingokasser.

En ung basketballspiller fra Cathrines hold hjalp til med afrydning og opvask, mens læ;kkerierne kom på; bordet i en lind strø;m. Forretter, hovedretter, desserter, blandt andet Ries berø;mte chokoladekage, og hjemmelavet is. Udvalget af ø;l, vin og spiritus var også; rigtig godt og velvalgt, og her havde jeg faktisk haft en finger med i spillet. Lige på; dé;t punkt der hedder drikkevarer er jeg, hvis jeg selv skal sige det, absolut vidende og bevendt.

Og vejret var godt! Lidt kø;ligt, men med god plads mellem skyerne til at solen kunne skinne ned på; det udendø;rs bord, hvor rygerne kunne sidde og nyde en smø;g, en kaffe og en avec, med udsigt til det store grø;nne områ;de, hvor ungerne og min lø;begale bror fó;r rundt og legede med en amerikansk fodbold, som min kusines Aske havde med.

Det var på; alle må;der en stor succes. Lige fra det ø;jeblik i kirken, min lille dreng sad i jakkesæ;t og butterfly og rejste sig 180 cm hø;j og gik op til alteret, til vi sent på; aftenen tog en calvados og gik igang med oprydningen. Jeg smiler stolt og er bare så; glad for at det hele er mere end vel overstå;et.

Om jeg holdt en tale? Jamen, det gjorde jeg da. Den er her:

Tale til Jeremy
6. maj. 2012

I gamle dage kø;rte livet nogenlunde efter en snor. Man blev fø;dt, voksede op, blev konfirmeret og kom ud at tjene. Var man sø;n af en sø;mand, blev man sikkert også; selv sø;mand. Eller landmand, hvis det var det, ens far var.

Det kunne næ;sten ikke væ;re anderledes. Livets vej var så;dan set allerede stukket ud ved då;ben. Nå;r præ;sten konfirmerede, at man tilhø;rte Gud, så; var man trå;dt ind i de voksnes ræ;kker, og så; gik man over sø; og land i sine foræ;ldres fodspor, ligesom de havde gå;et i deres foræ;ldres fodspor. Det var ligetil. Så;dan gjorde konfirmander, generation efter generation.

Men idag er meget anderledes og næ;sten intet som i gamle dage. Idag er der næ;rmest frit valg på; alle hylder. Og naturligvis er vores konfirmand klar på; det. Jeg mener faktisk Jeremy er fø;dt anderledes:

Det gik i hvert fald ikke helt normalt for sig. To må;neder for tidligt trå;dte du ind i de fø;dtes ræ;kker. Tidligt om morgenen på; Frederiksberg Hospital. Væ;ggene og loftet var malet blå;t, med hvide må;ger. Og du sprø;jtede fostervand ud over jordmoderen, så; hun må;tte skifte tø;j. Og så; fik far og mor morgenmad, mens lille Jeremy blev gjort klar til at vi skulle ud til neonatal afdeling på; Hvidovre.

Det er nemlig ikke helt i orden at komme til verden så; tidligt, og vi kunne ikke væ;re sikre på;, at du ikke fejlede noget. Så; du lå; i en kuvø;se, og blev tjekket dø;gnet rundt. Men de erfarne sygeplejersker havde fra start givet dig deres bedste odds: Blandede bø;rn overlever altid, blev der sagt.

Og blandet, dé;t er du. En rigtig ashanti-viking. Du har det godt, bå;de nå;r det er rigtig koldt og nå;r det er rigtig varmt. Og det er meget sjæ;ldent du er syg. ; 

Vi fik dig hjem læ;nge fø;r terminen, vi kø;bte en blå; barnevogn til dig, og du var nem at have med at gø;re. En klog baby, der forstod at spise og sove. Du græ;d ikke, og brugte ikke sut. Det eneste punkt hvor du har skuffet dine foræ;ldre en smule, var at dit fø;rste ord hverken var FAR elller MOR – men derimod KOFI. 

Hvorfor taler jeg egentlig så; meget om da du var helt lille? – Jeg tror det skyldes, at ligegyldigt hvor stor og stæ;rk du bliver, og hvor meget mor og far kommer til at se op til dig, så; vil vi altid huske den lille dreng, som du var engang. Så;dan er det med foræ;ldre og deres bø;rn. Bare spø;rg farmor.

Ja, jeg tror alle dine gæ;ster husker dig som du så; ud for en meters tid siden, og de oplevelser de har haft med dig. Selv glemmer jeg aldrig da vi så; delfiner ved Sortehavskysten i Bulgarien. Dyr har altid haft din interesse. Naboens akvariefisk, hunde og katte af enhver art, hammen fra en fuldvoksen snog ved Hamneda i Sverige, Zoologisk Have og ditto museum. Og du var ikke ret gammel, fø;r du kunne stave til skolopender og elefantskildpadde. Fordi du havde interessen.

Nå;r noget interesserer dig, så; læ;rer du lynhurtigt. Engang blev jeg kaldt til krisemø;de på; Oehlenschlæ;gersgade Skole. Du var hå;blø;st bagud, isæ;r i matematik, og læ;rerne vidste ikke hvad de skulle gø;re. Jeg sagde de bare skulle tage det roligt. Nå;r interessen kom, ville alt lø;se sig. Og ganske rigtigt; Å;ret efter var du blandt de bedste i klassen. Du er brainy, men slå;r fø;rst hjernen til nå;r interessen melder sig. Din mor glæ;der sig til at du begynder at interessere dig for oprydning. 

Og interesse begynder med nysgerrighed. Hvad mon der sker, hvis…? Og så; kan alt ske.

Vi er vist alle spæ;ndte på;, hvad du væ;lger fra tilvæ;relsens mange hylder. Bliver du musiker eller filmmand? Det er ikke til at sige. Slå;r du din far i skak? Må;ske. Og skal jeg væ;re nervø;s over at du igå;r fortalte mig, at man for 750 kr. kan kø;be en fugleedderkop…?

Du få;r ingen formanende ord til konfirmanden, som i gamle dage. Jeg ø;nsker dig bare al mulig held og lykke. 

Min kæ;re sø;n. Jeremy læ;nge leve!

Og sø;rme om ikke Jeremy holdt en takketale. Det er jo ikke alle konfirmander der tø;r det. Og selv om der naturligt nok var mere (kæ;rlig) kritik end taksigelser, så; var der heldigvis cadeau til bå;de far og mor for at vi har væ;ret med til at gø;re ham til den han er.

Senere rejste han sig nok engang og sagde tak for de mange behagelige overraskelser ved gavebordet. Over 15.000 kr. er så; rigeligt til en spritny computer, også; efter at en smule af pengene er skudt af til blå; mandag i Tivolis rutsjebaner.

Henrik tog en masse fotos, som jeg glæ;der mig til at se i aften. De bliver nok lagt på; nettet, så; alle gæ;sterne også; kan kigge med.

Småskader

lazyclip (24timer) — Mon, 30 Apr 2012 20:35:12 +0200

Vi har en hæ;k. Og den indeholder for tiden noget bemæ;rkelsesvæ;rdigt: Sø;rme om ikke et par store husskader har valgt at bygge rede i ø;jenhø;jde, selv om de fleste fugle af den slags tydeligvis yngler i hø;je træ;er.

For tre ugers tid siden tog jeg et mobilfoto af reden og lagde det ind i Have- og naturliv</a>, for at hø;re om andre kendte til skadereder i havehæ;kke. Jeg havde i hvert fald aldrig set noget lignende.

Men jo, det er sket fø;r. Og nu har jeg endda fundet ud af, at andre her i hegnet har fjernet den slags reder inden der blev lagt æ;g. Husskaden (Pica pica) har nemlig et då;rlig renommé; som en banditfugl, der mobber de mindre sangfugle og endda æ;der deres æ;g.

Jeg synes nu, det er en smuk og spæ;ndende fugl, så; reden har få;et lov at blive siddende i hæ;kken, til observation og underholdning i det lille hjem. Og jeg tror ikke der ville væ;re flere små;fugle, hvis husskaderne ikke var her.

Engang i mellem har man kunnet skimme en halespids, men reden er dyb, så; for det meste har den faktisk set ubeboet ud. Og det har ikke væ;ret nemt at fotografere fuglehjemmets interiø;r. Men så; var det kæ;resten fik en idé;: Hun satte sin iPhone på; videooptagelse og vippede den lidt frem og tilbage inde i hæ;kkens klump af små;grene.

Optagelsen var rystet og uskarp, men der var ingen tvivl: Der var æ;g, og noget som godt kunne ligne fugleunger. Og så; satte vi en ordentlig fotograf på; opgaven: Min meget filminteresserede sø;n har et udmæ;rket Pentax minikamera, og hurtigt lykkedes det ham at komme på; skudhold.

Det er så; dagens blogfoto. Som også; er lagt på; sø;nnikes Facebook side</a> ;.

Jeg synes det er vildt spæ;ndende. Tæ;nk, at der ligger så;dan nogle små; kræ; og hviler hovederne i vores havehæ;k…

Foto: Jeremy Wilson

Tillykke

lazyclip (24timer) — Fri, 27 Apr 2012 10:23:14 +0200

Rundstykker, romsnegle og horn med på;læ;gschokolade. Vi har tæ;ndt stearinlys, og Naja pakker fø;dselsdagsgaver op. Der er også; kommet brev med dannebrogsflag på; fra Bedste, som skriver så; godt: Jeg tæ;nker tit på; dig, for jeg synes, du er så;dan en sø;d pige! Og så; er der vedlagt et eksemplar af den gamle Lillebæ;ltsbro, af den slags med Hindsgavldolken bagpå;.

Jo, tø;sen fylder 13, og det er ikke læ;ngere legetø;j der stå;r på; ø;nskesedlen. Næ;e, nu er det smykker, parfume og skø;nhedspleje, der tæ;nkes på;. Og blø;de pakker er bestemt også; steget i kurs. Isæ;r mæ;rkevarer.

Naja pjæ;kker fra de fø;rste timer, men selvfø;lgelig skal hun i skole på; sin fø;dselsdag. Hun har nemlig bagt æ;gte cookies igå;r aftes, med masser af nø;dder og chokolade. De skal deles ud til alle kammeraterne i klassen.

Det er rigtig hyggeligt, og tid til at like’ morgenens tillykker på; Facebook</a>. Jakob har så;gar væ;ret på; YouTube og fundet Hip Hurra med Tommy Seebach.

Det inspirerer fø;dselsdagsbar…-kvinden! til at hitte nogle af sine favoritvideoer på; mobilen, som hun lige vil dele med mor og papfar:

Naja er en hund efter reklamer, og den her med Liva Weel og Oma kan hun udenad, forfra og bagfra:

Hun kan også; samtlige vers i Himmelhunden, men har for en sikkerheds skyld skrevet hele teksten med rø;d tusch på; sine hæ;nder. Justin Bieber hø;rer hun ikke. Det er alligevel for plat. Men go’e gamle Teddy, han er mere end okay:

Himmelhunden styrer for vildt, og Naja er i det hele taget glad for dyr. Vi skal lige se en sø;d en med en panda:

Og nu vi er igang, så; se også; lige denne her med “I love you”

Tillykke til min sø;de og små;tossede papdatter.

Foto</a>: Benjamin Rasmussen, Danmark

Khat

lazyclip (24timer) — Thu, 26 Apr 2012 11:10:48 +0200

I en bagsideartikel i mandags fortalte korrekturlæ;ser Per Lykke om sit arbejde, og ganske kreativt havde Politiken trykt artiklen med små; rø;de korrekturtegn, for at visualisere, hvad en korrekturlæ;ser laver. Avisen havde givet de retskrivningsinteresserede læ;sere mulighed for at kigge med over skulderen, så; at sige.

Næ;ste dag var der så; opfø;lgning på; artiklen. For flere læ;serne havde spottet en fejl, som ikke var markeret med rø;dt. En spæ;ndende fejl, som er væ;rd at tygge på;, forstå;s.

Korrekturlæ;seren havde næ;vnt en problematisk overskrift fra pol.dk</a>. Egentlig var det ikke hans bord, for der bliver ikke læ;st korrektur på; avisens netportal. Den luksus er forbeholdt papirudgaven. Men man forstå;r mandens hæ;vede ø;jenbryn, nå;r man ser sæ;tningen:

70 kg kat fundet i Ø;resundstog

Man ser straks en mega Garfield for sig, men ifø;lge Dansk Sprognæ;vn er der ingen stavefejl i sæ;tningen. Ordet KAT</a> har to betydninger. Den anden, den euforiserede plante skal også; staves k-a-t, hvis det skal væ;re korrekt stavet ifø;lge Retskrivningsordbogen. Men i artiklen havde Per Lykke ladet kaht passere. Tsk-tsk…

Jeg mener ligesom Per Lykke bestemt at hø;re et h – det skal bare placeres rigtigt. Khat. Selvom Dansk Sprognæ;vn ikke har autoriseret stavemå;den, så; er det altså; så;dan det staves af de fleste skribenter. Med h som i hash. Jeg kan ikke se, hvorfor vi i Danmark skal stave det på; samme må;de som kæ;ledyret. Planten ligner overhovedet ikke kattegræ;s</a>, og i andre lande staver man da også; den ulovlige og sundhedsskadelige tyggeplante k-h-a-t.

Okay, det var må;ske overdrevet at lave en hel blog om en lille (halv) stavefejl i en flere dage gammel udgave af Politiken – men fotoet var sgu for godt til at lade væ;re.

Foto</a>: Phil Marion, Flickr.com

Den glade ko på marken

lazyclip (24timer) — Mon, 23 Apr 2012 15:21:46 +0200

Det har ikke rigtigt fanget de lokale mediers interesse, men faktisk var der i denne weekend en stor og anderledes Kø;benhavnerbegivenhed.

Vi må; have væ;ret mindst tusind, der troppede op på; Hovedbanegå;rdens spor 5 tidligt sø;ndag morgen for at komme med Arla Harmonie-Ekspressen non-stop til Brø;rup for at få; en kodyl naturoplevelse.

Det er nemlig noget helt sæ;rligt, nå;r kø;erne efter en lang vinter i stalden endelig igen kommer på; marken og kan skifte ensilagen ud med frisk græ;s. Dyrene brø;ler og er helt kulrede over den genvundne frihed i frisk luft.

Selv ville jeg kvie mig noget ved at spise grø;nt græ;s, men kø;erne hopper og danser og kan ikke få; nok. Det er – for så;dan nogen som os fra stenbroen – virkelig en naturoplevelse, som bestemt er den lange tur væ;rd.

TV-Syd har lavet et forrygende indslag om begivenheden, som det vist er planen skal gentages næ;ste å;r. Jeg vil tro, det bliver efter samme koncept:

Man kø;ber en billet i Fø;tex for hundrede kroner, og den giver så; adgang til sæ;rtoget, hvor der serveres rundstykker, smø;r, ost, mæ;lk, kaffe, te, drikkeyoghurt med ananas og hyldeblomst og rigtig yoghurt til ske med banan og pæ;re. Imens er der underholdning, denne gang var det med Jeppe Marie fra Lille Nø;rd. Der var også; en skattejagt undervejs, hvor ungerne skulle svare på; quispø;rgsmå;l, og de fik god hjæ;lp af et par ø;kologiske landmæ;nd m/k. Svaret på; konkurrencen ses i overskriften til denne blog – og Naja vandt så;ledes en grø;n Arla drikkedunk.

I Brø;rup holdt borgmesteren en lille velkomsttale, inden vi kjø;wenhavner-snuder i en masse busser blev kø;rt ud til Rishø;jgaard</a>, hvor der var masser at opleve sammen med bl.a. spejderne, som havde slå;et lejr og lavede snobrø;d. Man kunne også; hvile balderne på; ladvogne med halmballer, mens traktorer trak dem rundt i landskabet. Og der var smagsprø;ver. Og der var frokost, med spæ;ndende salater og en stor ø;kologisk oksekø;dsbø;rge med ketchup og sennep på; hvid plasttallerken, som vi nø;d ved de 600 kg store bigballer der gjorde det ud for frokostborde. Og så; var der naturligvis en masse dyr, der gerne ville aes og klappes og klø;s bag ø;rerne. Isæ;r kalvene var en hit, og der var nok af dem til de mange bø;rn.

Men det stø;rste scoop var naturligvis da kø;erne kom ud af “garagen” og for fø;rste gang siden vinteren satte klove og tæ;nder i frisk grø;n græ;smark. Indslaget i TV Syd</a> har fanget begejstringen hos en 8-å;rig knæ;gt fra Brø;nshø;j lige på; kornet.

På; vej retur i busserne begyndte det at regne, så; ventetiden inden sæ;rtoget kom ind på; perronen var en lidt klam fornø;jelse. Men heldigvis blev der igen disket op med kaffe og lidt at spise – og alle passagerer fik hver en topdollar goodiebag med ø;kologiske varer: rosiner, speltkerner, chokolade, olivenolie, havregryn, branflakes, fuldkornsspaghetti, kiks med sesam og hø;rfrø; – alt med det rø;de Ø;-mæ;rke. Plus flaskevand og malebø;ger og tusser til de træ;tte bø;rn. Billetprisen på; en hund er med garanti kommet flerfoldigt hjem igen.

Fotoet er taget med min mobil. Der har sikkert væ;ret langt bedre billeder i den direkte tv-transmission klokken 12 nul dut til Ø;kofesten i Torvehallerne på; Israels Plads – men for mig og Naja var det en dejlig Ø;kodag i Jylland. Vi stod sgu lige ved siden af, da kø;erne hoppede og sprang af glæ;de. Det kan man kun blive glad i lå;get af.

Hesten har vinger

lazyclip (24timer) — Fri, 20 Apr 2012 19:03:49 +0200

Det var overskriften på; poesikonferencen i Dansk Forfatterforenings fine lokaler igå;r torsdag den 19. april 2012. Lyrik-gruppen havde inviteret alle foreningens medlemmer, og vi har over fyrre, der havde takket ja.

Lyrikere er altid overrumplende at væ;re sammen med, for de har det med at vende ting på; hovedet, op til flere gange, på; ingen tid. De er virkelig kreative ordmennesker. Så; alle var spæ;ndte under den indledende morgenkaffe. Jeg sad ved siden af Fanny Knight (forfatter til Gal Mands Væ;rk</a>) som beskrev spæ;ndingen helt præ;cist: – Jeg glæ;der mig til at blive vejet, og fundet let nok.

Fø;rste punkt på; programmet var Refleksion, og en hø;j, bredskuldret mand i mø;rkt tø;j, René; Rasmussen lagde ud med et noget akademisk men bestemt ikke uinteressant indlæ;g over emnet: Jeg – udsagn og udsigelse i moderne lyrik.

Et kø;ligt og skarpt foredrag om at der er forskel på; et digt. Der er forskel på;, om du hø;rer det læ;st op, eller ser det trykt som det stå;r.
Det var ligesom at få; staldtips fra hestens egen mund…

Jeg’et i et digt behø;ver ikke væ;re digteren selv. Digtet Lissabon (af Sø;ren Ulrik Thomsen, fø;dt 1956), som blev læ;st op, handler ikke om digteren selv, men om et jordskæ;lv, og i et digt af Simon Grotrian (fø;dt 1961) er jeg’et en kop.

En finurlig og meget eksperimenterende digter, René; Jean Jensen</a> gav os et kik ind i sit skrivevæ;rksted, hvor der er plads til bå;de form og formlø;shed. Han digter på; alle må;der, og isæ;r hans opvå;gningsdigte fik applaus. Ideen er, at poesien må;ske er allerbedst nå;r digteren ikke er ved fuld bevidsthed: Derfor havde han en diktafon liggende på; sit natbord – og med det samme han slog ø;jnene op om morgenen, sagde han noget til den, inden han blev rigtig vå;gen.

René; havde på; samme må;de forsø;gt sig med at indtale ting til diktafonen lige inden han faldt i sø;vn ved nattetide, men disse indsovningsdigte blev læ;ngere og ikke næ;r så; gode.

René; havde også; excelleret i googledigte og figurdigte, og havde så;gar prø;vet at overtale en hypnotisø;r til at lade sig tro han var H.C. Andersen. Det kunne jo væ;re en smart smutvej til gode digte der rimer.

Ordstyrer Karsten Bjarnholt gav god tid til diskussion og kommentarer, og en tilhø;rer citerede meget apropos et digt af Storm P:

Jeg ville ø;nske, jeg var to små; hundehvalpe - 
Så; kunne jeg lege med hinanden!

I god ro og uorden fik vi så; en kaffepause, inden et par inspirerende oplæ;sninger. Adda Djø;rup læ;ste op fra sin digtsamling “37 postkort”</a>, som er illustreret med smukke motiver af broer rundt om i Europa, der har det tilfæ;lles at de hedder “Devils Bridge”.

Glenn Christian læ;ste op af sin seneste udgivelse, med afsæ;t i hans lø;narbejde på; fabrik. Den unge digter gø;r det godt i kritisk poesi, men lidt mere bid blev alligevel efterlyst blandt publikum. – Der kommer en nummer to!, forsikrede Glenn.

Frokosten var virkelig læ;kker, og en fin optakt til næ;ste punkt: Poetik. Peter Stein Larsen rundtdelte eksempler med Poetikker efter Inger Christensen, clipset sammen til lejligheden.

En poetik er vel en slags anvisning til forstå;else af digteren, og hans/hendes kunst. Peter havde sjovt nok også; fundet en poetik frem som kollegaen Lars Bukdahl engang havde begå;et. Den slutter så;dan her: Nå;r et digt, der ligner en legoklods, kan å;bne sig som en blomst, fungerer tingene, så; gå;r dansen.

Lars Bukdahl fik en slags flash-back og tæ;nkte tilbage til dengang, han som ung fik publiceret et digt i “Den blå; Port” Det var placeret på; et opslag, hvor der på; andensiden var en antikvarisk illustration af “Den almindelige dø;gnflue”…

Bukdahl kom veloplagt rundt om emnet, og understregede sine pointer med gode eksempler, blandt andet et då;rligt digt af Klaus Rifberg.

Og så; kom Sø;ren Ulrik Thomsen endnu engang op og vende, da vi kiggede næ;rmere på; dette digt (fra Ukendt under den samme må;ne, 1982):

Kussens og rø;vhullets omvendte sø;er
skyller glinsende over min hud
hå;rene skilles af springende pis
der tykt og lykkeligt vasker mig varm
; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; é;n gang til!
; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; ; é;n gang til!
aldrig fø;r blev jeg slynget så; hø;jt
gennem roterende indsø;ers spejl
slingrende fortsat med hovedet nedad
dybt mod de skræ;vende skyer

Det syntes de to oplæ;gsholdere skulle ses i sammenhæ;ng med digterens poetik, hvor han taler om at … virkeliggø;res i den absoluterede tros konkrete og konstant konkretiserende praksis, der udgø;res af selve relationen mellem kroppen og den ophø;r… – og det ville René; Rasmussen som jo å;bnede ballet meget gerne kommentere.

For Sø;ren Ulrik Thomsen havde jo selv (i Mit lys bræ;nder, 1985) sagt, at han var inspireret af tarotkortet med den hæ;ngte mand (med hovedet nedad), og der kunne vel ikke væ;re tvivl om at sidste linje (dybt mod de skræ;vende skyer) var en kristen seksuel metafor. Så; i dette digt kunne jeg’et også; væ;re pikken!

Jo, der var virkelig gang i hestens vinger denne torsdag. Og så; har jeg ikke engang næ;vnt Dy Plambeck</a>, som debuterede med en digtsamling, men siden er gå;et prosaens vej. Et ikke ukendt sporskifte. Vi fik et af de fø;rste digte, og nogle sider fra hendes roman Gudfar</a>, der udkom på; Gyldendal i 2011. Der var masser af sammenhæ;ngskraft.

Der var også; fokus på; Nye Muligheder, om poesien på; internettet, i blogs og e-books. Eller som Hugo Hø;rlyck Karlsen foretrak at kalde det: e-tekst. Hans perspektiv kommer fint frem i denne artikel på; Bogmarkedet.dk</a>.

Tusind, tusind tak til Lyrik-gruppen for denne poesikonference, som jeg beskrevet med det formå;l at lokke endnu flere til at deltage i Dansk Forfatterforenings arrangementer. Det var hyggeligt, underholdende og stæ;rkt inspirerende. Man få;r virkelig noget for sit kontingent.

Foto</a>: David M. Goehring, USA

Brev fra hr. Møller

lazyclip (24timer) — Tue, 17 Apr 2012 10:13:05 +0200

Eller “Herr”, som han selv skrev indtil igå;r…

Brevet er falmet og den berø;mte underskrift kan kun anes. Men ordlyden stå;r ligeså; klart som dengang blæ;kket var blå;t og papiret kridhvidt:

Har med interesse læ;st Deres velskrevne indlæ;g i dagens Jyllands Post. 
Mange tak.

Med venlig hilsen
Mæ;rsk Mc-Kinney Mø;ller

Det var en meget fin hilsen at få; for “Deres” dengang 20-å;rige skribent. Mor smilede og Far var pavestolt. Det var jo næ;sten et ridderslag at få; så;dan et brev – selv om faster Dora, den gamle socialdemokratiske hugorm mente at skibsrederen hellere skulle have givet mig et job.

Læ;serbrevet, som altså; vakte Danmarks stø;rste erhvervsmands interesse, har jeg lykkelig glemt. Men det lader sig nok finde på; mikrofilm et sted hos Jyllands-Posten. Og velskrevet er det helt sikkert. Det har Mæ;rsk McKinney Mø;ller selv sagt.

Alting koster

lazyclip (24timer) — Mon, 16 Apr 2012 11:30:17 +0200

Men hvorfor skal det væ;re så; dyrt?! Det er helt vildt, som alting koster, selv i disse sparetider. Lad mig komme med et par eksempler:

En vovse koster rask væ;k 10.000 kr. Og en almindelig kristen begravelse – 50.000 kr.

Nu er det ikke fordi vi stå;r og skal have hund, eller noget tyder på; snarligt dø;dsfald i familien – men jeg vil nu alligevel prø;ve at finde ud af hvorfor den slags skal væ;re så; pokkers omkostningstungt.

Kort sagt: Jeg vil gerne finde ud af, hvor hunden ligger begravet…

I min optik burde en hund ikke koste mere end hundrede kroner. En hund for en hund – hvor svæ;rt kan det væ;re.

Men så;dan er det ikke. Det finder man ud af på; Gipote.dk</a>. En fransk bulldog som den på; billedet koster kassen. (Mens en gravhund pudsigt nok kan få;s for det halve. Det hæ;nger jo ikke sammen!)

Forklaringen er, ifø;lge en kendelkender her på; Mingler, at hunde skal registreres, vaccineres og have lovpligtige hundetegn. Det lø;ber op altsammen, isæ;r nå;r vi medtager udgifter til snor, kurv, madskå;l og kleenex til at tø;rre op med, nå;r hunden har væ;ret utæ;t. De lø;bende udgifter til kæ;ledyrs foder er et kapital kapitel</a> for sig.

Den dyre begravelse blev fornylig bragt på; bane af vor mor. Ikke at det er lige opover, for selv om hun er gammel og har diabetes, så; er hun samtidig smæ;kfuld af godt humø;r og gener fra Kaukasus. Hun synes bare, vi skal væ;re forberedt.

Min lillebror Thomas og jeg joker med, at vi nok skal klare den sag for en hund. Grave et hul i haven, finde en stor papkasse og tylle en flok grø;nne gravø;l – med familierabat, anslå;et plus minus hundrede kroner.

Men mor er præ;stedatter, så; det skal naturligvis gå; ordentligt for sig, nå;r den tid kommer. Og så; bliver det dyrt. En bedemand her på; Mingler forklarer i en trå;d</a> hvorfor. Eksempelvis skal kisten kunne bæ;re fem tons muld og væ;re typegodkendt efter statens regulativer. Og hvis gravstedet skal vedligeholdes i 25 å;r, så; er halvtreds kilo penge faktisk lidt i underkanten, nå;r præ;diken, bisæ;ttelse, kø;rsel, krans og dø;dsannonce tæ;lles med.

Om man så; jordes i de ukendtes, så; bliver det alligevel med urne og krematorie til store udgifter. C'est la vie, som man siger på; fransk.

Jeg mener at ø;konomi i hø;j grad styres af vores fø;lelser, isæ;r hvis det handler om hunde og begravelser. Det skal væ;re dyrt, koste hvad det vil. Vi skal fø;le at det er noget væ;rd. Det må; faktisk godt gø;re lidt ondt…

Foto</a>: Tamá;s Mihá;ly, Ungarn