Nu er der minsandten forslag fremme om at københavnske folkeskolebørn skal have ”hele pakken” lige fra 1. klasse – og ikke kun lære klassisk bibelhistorie, men også bevidstgøres om Jødedom og Islam.

Velment og godt – til man får tænkt sig om!

Det lyder nemlig som vild forvirring:

Fx, hvordan skal de arme børn forholde sig til at den ene hellige bog - Koranen - igen og igen formidler den anden hellige bogs fortællinger - Bibelen – på en divergerende måde?

Er alt lige meget? Eller skal kristne børn finde sig i at høre, at "jøderne og de kristne har forvansket de hellige fortællinger", hvorefter den rigtige bog blev direkte downloadet til Muhammed?

Det er fint med god vilje. Men den skal håndteres fornuftigt.

Nu brugte vi timer på dækket som omgiver vort hus; vi kan jo ikke overlade træværket til naturen, her må algedræber, GORI og en proper næve til. Resultatet blev flot – så længe det varer.
     Apropos naturen, er vi desuden omgivet af større og mindre dyr.

Og efter små natlige fjed bag gipsvæggen i vort sovekammer, så vi os nødsaget til at anskaffe et par musefælder - eftersom støjterror i form af kraftig musik, dvs Joh. Seb. Bach for fuld udblæsning ud af den ene radio og Elvis Presley af den anden, ikke hjalp (som dengang vi havde mår), og "nogen" altså stadig dabbede rundt ved midnat). Og voila: en skøn stor hun af en halsbåndmus var død så fort i fælden at den næppe selv opdagede det!

     Skal man leve hér, må man ikke ryste på hånden: Sæt din fælde! Ryst indholdet ud.

     Du godeste, hvor var hun smuk.

Jeg er rasende.
Ude af mig selv.

Besat.

Tænker ikke på andet.

Er ved at sprænges.

Her ser I mig.

Sådan.

             W.P.T.61>

Så måtte høre prof. dr. theol.Niels Henrik Gregersen – her præsenteret som lutherekspert - forklare os, at Luther i ret høj grad ville have været tilfreds med de folkekirkelige forhold – diverse (ret skræmmende) procenter blev opregnet, ligesom der blev talt varmt om den lille mands tro og den store kvindes spiritualitet ud i alle retninger. Hvilket vil sige at alle kunne være glade.

Med Luther selv forholder det sig anderledes: ”åh jammer, hvor har jeg over alt set megen elendighed: Folk er som det dumme kvæg og kan hverken Budene, Troen (Trosbekendelsen), eller Fadervor, og skal endda kaldes kristne og nyde sakramentet (Den hellige Nadver)”.

Punktum finale.

                                                     <den værkbrudne W.P.T.>

Jeg skal ikke nægte at jeg har det nogenlunde sådan, efter dages arbejde på skovgrunden. Passer jeg ikke på, ender vi i et rent vildnis. Tænk hvor lang en bøgekvist bliver bare i løbet af et par måneder. – Ja naturgrund og naturgrund – i Danmark er så godt som al jord kultiveret. Men naturgrund for så vidt som det jo hverken skal ligne en have eller en park. Men netop: en naturgrund.

I øvrigt, illustrationen passer slet ikke på mig – det er jo ikke en kvinde vi her har for øje. Nej men en mand, og da manden er uden hænde må man næsten tænke sig at det er et selvportræt – af Willum min bror, maler og lyriker, 1944-2006.

I en lokalbladsartikel lige op til Langfredag og Påskedag giver en præst på nordkysten udtryk for, at langfredag er ensbetydende med alt det mørke og svære vi mennesker kan være stillet i - og at påskeevangeliet betyder at "vi er opstandelsen". Jo, sådan blev det udtrykt.
Og så måtte vi i en af vore kirker høre en i og for sig kunstnerisk og smuk "påskeprædiken" som giver udtryk for akkurat det samme, nemlig at "opstandelse er når et barn smiler til os" osv osv, i én lang opremsning. (Der er ingen grænser for alle de positive ting som udtrykker opstandelsen.)
I øvrigt, der er snart gået skabelsestro i alt. Nu skal vi i hveranden kollekt takke Gud for solen der skinner og vore børn der vokser - og her til påske måtte vi netop ikke prise Gud som "den der havde hengivet sin Søn for vore synder".
Jeg er personligt berørt af dette, det er ofte sørgeligt at gå i kirke, hvad er der tilbage af ægte kristentro?

Der er megen tale om lukning af kirker.
Det sidste eksempel - forfatter-"prædikener" - viser i hvor høj grad kirken er ved at lukke eller opløse sig selv indefra.
Hvor er tilsynsmyndigheden? Provst? Biskop?
Er der ingen behjertede folk i menighedsrådet?

Vil man ikke være revolutionær og voldsom, er der andre veje. Nok så effektive på længere sigt. Jeg tænker på salamitaktikken.

Altså stykke for stykke forsvinder den rare pølse, til man til sidst ikke har noget tilbage.

Så er dén klaret.

Sådan gik det med kirken i DDR. Så man næsten har fået udryddet kristendommen.

Pragtfuldt forbillede!

Ja men hvis vi hos os år efter år beskærer vor humanistisk-kristne arv, hvordan vil det så gå her?

Så er der nogle der besvimer over at man på et missionsk sted i Jylland synger morgensang og beder Fadervor i skolen. Så er det forkert at gå med kors, og stærkt provokerende. I passet er Jellingstenen en torn i øjet. Hvilket også gælder flaget. Så skal morgenandagten flyttes, så en del af os danske ikke kan høre den. Så flytter vi søndag morgens ”Mennesker og tro” hen til en onsdag formiddag. Osv, osv.

Sig mig, hvis Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner helt forsvinder ud af syne, mon så vore hospitaler og plejehjem vil blive menneskelige? Mon naboen får den hjælp han skal have? Mon imødekommenhed og venlighed ikke får vanskelige kår?

Hvorfor skulle vi da tænke på andet end pengepungen og vor egen lykke?

For, hvilke værdier er der egentlig tilbage her i Danmark, hvis salamitaktikken lykkes?

Min oplevelse af kirke og kristendom var fra først af glædelig - intet kunne måle sig med julen, jeg var ikke mange år før jeg fuldstændigt tog den til mig. Siden kom påsken og pinsen til. Foruden alt dette gode, glade og stærke, søndag efter søndag - gennem salmerne ikke mindst.

Et andet er at man ikke kan leve et liv uden at pådrage sig skyld.

Det er så ikke noget man ligefrem behøver dyrke - lidt realistisk sans fortæller én at sådan er det: dér gik du forbi, dér tænkte du kun på dig selv, dér slog du dig til ro med tingenes dårlige tilstand.

Er det så ikke et skønt nyt ord at skylden er taget fra os?

Dét er den måde hvorpå evangeliet taler om disse ting.

Her hedder det forsoning, nåde, tilgivelse, fred, glæde, nyt mod.

Og netop ikke “altid bare skyld og skam .

For en gangs skyld enig med den radikale kristendomkritiker, teologen og filosoffen Ludvig Feuerbach, som i Das Wesens des Christentums, 1841, alene ønskede at beskæftige sig med kristendommen i dens klassiske form; og altså se bort fra ”den moderne verdens feje, karakterløse, komfortable, belletristiske, kokette, epikuræiske kristendom”.

Dette minder i øvrigt om Kierkegaard.

Forskellen er at Kierkegaard var kristen.