13-08-2008 - 11:37
Skrevet af nilleper
Jeg faldt ved et tilfælde min gamle "mingler". Det er mere end et år siden, jeg sidst har været her. Og læsningen af mine gamle indlæg var mildest talt vemodigt.
For 2007 - hvor jeg skrev aktivt på mingler, blev det mest skelsættende år i mit liv. Efterfølgende kan jeg med største klarhed se, at al den tid, jeg også brugte her, var for mig, forarbejdet til det, der måtte komme.
28. august 2007 meddelte jeg min mand, at jeg ikke længere ønskede at være gift med ham - efter 15 års samliv.
15. november 2007 flyttede han endeligt.
Idag kan jeg se, hvordan jeg brugte de skrevne ord i processen.
I julen 2006 var jeg med i en meget privat gruppe herinde for mennesker, der havde alvorlige problemer med deres samlever. Deres svar gjorde ondt. Fordi svarerne på de spørgsmål, jeg stillede, var så himmelråbende tydelige. Der var ingen trylleløsning. Erkendelsen satte sig i mig. Jeg havde et valg: Lev med det du har -eller bryd ud. Jeg vidste, jeg måtte bryde ud. Jeg vidste bare ikke, hvordan man gør.
1 år efter selve bruddet (og næsten to år efter deltagelse i støttegruppen), ved jeg, at jeg gjorde det rigtige. Det var slet ikke så skræmmende og farligt. For i hele processen havde jeg een, jeg kunne stole på: mig selv. Jeg skulle bare lige bygges op først. Og det hjalp jeg mig selv med at blive her i dette forum.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil med dette indlæg - andet end at sige: TAK.. dette forum endte med at være startet på et for mig nyt og bedre liv.
13-08-2008 - 12:00
Skrevet af maxhappy
Fantastisk dejligt at læse at du er kommet ud på den anden side : )
kender dig ikke - men du skal have et stort tillykke med dit nye liv
For et år siden...
13-08-2008 - 18:02
Skrevet af mormettes
Hvor er det dejligt at læse.......
10-05-2007 - 21:53
Skrevet af nilleper
Jeg så på et tidspunkt en film med Arnold S. Han brugte sine terminatorkrafter på at handle sig til en bestemt slags actiondukke til sit barn. Det var en julegave og "sådan er det jo".
Jeg nåede kun 5 minutter ind i filmen. "Gud, hvor åndssvagt" tænkte jeg, og var enig med mig selv om, at sådan en slags mor er jeg ihvertfald ikke. Ikke på vilkår om jeg gider slås og mosle for at mine unger part tout skal have et bestemt stykke legetøj. Så må de sørme undvære! Det ene legetøj kan vel være lige så godt som det næste.
Det var så inden filmen "Biler" kom frem.
Hvordan kan man udgive en film - og så ikke supplerer med tilstrækkelig merchendiche? Hvad er ideen? Det er jo ikke fordi tingene er særdeles dyre - de er bare ikke til at skaffe. I bedste sortbørsstil kan man købe varerne til overbud på QXL - eller være heldig at kende een, der kender een, der bor i nærheden af Portugal - hvor de mærkelig nok nærmest flyder over af overskydende biler fra "Biler".
Mormor var først i Toy'r'us efter vildtløbende rygter om, at Toys'r'us pludselig var i besiddelse af en håndfuld "Biler"-biler. Der gik ikke mange øjeblikke, før hun ringede. Hun har ikke lige set filmen og anede derfor ikke, at de fattige rester af biler, der lå på hylderne, er bipersonerne.. nej.. nærmere statisterne i filmen.
Efter megen roden på hylden og adskillige "JEG SÅ DEN FØRST" lykkedes det hende, at tilsnuske sig en "Mac-lastbil" og nogle biler til. Ikke Lynet, Ronnie Ræs, Doc, Sally eller Kongen.. Næ nej - det ville være for vildt. Men lidt kan også gøre meget. Og ingen tvivl om, at min søn vil elske figurerne.
"Til min føsdag skal vi spise på Lynet" fortalte Jonathan sin allerbedste ven i børnehaven med slet skjult stolthed i stemmen. Jeg havde bestilt tallerkner og alle mulige andre engangsting til hans fødselsdag gennem nettet.
Da dagene så gik, og jeg ikke modtog min bestilling.. og festen nærmere sig (Det er allerede på TIRSDAG!) begyndte jeg at få dårlige nerver, som jeg aldrig har haft dårlige nerver før! Jeg ringede til firmaet, mailede dem og satte i det hele taget himmel og jord i bevægelse.
"Hvad gør jeg" skrev jeg grådkvalt i min mødregruppe. En af de andre, kunne fortælle, at de lige havde fået forsyninger af tallerkner mv. i Toys i Odense.. Og faktisk var jeg så langt ude, at jeg var parat til at transporterer mig selv hen over Storebælt, bare for ikke at måtte skuffe min søn. "Til min føsdag skal vi spise på Lynet". Ordene rungede som et ekko i mit hoved .. igen og igen.
Jeg startede med at køre til Toys på Jyllingevejen. Jeg kastede mig over de sølle rester af engangsservice, der endnu lå der. Ingen tvivl om, at de var sølle rester.. De pakker, de andre havde set med misbilligelse på, og havde kastet tilbage. Men jeg følte mig som jordens største vinder. Nu kunne 10 - ud af de nogen-og-tyve, der kommer, da spise på Lynet. Jeg fandt også nogle duge - og som en anden kamphane, der kæmper sig til at købe gær under en generalstrejke, købte jeg tre - selvom jeg egentligt er overbevist om, at to ville kunne gøre gøre det. Men ... tænk nu hvis!!
Ekspedienten ved kassen var sød. Jeg fortalte, at jeg vidste, at de eftertragtede varer var at finde i Odense.. Om hun ville undersøge nærmere muligheder? Hun slog op på sin skærm. "Hjælper Holbæk?" ville hun vide, med et smil. I min febrilske tilstand, var jeg parat til at skrige: "JA... " men jeg fattede mig dog, og spurgte: "Er der noget tættere på. " Hun slog Høje Tåstrup op. "De har lige to gang tallerkner tilbage" sagde hun - hvorefter mine opspilede øjne og min åndenød må have fortalt hende, at DEM ville jeg gerne have fingrene i.
"Kan I lægge dem til side?" sagde hun endelig, efter hvad der føles som en evighed. En evighed, hvor alle andre kunder, med lethed kunne være kommet forbi MINE tallerkner, og havde puttet dem i DERES indkøbskurve - uden jeg kunne slås for dem.. Uden jeg havde mulighed for at lave distraktionsnumre, for at flå dem op af deres kurve.. eller med tårer i øjnene vise dem billeder af min stakkels, stakkes søn, der aldrig ville blive et helt menneske igen, når han mor kunne skuffe ham så grumme, ikke at kunne give ham Lynet at spise på til fødselsdagen.
De kunne lægge dem til side. Og for første gang længe måtte jeg lige dæmpe mig på motorvejen, for ikke at køre LIDT hurtigere end det tilladte. Tænk - kun få kilometer skilte mig fra at skulle undgå at se min skuffede søn i øjnene. Jeg tvang mig selv til at huske på, at varerne var lagt til side.. At ingen ville tage dem.
Vel ankommet, kastede jeg mig til kassen med det samme. "Hvilket navn er de lagt under" ville den søde pige vide..Og straks kunne jeg mærke fornemmelsen af desperation. "Jamen, hun fik ikke mit navn" hiksede jeg opgivende... "Jamen så er det nok dem her". konkludere hun, og fremtog to pakker med tallerkner. Lynet McQueen grinede af mig fra tallerknernes forside. Jeg følte mig som en flødebolle på et solskinsdag. Jeg kunne mærke, jeg smeltede at lettelse foran disken.
Jeg holdte mine tallerkner, som var det de sidste dråber vand, på min dagslange enerejse til ørknen. Og på hylderne fandt jeg desuden krus og de absolut sidste servietter. Jeg flåede tingene ned i kurven, og opdagede, at jeg skottede over skulderen, for at se, om nogen andre havde sammen tanke som mig. Men de andre kunder havde ingen desperate øjne - og ingen kunder så i retningen af service.. Da forstod jeg, at min mission var lykkedes.
Det var med den underligste sjælefred, at jeg kørte hjem. Følelsen af ikke at komme til at skuffe, fik smilet frem helt indeni mig.
Og så kommer jeg jo så til pointen. Jeg ER vist een af de mødre der! Jeg vidste det bare ikke. Så nu må jeg vist tvinge mig selv til at se resten af filmen med Arnold S's kamp for at få den rigtige actiondukke til sønnens fødselsdag. Det har jeg vist fortjent.
 Tags: opdragelse, gave, biler, børn
10-05-2007 - 21:56
Skrevet af udmeldt
heheheheh... jeg genkender det der, da min søn var knapt og jeg måtte jagte det meste af sjælland for at finde en hvid power ranger så vi kunne lokke sutten fra ham.
En af den slags mødre ..
13-05-2007 - 12:33
Skrevet af mormettes
Hehe Pernille...... hvorfor søren skulle du være anderledes end så mange andre *GGG*
Vi har selv været på jagt efter Master Splinter - rotten fra Ninja Turtles - og vi satte også bedsteforældre og mange andre i sving med at holde øje i diverse legetøjsforretninger, men væk var han - heldigvis var de søde i Toys*R'Us og lovede at reservere én til os, når de fik en ny sending Turtles hjem, men det kom i en rodekasse, så de anede ikke, hvornår lige præcis Master Splinter ville være med, og jeg tror, der gik 2 måneder, før de ringede og sagde, at nu var han her - HAM - Masteren - som vi havde jagtet i "en evighed" ;o)
Jeg håber, at I får en god fødselsdag på tirsdag :o)
Knus fra Mette
30-04-2007 - 11:15
Skrevet af nilleper
“Du VRÆLER IKKE!!” Det var en direkte ordre, min datter stak mig, da hun var trukket i uniformen, og vi var på vej mod “Hulen” - gardens hjemsted.
Hun havde ellers klaret morgen godt. Vi skulle møde i Hulen kl. 8, og jeg havde derfor sat vækkeuret til kl. 7. Da min mand så vækkeuret sat til kl. 7 på en søndag, skyndte han sig at slukket det, uden at tænke mere på det. Så det var mere end almindeligt heldigt, at min datter selv havde sat sit vækkeur.
Det er underligt med sådan en pige på 11 år. Var det ikke i forgårs, at hun ikke kunne tage sko og strømper på? Hvor jeg hjalp hende med tandbørsten - og måtte minde hende om al ting? Dagene går stærk - for min datter vækkede mig kl. 7:30. “Vi skal altså snart afsted”. Og der stod hun med det største tandpastasmil - vådt nyvasket hår, og en uniform, der i den grad skinnede af at være “ny”. Nu manglede hun bare sin mor. Ikke fordi moren som sådan manglende - men fordi min datter trods alt endnu ikke selv må kører bilen.
Vi vandrede igennem små kolonihaver på Amager - med min datter i skinnende støvler, smuk uniform - og en fløjte for munden. Hun tog sit job meget alvorligt. Og jeg smilede - og havde lyst til at skrige til folk undervejs “Hun er MIN DATTER.. ER HUN IKKE SKØN!”, efterhånden som vi gik forbi horder af mennesker.
Menneskegrupperne havde een gennemgående kommentar: “Hvor er de dog søde, de små” eller “sikke nogle små ben”. Alt sammen møntet på min datter - og to andre unge gardere - der også lige har fået deres uniform.
For første gang nogensinde gik hun ikke 110% perfekt. Indimellem gik hun lidt ude af takt, men hun opdagede det hurtigt selv og fik rettet ind. Der er vel heller ikke noget at sige til det. Det var stort - sådan pludselig at være 1/3 del ansvarlig for fløjtemusikken. (Der var to andre, der også spillede fløjte) Tilgengæld var jeg imponeret over hendes fløjteri. Jeg kunne godt høre hende.. og det jeg hørte var fantastisk i harmoni med de to andre fløjter - og de fem trommer.
Det var en træt pige, der hang op af sin mor i bussen på vej hjem. Det er hårdt for små pigeben at så ret - og marcherer i timevis. Men smilet om hendes mund var ikke til at tage fejl af. Turen havde været enhver form for ømhed værd - og langt mere til.
I aften står den store prøve. Alle garderne møder op, når der er forårskoncert i det lokale koncerthus. Og jeg glæder mig - for når mørket falder på - og spotene står direkte på garderne, kan min dejlige datter ikke se, at hendes mor - gemt i mørket - sidder og fælder en lille stolt tåre.
Tags: uniform, garden, koncert, march, børn, fløjte
30-04-2007 - 11:30
Skrevet af udmeldt
Sikke en stor dag for hende. =) Og hendes stolte mor selvfølgelig. Tillykke med en vellykket dag, må der komme mange flere. *g* Held og lykke til til din datter.
Første dag i uniform
30-04-2007 - 12:28
Skrevet af xor
ahr altid haft en drøm om at få lov til at tæske løs på de der liltromemr de har der..
Første dag i uniform
30-04-2007 - 12:38
Skrevet af nilleper
Det er een af de største fordele for vores lillemand. 3 år gammel - og ubegrænset adgang til både lilletromme, stortromme - og alle andre former for instrumenter, der kan larme. Jeg skulle hilse sige, at godt nok er det meget larmende - men smilet på knægtens ansigt står mål med de prøvelser, han udsætter sine medmennesker for :-)
Jeg har altid syntes, at Garden så flot ud - at det må være sjovt at være med. Men jeg har faktisk aldrig overvejet, at det kunne være noget for mig. Hvorfor ved jeg ikke! Jeg kan da godt være misundelig over alle de fantastiske oplevelser, der ligger for fødderne af min datter.
Mange hilsner
Pernille
24-04-2007 - 11:08
Skrevet af nilleper
Min søn har lige fået fjernet støttehjulene. Nu cykler han afsted på kun to hjul. Endnu er det med en voksen ved siden - mere når der kommer en sejl bakke - eller hvis vejen svinger voldsomt. Men han kan selv. Balancen er der.
De næste par år kommer så til at handle om at blive mere sikker på cyklen - og først derefter kommer det med også at være sikker i trafikken. .Vi træner natuligvis allerede nu regler - men han må f.eks. ikke cykle på cykelstien, da en cykel for et barn under 6 år bliver anset som et stykke legetøj.
Men på en eller anden måde er det ugle set. Ikke at jeg helt forstår hvorfor. Men det føles som om, der er mennesker, der mener, jeg pacer min søn.
Jeg ved godt, at det ikke er alle, der er klar til at smide støttehjulene som tre-årig - men jeg var ikke i tvivl om, at min søn var. Han er bagud rent sprogligt - og har altid være foran rent motorisk.. og derfor er det nærliggende, at give ham nogle succeser, når jeg som mor nu ved, at han har det svært på andre områder. Det faktum, at jeg kun fik lov at løbe efter ham tre gange, før han selv kunne, viser jo, at det vitterligt er noget knægten kunne.
Dertil kommer, at der faktisk ikke er noget odiøst i at lære 3-årige at cykle på to hjul. (Og det skal dertil siges: Knægten bliver 4 år i næste måned!)
Min datters børnehave havde en "cykelgruppe". Man kunne først blive medlem, når man kunne cykle på to hjul. Det medførte, at ALLE unger var helt vilde for at lære at cykle på to hjul, fordi der kom noget "Ih-hvor-er-jeg-stor" agtigt ind over.
Dernede oplevede jeg, at det er helt normalt - og legitimt, at begynde at cykle på to hjul, når man er tre år - for ungerne ER parat. De eneste, der ikke er parate - er forældrene.
Min indstilling er meget, at hvis han evner balancen som 3 årig, jamen så har vi bare det mere tid til at lærer ham om sikkerhed - både på cyklen - men også i trafikken.
Der er også en masse praktiske ting, vi lærte da vores datter gik i gang. BREDE dæk er godt og så skal cyklen være lidt for lille - så knægten uden problemer kan sætte begge ben i jorden (Og gerne kunne bøje benene lidt), hvis han føler sig utryg. Dermed undgår man helt og aldeles faldene - fordi knægten selv kan sætte benene i jorden, før overbalancen bliver så voldsom cykel og knægt vælter. (Men han kan godt køre IND i noget - den har han prøvet :-) )
I bund og grund tror jeg det handler om, at de fleste forældre ikke er KLAR over, at ungerne kan lære det som 3-4 årige.. At der altså ikke er grund til at vente til de bliver 5 eller 6 år.
Tags: balance, støttehjul, cykel, børn
24-04-2007 - 14:13
Skrevet af quindenslyst
Jamen, det er der masser af eksempler på. Altså at børnene faktisk godt kan, men forældrene tror noget andet. I stedet for at føle at du syntes andre mener at du pacer din søn, så prøv at vende det om! At du VED at du ikke pacer ham, til gengæld ser du at andre forældre hæmmer deres børns kunnen... Og dét er da synd.
Nu har jeg mange børn, og man bliver måske lidt "hård i flinten" hen af vejen. Men sidste gang vi havde fornøjelsen af en barn med støttehjul, gik det hele tiden galt.
Støttehjulene er jo en halvfarlig opfindelse! De hænger fast i alt muligt, rammer sten og får cyklen til at slingre faretruende. Så da sønnike havde spist lagkage på han 3 års fødselsdag meddelte jeg ham at nu var han stor nok til at cykle og så gik vi ud og fjernede støttehjulene.
Hele næste dag hylede han i vildens sky! Jeg lovede ham at smide cyklen ud, hvis det kun var ren gråd at eje sådan én. Dagen efter havde han lært at cykle, og jeg skal love for at han kommer hurtigt omkring, den unge mand.
Tillykke, med at du giver dit barn lov til at opdage, at han KAN noget!
At cykle på to-hjulet som tre årig
24-04-2007 - 16:33
Skrevet af Anonym
Hej Nilleper
Du har helt ret at det er vigtigere at børnene lærer trafiksikkerhed end at de beskyttes mod fald på træningsbane. Jeg tror at børn har en anden reaktion på fald end voksne. De har en anden vægt, anderledes elastiske knogler og en anden afstand til jorden. Men hjelmen må selvfølgelig være påkrævet med den rette indstilling af selerne m.m.
Jeg studsede lidt over noget din beretning: Er der nogen som har bebrejdet dig eller har gjort sig bekymringer på dine vegne over det med støttehjulene?
Til det med sikkerheden:
Mange forældre tænker ikke over det med dæktrykket. Cykler med lav saddel, hvor man kan støtte med begge ben er tunge at køre (men er godt mod uheld som du skriver). Cykler med lavt dæktryk er MEGET tunge at sætte i gang. Især når cyklen har de nyere brede dæk. De giver simpelthen alt for meget modstand i kørslen. Og der kan jo være situationer, hvor børnene skal sætte cyklen hurtigt i fart - ved sving o.l. hvor de krydser en kørebane. Bremserne skal også være i orden. I min tid som skolelærer var jeg med mellemrum ude at cykle med børnene. Bremserne på en del af børnenes cykler var i horribel tilstand. Så derfor forældre: Husk jævnlig at tjekke dæktrykket og bremserne på jeres børns cykler.
Med hensyn til fald:
Venlig hilsen
Kresten
At cykle på to-hjulet som tre årig
25-04-2007 - 08:24
Skrevet af Anonym
Med hensyn til fald:
...(ups! Sætternissen var på spil) Om dette skrev jeg om i begyndelsen af min kommentar)
Kresten
At cykle på to-hjulet som tre årig
13-05-2007 - 12:59
Skrevet af mormettes
Min søn har lige lært at cykle på to-hjulet her en uge før, han fyldte 6 år, og jeg frygtede faktisk, at det ville blive lidt af et problem, at han var blevet så gammel. Vi flyttede her til byen i december, og før dette boede vi ved en stenvej, så det har simpelthen ikke været sagen for os at lære ham at cykle på vores gamle vej, så derfor har vi ventet. Hvis forholdene havde været anderledes, så havde vi også lært ham at cykle, da han var 3-4 år. Jeg synes, at de i dén alder har mere mod på det og ikke giver så let op. Vi oplevede med Daniel, at han nemt blev hidsig, fordi han gang på gang oplevede nederlag ved, at han ikke kunne. Han kom hjem fra børnehaven og sagde, at han prøvede at cykle på to-hjulet derovre, men han væltede hele tiden - til gengæld kunne hans ven på 4½ år (det er jo vigtigt, hvor gamle børnene er i dén alder *SS*9 godt, og det følte han var et nederlag, når han nu var næsten 1½ år ældre......
Da vi (manden) først gik i gang med at træne med ham - 1 time tre dage i træk - ja, så havde han lært det, selvom jeg havde frygtet, at det ville tage flere uger..... men de bliver så pokkers stolte de små poder, så jeg ved, at nu har vi andre muligheder med lillebror, når han når så langt, og han skal ABSOLUT ikke vente, til han er 5-6 år med at lære at cykle..... så flot arbejde Pernille ;o)
Kh. Mette
23-04-2007 - 09:50
Skrevet af nilleper
Et år og to måneder har hun nu kæmpet med en fløjte, der mildest talt ikke har ville, hvad hun vil. Eet år, hvor fustrationerne har været uden på tøjet -og hvor hun indimellem har HADET sin mor og far.. fordi vi stillede krav.
Min datter startede i Garden sidste år i feb. marts måned. Da hun meldte sig, aftalte vi med hende, at “hun først måtte gå ud igen, når hun havde gennemgået rekrudttiden - og var blevet optaget i garden”.
Hun ELSKER sin garde. Det er så utrolig søde børn, der går der - og sammenholdet er GULD værd. Excersit er hendes speciale. Hun elsker at gå i takt, holde korrekt afstand - og gennemskue formationer. Faktsik så meget, at hun er blevet optaget som aspirant som tambourmajor. Det job, der hele tiden var guleroden for hende. Der går nu 3 år, før hun for alvor vil være den, der svinger stokken, da det kræver meget øvelse at være tambourmajor.. men hun er på vej..
Dog var det hele tiden med det i mente: Hun SKULLE optages i garden - og det krævede 1) At hun kunne sin excersit (Det kunne hun efter 14 dage) 2) bestå fløjteprøven, så hun kunne være en del af tambourkorpset, hvor hun skal gå i uniform og spille med de andre.
Vejen har været lang, for den fløjte har bare været DUM. Faktisk har den i en uge ligget i papirkurven og skulle ALDRIG bruges igen.
Denne weekend har hun været på rekrudtweekend sammen med alle veninderne. De har trænet, set video, trænet, spist Pita brød, trænet, lavet hemmelige pigeting og trænet lidt igen.
Idag blev vi så inviteret til en lille minikoncert. Efter nogle flotte numre, blev alle bedt om at sætte sig.. pånær min datter og en dreng, der spiller trommer.
“I to skal så støvsuge gangen” grinede underviseren. “Nogen der har noget at indvende?”Jeg grinede - og vidste godt, at der vist var mere undervejs.
To trompeter spillede fanfare.
“Tillykke.. I er begge optaget i Garden. I har hermed fortjent jeres uniform!” Derefter kom et brev, en klapsalve og en mor, der svømmede i tårer. Det var vist ikke meningen, men da min datter endlige fik lov at få at gå, moslede jeg hen til hende - og i min desperate kamp for at nå hende, fik jeg vist vippet tre-fire gardepiger af banen, der ellers alle havde tænkt sig samme tanke som mig: At give Gardens nyeste medlem et “velkommenknus”. Jeg fik mit - og overlod hende til et gruppekram.
JEG ER SÅ SKIDE HAMRENDE STOLT AF HENDE!! Jeg er så vanvittig stolt af, at hun gjorde det, selvom hun har haft det så svært. Hun er bestemt ikke bedste venner med fløjten - og alligevel har hun arbejdet sig igennem det. Hun har forstået, at der var noget, der var nødvendigt, for at hun kunne få noget andet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at denne oplevelse vil hjælpe hende igennem andre gange. Man KAN hvad man VIL.. når man bare kæmper for det!
Jeg har spurgt hende, om hun så vil stoppe nu. “Du må være VANVITTIG” var svaret.. På tirsdag skal hun have sin uniform udleveret. Og allerede på søndag kl. 8, skal hun trække i den for første gang. Og jeg kender en mor, der bliver nødt til at have kameraet med.. for det er en sandsynlighed for at kameraet ikke vælter sig i tårer, som jeg er sikker på moren gør :-) En verden af oplevelser ligger for hendes fødder.. og hun har fortjent dem alle, for hun har arbejdet for at få lov at være med.
Tags: opdragelse, garde, børn
23-04-2007 - 17:24
Skrevet af jordand
Hvor er det bare en kanon god oplevelse din datter der har fået sig og jeg forstårgodt at hun (og moderen) er stolt
hjertelig tillykke og gid uniformen bringer glæde
At kæmpe for noget..
24-04-2007 - 10:06
Skrevet af anet2003
Hej.
Tillykke med vinderen....denne oplevelse vil sikkert præge hende i voksenlivet.
At kæmpe indædt og vinde......DET ER STORT. Lad endelig jeres glæde og stolthed vokse ind i skyerne.
Venligst Anette
At kæmpe for noget..
24-04-2007 - 12:29
Skrevet af Suzanne
Jeg blev helt varm indeni af at læse din lille historie... Der findes ikke noget der kan over den følelse man får, når ens barn får succes med noget de har kæmpet for... Tillykke til datteren... Og hendes mor ;o)
20-04-2007 - 10:03
Skrevet af nilleper
Søren Pind dukkede op for mit åsyn, som noget af det første, efter jeg havde forladt drømmeland i morges.
Han sad der i studiet og fortalte om, at han mente, at samfundet er blevet for domineret af kvinders syn på tilværelsen. Min første tanke var: "Ja - det synes du vel.. Du blev jo væltet af een", men efterhånden som jeg hørte, hvad manden sagde, måtte jeg faktisk give ham ret. (Uf.. jeg kan mærke krilleren ned af ryggen lige nu.. Han er jo VENSTREmand!)
"De bløde værdier", "Processen frem for målet". Alt sammen noget jeg hører igen og igen. En sageliggørelse af kvindens måde at gøre tingene på - og en manglende accept af "lige på og hårdt" metoden, som mænd oftere bruger.
Venner: Man KAN tale ting ihjel! En rundkredssamtale er ikke nødvendigvis den smarteste måde, at håndterer noget på! Det er ikke alle følelser, der SKAL gennemtales og bearbejdes i grupper. Nogen følelser skal bare mærkes og konstateres!
Kvinder siger vitterligt eet og mener noget andet. "Jeg er ikke sådan een, der er vild med blomster" .. får kæresten at vide - hvorefter han holder sig LANGT fra blomsterkøb. Hvorefter kvinden kan beklage sig til veninderne.. "Han køber bare ALDRIG blomster til mig." Nej - det gør han ikke, for du har selv sagt, du ikke ville have dem. Du mente godt nok det modsatte - og mente, at du med en falsk beskedenhed og en underforstået tone om, at "hvis jeg ikke beder om det, betyder meget meget mere". Men guess what. Han hørte kun "Jeg er ikke sådan een, der er vild med blomster!"
Det, med at sige eet og gøre noget andet, er giftigt. Det er på en eller anden måde udtryk for manglende selvværd - for han skal ligesom "gøre os hel" ved at gøre de ting, vi forventer, men ALDRIG ville sige højt.. for så havde vi jo BEDT om det - og så tæller det ikke rigtigt.
Der ER en forherligelse af kvinders måde at tænke på. At vi skal passe på hinanden, være søde ved hinanden. I processen med at være søde ved B, sker det ikke sjældent, at vi så får trådt A over tæerne. Og A er tit os selv. Så ment kærlighed, omsorg og forståelse overfor andre er vigtigt, ender det tit med at gå ud over os selv - i misforstået hensynstageri.
Tænk - jeg må i en vis grad give Søren Pind ret. Jeg troede aldrig jeg ville nå dertil.
Tags: kvinder, kønsforskelle, søren pind, mænd
20-04-2007 - 10:13
Skrevet af ht
Hatten af for dig. Selverkendelse er en flot ting.
Mænd, kvinder og Søren Pind
20-04-2007 - 17:20
Skrevet af udmeldt
Søren Pind har det med at komme med nogle fede udtalser indimellem.
Jeg var fkatisk meget glad for en han kom med for ca. 6 mrd sidne da han mente Danmark i lighed med mange andre vestlige lande bør have en officiel vedtaget fattigdomsgrænse.
Man hærte ham sige det en gang og så det i 3 artikler i 3 aviser og siden da larmende tavshed om dette emne, som jo er ekstremt upopulært hos den sidden regering.
18-04-2007 - 10:27
Skrevet af nilleper
"Når barnet selv kan tage hive op i blusen og gribe om brystet, så er det for langt ude". Den har jeg sådan set selv været fortaler for, indtil jeg opdagede hvad det reelt handler om.
WHO anbefaler, at man ammer sit barn i minimum 2 år. Altså LANGT over grænsen for, hvornår "barnet selv kan hive op i blusen". Heck.. Når barnet er to år gammel, siger han jo selv "Tak for mad!"
Gennemsnittet på verdensplan for hvor længe børn bliver ammer er 4 år. Den kan så bortforklares med, at i U-lande, hvor maden ikke er hensigtmæssig eller regelmæssig, kan det redde liv, at barnet bliver ammet langt op i barndommen. Men WHO påstår altså, at skal man have alle de gavnlige effekter af amningen, så skal man amme barnet i 2 år. Rundt regnet 1 år mere, end den gængse anbefaling i Danmark.
Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, hvordan nogen i hele verden kan være "imod" amning. Hvad er der at være imod?
Jeg kan leve med, at man efterhånden som barnet selv kan "tage for sig af retterne" kan arrangerer at amning foregår privat. Barnet er så stort, at det også får andet mad, så det er altså ikke alene sulten, der gør, at barnet har behovet for brystet. Dermed kan man som forældre sørge for at morgenamme - eller aftenamme.. og dermed gøre amningen mere privat.
Men et lille barn på 6 måneder - der lever af at blive ammet. Hvordan kan nogen mennesker i hele verden, have den frækhed, at mene, at det er "forkert"? Hvordan kan nogen mennesker mene, at "det bør foregå på toilettet - eller lukket enrum". Går de selv derud med deres sandwich, når de skal spise?
Hvorfor er det overhovedet et valg: Hvis amning kan sikre barnet fra sygdomme, som moren allerede har haft, hvis man bare ammer det længe nok, hvordan kan det argument så overhovedet være en modvægt til at amning er "klamt" - eller "forkert"? Det ene er det konkrete.. En beviseligt resultat af amning.. Det andet er en retorisk og social holdning, der ikke giver nogen mening!
Jeg kender een, der ammer en pige på to år. Jeg hørte selv, hvordan en gammel tante, fortalte hende, at "du er godt klar over, at det kun er affaldsstoffer, du giver dit barn, efter barnet er blevet et år - ikk?"
Jeg havde lyst til at lange den gamle tante sådan een på siden af skrinet. For den holdning, er hun sjovt nok alene om at have (sammen med en bunke andre uoplyste mennesker). Og det er ikke hende, der ammer sit to årige barn, der er galt i byen. Det er omverdens holdning til det, der er gal.
Mens folk raser over, at små børn får mad ved mors bryst på caféer, får jeg lyst til at rase over at selv samme cafeér med største fornøjelse opvarmer modermælkerstatning, hvor ingen i verden bliver forarget over, at moren efterfølgende giver sit barn. Det svarer til, at vi ser skævt til hende, der fodre sit barn med salat og æbler - og roser hende, der giver sit barn sukkerknalder, chokolade og mælkesnitter.
Tags: offentlighed, sundhed, amning
18-04-2007 - 11:00
Skrevet af udmeldt
Du har da så evigt ret :-)
Hilsen D
Amning
18-04-2007 - 11:33
Skrevet af giz
Jeg vil til dels give dig ret..
Ja amning er sundt og godt for barnet og hvorfor det skal væk fra cafeer osv forstår jeg heller ikke helt.. der er da ikke noget mere naturligt end at amme..!!
Men når snakken kommer til at amme et feks 2 årigt barn.. så er min grænse nået.. Jeg synes det er vulgært og jeg tror ikke på at barnet har så meget brug for det der er i mælken.. alle de gode ting det havde brug for da det var spæd har det jo fået.. det er et stort barn der selv kan spise..
Har pt en veninde hvis søster stadig ammer sit barn der snart er 2 år.. og ja.. jeg synes det er klamt når han selv render hen og løfter op i blusen og fjerner bhen.. jeg synes det er så klamt..
hvorfor ved jeg ikke..
ja det kan godt være jeg er uoplyst som du skriver.. men so be it.. jeg synes stadig det er klamt.. min grænse er nået..
knus
giz
Amning
18-04-2007 - 13:48
Skrevet af udmeldt
det virker lidt perverst at barnet sutter på patterne, når det ikke længere er nødvendigt.
Amning
18-04-2007 - 15:17
Skrevet af nilleper
Det var sådan set det, der var min pointe med indlægget. Ifølge verdens førende læger, er det nødvendigt i TO år.. så så længe skal "der suttes på patterne" hvis man vil have den gavnlige effekt, der er i modermælken.
Amning
18-04-2007 - 16:46
Skrevet af kresten
Jamen folk har da ikke noget imod amning p[ offentlige steder. Bare ikke de selv skal se p[ det.
Det er jo s[ dejligt gratis at have "den gode mening" når bare ikke det lige stikker en i øjnene og minder en om det man ikke har, ikke fik eller får længslerne til at blomstre.
Har man så fortrinsvis øje for den sexappeal bryster kan have, føler folk sig vel udstillet, når der samtidig er ilandet barligt selskab.
Min kone fik også adskillige kommentarer - selv fra familien - da hun ammede vores børn op til 2 års alderen.
Til nilleper: Jeg kan kun erklære mig enig med dig.
Venlig hilsen
kresten
Amning
19-04-2007 - 01:12
Skrevet af zephirah
Jamen hvor er der bare mange tabuer i det åhh så frie danmark
Vi kan godt li at blive kaldt et frit folkeslag. Men vi bliver sure og forarget over at nogen laver en film om Anders Fjog som Homosexuel.
Vi vil gerne være tolerante og vil vil særdeles gerne trykke vores tolerance ned over hovedet på alle dem der ikke
ikke er lige så tolerante som vi det.
Og så kan vi sgu heller ikke tåle synet af en kvinde der er en god Mor.
En her kaldte det enda Klamt !?!?!
Alle ved da at jo længere et barn bliver ammet af sin mor jo større og mere modstandsdygtigt bliver barnets imum forsvar tsk tsk..Come on Girls...I famler i middelalderlig forblindelse.
meen vi er jo så tolerante i lille Danmark. Her plds til alle...så længe de ikke bære tørklæder eller ammer deres børn i det offentlige rum...Føj siger jeg bare...Føj og Bwadrr og tsk tsk
:=)
Kærlig undren fra
Zephirah
04-04-2007 - 16:39
Skrevet af nilleper
Der er fire forskellige måder at få en håndværkermand til at gøre en indsats i hjemmet. Den første - er for de nyforelskede.. Den omhandler en lokkende, kælen stemmer gerne garneret med en gennemsigtig neglise.
Den anden måde kommer lidt senere. Det er der, hvor man står og brokker sig: “Men du lovede…” og så med korslagte arme og øjnbryn, hvis rynken helt skjuler øjnene.
Den tredie kommer af frustration over, at nummer 1 og nummer 2 ikke længere virker.
Det er der, hvor kvinden - iført stilethæle og ubehjælpeligt tøj, fatter og skruetrækkeren og smilende siger: “Jamen, så skal jeg nok selv gøre det..” Dette udløser så - fra håndværkermandens side - et suk og et “Nej nej - du gør det helt forkert”, hvorefter han hurtigt selv overtager projektet.
Nu har jeg været sammen med Jan i 13 år. Alle ovenstående trick ER afprøvet og vi trådte officielt ind i en ny æra, da jeg sagde “Jamen så gør jeg det bare selv” og fattede skruetrækker og dørklokke. Problemet var, manden kom IKKE ud og “hjalp”. Tricket havde mistet sin virkning - og tilbage står vi med en ringeklokke på vores dør, der siger “ding” i stedet for det prægtige DING DONG, som den sagde engang.
Vores sofabord har længe lignet noget, der hørte til på en losseplads. Sofabordet fejler ikke noget - med to små børn, der har spist chokolademadder - og en mor, der har haft en lidt for laissez faire holdning til, om hvorvidt man må male med hobbymaling på bordet, har medført, at bordet har set bedre dage. NU skulle det være. Jeg fik lokket manden med i Silvan igår. Der indkøbte vi sammen sandpapir, rulle og lak.
Og idag skulle slagets så slåes. Først og fremmest: Hvem hel… har opfundet en rystepudser? Inden jeg havde brugt den i 5 minutter, var jeg kommer på mindst 5 forbedringer til dyret, der ville gøre det bedre at arbejde med. F.eks. hvorfor er der ikke en sandpapirssaks på sådan en? Sådan en sakseting, der kan vise een, hvor stort et stykke sandpapir, man skal klippe af? Så man slipper for, at FORSØGE at sætte et for lille stykke på 8 gange. Hvorfor er der ikke en knap, som gør, at den bare kører videre - uden at man skal holde knappen inden? Ligesom på benzintanke (Ja drenge - den har jeg trods alt luret ;-))
Den måtte jeg så erkende efterfølgende, at den opfindelse VAR faktisk på dyret. Jeg fandt bare først ud af at aktiverer skidtet, da jeg var færdige - og mine fingre sad ubehjælpeligt fast i en krampagtig “tryk-på-knappen” fatning.
Der er fire advarsler på dyret: Brug sikkerhedsbriller, brug maske, brug handsker - og luft godt ud. Nu er jeg jo ikke ligefrem kendt for ikke at turde tage chance. F.eks. kan jeg sagtens arbejde med salmiakblandinger uden at lufte ud og uden brug af handsker. (Og jeg så SÅ godt ud dagen efter) Så jeg fik frejdigt igang - uden egentligt at kunne afkrydse nogen af sikkerhedsforanstaltningerne.
Det var en sand fornøjelse at se pletterne forsvinde een for een. Meeen sikke et hestearbejde! Det tog mig næsten 2 timer af få lakken af bordet - og alle pletterne. Hvoraf jeg i MINDST een time tænkte “Manden havde været færdig nu”.
Støvet stod i kaskader omkring mig. På en eller anden måde fik jeg hele tiden vinklet rystepudseren, så støvet stod nøjagtigt op i mit hoved. Og hver gang jeg ligesom fandt en vinkel, hvor det gik ok, blev der kun alt for hurtigt rent og pænt - så jeg igen måtte finde en anden vinkel. Jeg må efterfølgende indrømme, at jeg er overrasket over nøjagtigt hvor store mængder slibestøv, der kan være i henholdsvis næse og øjne.
Med lakken havde Jan forberedt mig godt: “Hæld lidt på af gangen og arbejd det godt ud. Tag hellere for lidt end for meget.” Der gik så kun 10 sekundter før regel nummer et blev overtrådt. Det første lak, jeg hældte på, blev nærmest suget ind i bordet - så jeg hældte en ordentlig klat på, kun for at konstaterer, at det eneste sted, der “sugede” var netop der - og at der nu var rundt regnet dobbelt så meget lak på bordet, som jeg skulle bruge.
Jeg kan så fortælle efterfølgende, at det KAN lade sig gøre, at fjerne overskydende lak. Det er ikke en manøvre, jeg nogensinde ville anbefale - men det ER ladesiggøreligt.
Nu står bordet og tørrer … Og nu kommer vi til sidste mulighed, for at få manden til at makke ret.
Bordet er nu helt rent - og nylakeret. (Godt nok med lidt meget lak) Og lige om lidt skal det tages i brug. Det er et fint bord - og bordpladen hælder ikke ret meget.. Man kan næsten ikke se, at midten af borden er 1½ cm højere end resten af bordet - og hvis man bare er forsigtig med, hvor man stille sin kop, så er der en god sandsynlighed for, at den kan stå, uden at vippe alt for meget.
Jeg tror manden kommer frem, til samme konklusion, som jeg er kommet frem til: Sidste brik - når man ikke længere kan lokke sin håndværkermand til at lave tingene: Så må man købe noget nyt!
Tags: håndværker, gør-det-selv
04-04-2007 - 22:02
Skrevet af udmeldt
Godt gået, gæve kone!
PS: Min mand bliver aktiv, hvis jeg siger "Glem det, Skat, det er nok for svært for dig, der skal vist en rigtig håndværker til. Skal jeg ringe efter én?"
Gør-det-selv-kvinden
05-04-2007 - 09:58
Skrevet af PCO Forum
Hej :)
Læste i din beskrivelse at du har PCO - der er åbnet et nyt fourm for os med PCO på www.pcoforum.dk - kom meget gerne og vær med.
God Påske
04-04-2007 - 09:46
Skrevet af nilleper
Da hans storesøster var lille, havde de en cykelklub i børnehaven. Alle, der kunne kører uden støttehjul på cyklen, kunne komme med på cykelture på lukkede stier. Det var intet mindre end genialt - for min datter havde dårligt fået sin første cykel, før hun var frisk på at smide støttehjulene.. Og 3 uger senere - og efter mindst 8 “Jeg lærer det ALDRIG”, cyklede hun pludselig afsted, som havde hun aldrig foretaget sig andet. Idag tog vi støttehjulene af Jonathan cykel.
Først talte vi om det - og jo - det ville han da godt prøve. “Men jeg falder” advarede han mig. Jeg forklarede ham, at jeg jo ville holde ham. Og så var han fit for fight.
Så her til aften gik vi ned og afmonterede støttehjulene. Ingen tvivl om, at knægten er med på projektet. Han hylede af grin - og mente det var verdens sejeste cykel. Bare at stå ved cyklen, gjorde, at han voksede. Han var meget stolt over at have en cykel - uden støttehjul.
Indtil videre holder jeg ham bare i ryggen (hvilket helt sikkert ret hurtigt vil give hans nye forårsjakke et helt nyt og mere krøllet look)
Om knægten rent mentalt er klar, står mere hen i det uvisse. Øvelse gør mester, og jeg havde bestemt ikke regnet med, at skulle give slip hverken iaften - eller imorgen. Men hans mangel på koncentration er tydelig. Når han ser en hund bag ved, så drejer han automatisk styret - og svinger hele kroppen i den retning. Det er nok en vane, der er bedst at komme af med, inden der bliver givet helt slip. Men når han evner at koncenterer sig, er der bestemt øjeblikke, hvor det ikke er mig, men ham selv, der holder balancen. Han har også den fordel, at han dæk er mountainbikedæk, så der er alligevel en go bid dæk, til at balancerer på.
“Koncenterer dig.. Jonathan. Find balancen”. “Mig HAR fundet den mor!!!” siger knægter, mens han lystigt svinger fra side til side. “Jonathan - se lige ud. “.. “Moar.. jeg kigger … jeg KIGGER” svarer knægten mig, mens jeg har svært ved at holde rigtig fast, fordi jeg samtidigt må trække alvorligt på smilebånden.
Mon ikke han når at blive 4 år, før han endelig finder balancen - også uden mor? Uanset hvad, så er projektet igangsat - og det går over sten og stok… og Jonathans mor får en masse gratis motion.
Hvornår smed I støttehjulene? Og hvordan gik det?
Tags: udvikling, støttehjul, alder, børn
04-04-2007 - 09:57
Skrevet af udmeldt
Supersejt af din søn :o) Selv nåede jeg aldrig at prøveen cykel med støttehjul. Dertil var jeg blevet for stor *g*
Så røg støttehjulene..
04-04-2007 - 11:05
Skrevet af udmeldt
Vi smed dem sidste forår, hvilket var temmelig sent (mine børn var 4 og 5), men det havde faktisk ikke rigtigt intresseret min datter før hendes bror blev vild med at cykle, fordi vennerne i børnehaven kunne. Det, der skete for min søn var at han satte sig op på cyklen og kørte hvorpå han råbte "jeg kunne" også væltede han, mest af overraskelse tror jeg og undertegnede var mindst lige så overrasket, men faktum er at han har kunne cykle siden totalt uden hjælp!
Hans storesøster er en helt anden sag, hun kan stadigvæk ikke rigtig få styr på det og det huer hende bestemt ikke at hendes lillebror er bedre.
Men held og lykke med jeres fortsatte øven, tror generelt drenge er lidt mere modige end piger, så han kommer nok snart efter det.
Personligt nåede jeg heller aldrig at køre med støttehjul, var vidst otte før jeg fik en cykel.
Så røg støttehjulene..
04-04-2007 - 12:28
Skrevet af udmeldt
Åh ja, hvor herligt. Husker stadig selv følelsen af FRIHED.
Og kan se mine to ælste for mig, da de oplevede det samme. Har stadig to små, der har det til gode, men det vil jeg glæde mig til :-)
Så røg støttehjulene..
05-04-2007 - 10:01
Skrevet af jordand
Mine forældre havde købt en ny cykel til min søn og mens min far stod udenfor og bøvlede temmelig meget med at sætte støttehjul nummer 2 på, kom min søn cyklende forbi på en lånt cykel - uden støttehjul, altså blev det hjul der var sat på hurtigt pillet af igen :-)
30-03-2007 - 09:32
Skrevet af nilleper
Min verden bliver mindre.
Jeg bombarderes dagligt med så mange nyheder, at jeg bliver blæst helt omkuld af alle de informationer. Ikke desto mindre føler jeg, at min verdensvide - min kompetence udi almindelig politik - bliver mindre dag for dag. For det er de samme nyheder, jeg bomberderes med. Det er som om, der pr. dag sker 10-20 begivenheden - og derefter tager samtlige medier fat i netop de 10-20 ting hver for sig. Dermed får jeg den samme historie fortalt 8 gange på en dag. Og hver gang følger jeg interesseret med i håb om nye vinkler, om sagens videre udvikling, om forståelse for baggrunden af historien. Og hver eneste dag sidder jeg tilbage med følelsen af: Vi kommer ikke ud af stedet!
Igår var det særligt slemt med en nyhed fra en skole i Jylland. Jeg læste det først i JP på nettet. Og herefter forfulgte historien mig resten af dagen. Og til trods for, at jeg hørte historien 8 gange, kom der intet nyt på nogen af gangen. Der var ingen forsker, der var inde og fortælle, hvordan man kan få sine mode-afhængige unger til at fokuserer på noget, der rent faktisk har en væsentlighed. Der var ingen, der forklarede om gruppepres. Ingen dækkede drengen, der ikke har råd til de moderigtige underbukser. Eneste forslag var: "Vi laver en mærkefri dag i skolen". Øh.. EEn dag.. Hvad skulle det hjælpe, hvis man vitterligt ikke ejer mærketøj?
Jeg savner P4 i P1 journalistikken. Den, hvor man gik tæt på, analyserede og lod dem, det handler om, tale.
Idag er nyhedsmængderne så store, at man automatisk frasorterer det, man ikke er voldsomt interesset i - og tilbage er kun det, man vitterlig ER interesseret i. Problemet er så bare, at de nyheder, der har den værdi, ikke er så mange hver dag, fordi eens interessefelt trods alt er begrænset af det faktum ,at man har indskrænker sig selv til det, der har betydning for netop mig.
Det kunne godt være, at det er nu, jeg skal få mit et abonnement på Weekend Avisen.
Tags: nyheder, verden idag
31-03-2007 - 06:37
Skrevet af riella
jeg bed også mærke i den med modetøjet. kom til at tænke på at der i begyndelsen af halvfjerdserne var alle dage da vist mærkefrie. *SS* Min mormors søster syede mit tøj, så det var meget tit meget anderledes; men jeg blev da ikke mobbet af den grund.
Idag når jeg ser Mokkens gardarobe, så kan jeg korse mig. Hun vil hellere kun have eet par bukser end nogle at skifte med. det ene par skal så bare hedde det rigtige.( for øvrigt så skred de i stoffet efter et års intensiv vask, så hvad hjælper det at der er 360 dages garanti på dem)Det var der nemlig,for de havde kostet 999 kr, som hun selv havde fået lov at spare sammen, for jeg vil bare ikke give så mange penge for tøj..
Min verden skrumper
20-04-2007 - 17:22
Skrevet af udmeldt
Jeg har netop fået et abb. på Weekendavise :-) Samme årsag som dig.
|
|
|
